Iraner var medlem af husmenighed i Teheran

(Nyt på tværs 1 - 2018)

Hossein Iliya Yami har meget på hjerte. Da den 26-årige tidligere taxachauffør kom til Danmark i november 2015, havde han været medlem af en husmenighed i Iran i fem år. Men det var først i Danmark, hvor han blev døbt i Herning for snart to år siden, at han åbent kunne praktisere sin tro. I dag venter han stadig på svar på sin ansøgning om asyl og bruger tiden til at lære mere om den tro og fortælle andre iranere om kristendommen på youtube. En februardag sidder han i en kirke i København og fortæller om sin livsrejse fra islam til den kristne tro.

Da flygtningestrømmen op gennem Europa i 2015 var på sit højeste, søgte knap 2.800 iranere asyl i Danmark. Blandt dem var en ung iransk taxachauffør, der to måneder tidligere var flygtet fra det islamiske præstestyre, efter at det var blevet kendt, at han havde forladt islam og tilsluttet sig kristendommen.
Når Hossein Iliya Yami tænker tilbage på barndommen i en shiamuslimsk familie i Teheran, er der langt mellem de gode minder. Men stemmen bliver varm, når han fortæller om de gæstfri kristne armenske familier, der boede længere nede ad gaden.

     - Min bedste ven var kristen armenier. Jeg kunne mærke, at der var en helt anden atmosfære i hans hjem. Mine forældre var meget religiøse, men vi havde mange problemer derhjemme. I min vens hus var der ro og fred. Jeg lagde mærke til, at de havde et billede af Jesus. De forklarede, at de ikke var muslimer, men kristne. Derfor havde de et billede af Jesus. Min vens far var en rigtig god mand. Jeg kunne mærke, at han var meget glad for mig, fortæller Hossein Iliya, der efterhånden blev som en søn af huset.    

     - Selv om jeg var født i en muslimsk familie, var jeg bare velkommen. Jeg havde mange spørgsmål, for derhjemme, i skolen og moskéen stillede man ikke spørgsmål. Min vens far svarede på alle mine spørgsmål og fortalte om mange ting i Bibelen. Efterhånden begyndte jeg at se forskelle mellem de to religioner. Jeg sagde ikke noget til min familie. Jeg havde altid været bange for min far. Han var en stærk mand med stor indflydelse i moskéen. Man sagde ikke min far imod.  

     - Når det var rigtig svært derhjemme, tænkte jeg på mine kristne venner og deres tro. Så var det som om en stemme sagde til mig, at Gud ville passe på mig. Det fik mig til at falde til ro, husker Hossein Iliya.

Hemmelig kristen

Da han var omkring 18 år gammel, tog han mod til sig og spurgte, om han måtte komme med sine armenske venner i kirke.

   - De var rigtig glade for, at jeg gerne ville gå den vej, men jeg kunne ikke komme med dem. Det var alt for farligt, både for dem og for mig. Men min vens far ville prøve at finde nogle andre som mig, som jeg kunne mødes med. På den måde kom jeg med i en lille husmenighed, der mødtes rundt omkring på forskellige adresser. Vi var mellem seks og 12 personer. De fleste var unge, der tidligere havde været muslimer. Når vi mødtes, læste vi i Bibelen og bad sammen. Somme tider var der en, der spillede guitar. Så sang og klappede vi meget, meget stille, for det var meget forbudt at holde kirke i et privat hus. Men selv om alt var meget hemmeligt, lærte jeg rigtig meget om, hvad det vil sige at være kristen.
På et tidspunkt begyndte Hossein Iliya at trykke små sedler med kristne budskaber.  

     - Når jeg kørte taxa, snakkede jeg med folk om tro, og somme tider gav jeg dem en seddel. En dag mødte jeg en af mine gamle skolekammerater. Vi snakkede rigtig meget. Men da hans far opdagede, at jeg havde forsøgt at få hans søn væk fra islam, skete der en hel masse. Det kulminerede med, at jeg blev overfaldet og slået meget slemt og efterladt bevidstløs på gaden.
Men Hossein Iliya ville ikke holde op med at tale om sin tro. Da han blev udskrevet fra hospitalet, fortsatte han med at dele sedler ud.

     - En aften mens jeg kørte taxa ringede min mor og sagde, at jeg ikke måtte komme hjem. Nogle mænd var kommet til vores hus og havde taget min far med. De ledte efter mig. "Hvis vi finder din søn, er han færdig," sagde de.

     - Jeg blev meget bange. I mit land er den slags alvor. Jeg skulle bare væk. Jeg havde ingen penge til at betale en, der kunne vise mig vej over bjergene til Tyrkiet. Men Jesus hjalp mig. En mand viste mig vej uden at få penge. Det var et mirakel.              

Døbt i Herning

Senere sendte familien penge til den videre rejse op gennem Europa.

     - Min familie hjalp mig, så jeg kunne betale en af de mænd, der går sammen med mennesker uden pas. Men de understregede, at det var sidste gang. Jeg skulle ikke kontakte dem igen. Jeg havde forladt islam, og fremover måtte jeg klare mig selv, fortæller Hossein Iliya og bliver stille et øjeblik.  

At han endte i Danmark var et tilfælde. Det var her, han blev stoppet af politiet og fik mulighed for at søge asyl. Få dage senere blev han overflyttet til et asylcenter i Herning, hvor han som noget af det første opsøgte en kirke.

     - Det var første gang, jeg gik i kirke uden at være bange. I kirken blev jeg rigtig godt modtaget, og efter tre måneder blev jeg døbt. Jeg havde længe vidst i mit hjerte, at jeg var kristen. At blive døbt var som at blive født på ny.  

     - Senere blev jeg overflyttet til et andet asylcenter, hvor jeg fortsatte med at gå i kirke. I Danmark har jeg fået en sød iransk kæreste, der har boet her i mange år. Hun hjælper mig rigtig meget. Det er meget vigtigt for mig at gå i kirke sammen med min kæreste, så vi kan få noget godt fra Jesus. Jeg laver også videoer for at hjælpe andre iranere med at forstå bedre om Jesus.

     - I dag ved jeg, at jeg går den rigtige vej. Det giver mig ro i hjertet. Hvis jeg får opholdstilladelse, vil jeg have et arbejde og måske uddanne mig til designer. Hvis jeg ikke får asyl, har Jesus en anden vej. Han er ikke ligeglad med mig. Jesus har altid hjulpet mig.

BMF