Vejledning omkring kirkers kontakt med
og dåb af muslimske asylansøgere

Kristne menigheder i Danmark har i mange år haft kontakt med asylansøgere
med forskellig religiøs baggrund. På basis af disse erfaringer gives der her en
vejledning, der retter sig mod de særlige problemstillinger, som mødet med
muslimske asylansøgere rejser. De fl este af de råd, som gives her, gælder
imidlertid også for mødet med asylansøgere med en anden religiøs baggrund.

1. Evangeliet er også for asylansøgere
Evangeliet er for alle, og derfor deler kirken også evangeliet med muslimske
asylansøgere. Den lokale kirke er en del af den universelle kirke og derfor
ikke kun for danske statsborgere. Derfor må det være naturligt også at byde
asylansøgere velkomne i kirken.

2. Etikken i kirkens møde med asylansøgere
Asylansøgere er i en sårbar situation, der kræver særlig forståelse, omhu og
varsomhed. Derfor er det vigtigt at være meget bevidst om at sikre, at den
diakonale omsorg tilbydes asylansøgere uden betingelser eller bagtanker, så
asylansøgernes værdighed og integritet værnes. Samtidig med at asylansøgere må
have mulighed for at høre evangeliet, skal de også have mulighed for at sige nej
tak. Den lokale menighed og dens enkelte medlemmer må naturligvis respektere
reglerne omkring kontakt med asylansøgere på og omkring asylcentre.

3. Konvertering og dåb i relation til asylmyndigheder
En asylansøger har ret til at konvertere til kristendommen og lade sig
døbe, mens han eller hun afventer udfaldet af asylsagen, men efter
udlændingemyndighedernes praksis vil en konvertering fra islam til kristendom
og dåb ikke automatisk være et yderligere argument for asyl. Det er vigtigt, at den
kirke eller præst, som er i kontakt en asylansøger, der overvejer at blive kristen,
orienterer ham eller hende grundigt om dette forhold.

4. Konvertering og dåb i relation til muslimske
familiemedlemmer, venner og religiøse grupper
Hvis en muslimsk asylansøger vælger at lade sig døbe, er der i visse
muslimske miljøer risiko for, at han eller hun vil opleve negative reaktioner fra
familiemedlemmer, venner og religiøse grupper. Dette hænger sammen med, at
apostasi (frafald fra islam) er forbudt ifl . shar’ia (islamisk lov) og belagt med straf.
Det er vigtigt, at den kirke eller præst, som er i kontakt med asylansøgeren, drøfter
denne situation med vedkommende, inden en evt. beslutning om dåb træffes, så
asylansøgeren er forberedt på de mulige konsekvenser.

5. Konvertering og dåb i relation til udvisning til muslimsk land
Da mange asylansøgere får afslag på deres ansøgning om asyl i Danmark, er det
vigtigt at drøfte de konsekvenser, som en dåb i Danmark, sandsynligvis vil få for
vedkommende, hvis han eller hun udvises til et muslimsk land. Selv i lande, hvor
der formelt er religionsfrihed, kan en konvertering til kristendommen indebære
forskellige former for negative reaktioner eller forfølgelser, og i ekstreme tilfælde
kan det koste livet. Det er vigtigt, at den kirke eller præst, som er i kontakt med
asylansøgeren, taler med ham eller hende om dette, inden en evt. beslutning om
dåb træffes.

6. Dåbsforberedelse
Dåb og oplæring hører sammen. Når det gælder dåb af muslimske asylansøgere,
kræver det en forholdsvis lang og grundig oplæring i den kristne tro og det kristne
liv. Dels fordi den religiøse baggrund forståelsesmæssigt og adfærdsmæssigt er
meget forskellig. Dels fordi de sociale og menneskelige konsekvenser af en dåb
for muslimer ofte er meget alvorlige. Det anbefales, at præsten og menigheden
sørger for, at asylansøgeren forud for sin dåb har været i nær kontakt med kirken
(i Danmark og evt. i et andet land) i en længere periode og har fået en grundig
dåbsforberedelse af fl ere måneders varighed.

7. Menighedens ansvar for asylansøgere, der bliver døbt
Dåb er en dåb til Kristus, men samtidig til Kristi legeme, dvs. menigheden. Den
lokale menighed, hvor en asylansøger døbes, forpligter sig samtidig til at inkludere
den døbte i menighedens fællesskab. Det indebærer for muslimske asylansøgere
– i lyset af ovenstående – et særligt ansvar for menigheden for at være den nye
kristnes netværk og vise omsorg for ham eller hende. ■

Om vejledningen
Denne vejledning er udarbejdet af et udvalg under
stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde på baggrund
af et møde med repræsentanter for Udlændingestyrelsen.
Vejledningen anbefales endvidere af Danske Kirkers Råd.
Formålet er at give et redskab, der kan hjælpe menigheder
til at overveje, hvordan de kan forholde sig ansvarligt i mødet
med muslimske asylansøgere, der ønsker dåb.