Anglikansk kirke støtter sudanske migrantmenigheder  

(Nyt på tværs 2-2012)

Da de første sudanske familier ankom til Finland i 2004, var det de færreste finner, der havde mødt en sudaner. For sudanerne, der var udvalgt af UNHCR til genbosætning i Finland, var finnerne et ligeså ukendt folkefærd, der boede i et koldt land med underlige skikke og et uforståeligt sprog. I dag taler de fleste af de omkring 800 sydsudanske familier flydende finsk og er godt på vej ind i det finske samfund. At det langt på vej er en succeshistorie skyldes ikke mindst den anerkendelse og støtte, sudanerne har fået fra både den lutherske og den anglikanske kirke.

 

Owen Ndoromo er medlem af menighedsrådet i den sudanske menighed White Nile Congregation i Vaasa 400 kilometer nordvest for Helsinki. Som navnet fortæller, kommer menighedens medlemmer fra områderne omkring Den Hvide Nil i Sydsudan, der som verdens yngste nation opnåede selvstændighed i 2011. Den tidligere lærer og turistguide var blandt de første sudanske flygtninge, der blev udvalgt til genbosætning i Finland.

   - Jeg var flygtet fra borgerkrigen i mit land og havde været på flugt i to år. Vi kunne ikke vælge, hvor vi ville hen. Min mor blev sendt til Australien, min søster til Canada og jeg og min familie til Finland, fortæller han.

     For nylig deltog Owen Ndoromo i en konference i Uppsala om diasporamenigheder arrangeret af det kirkelige Porvoo-netværk, der omfatter lutherske og anglikanske kirker. I en kaffepause fortæller han om sudanernes vej til Finland:  

   - Der er meget langt fra Afrika til Europa. Vi er flygtninge. Flygtninge har set underlige ting. Gader og veje med døde mennesker. På vores vej passerede vi dem, der ikke klarede det. Vi vidste, at hvis vi ikke gik videre, ville vi måske ligge der i morgen. Men Gud var med os. Derfor kom vi til Finland.

   I dag har den tidligere skolelærer taget en mastergrad i kommunikation og administration samtidig med, at han underviser i menigheden.

     - Den største udfordring har været at lære sproget. Det finske sprog lød som når fugle synger i Afrika! Hvad sagde de? I begyndelsen kommunikerede vi med tegn og fagter. Da vi fik kontakt med kirken, blev kirken vores første sprogskole. Skal man lære et nyt sprog, har man brug for venner, man kan tale med. Jeg var så heldig, at jeg talte engelsk, så jeg kunne kommunikere. Og finsk er mit syvende sprog, så det gik at lære det.

 

Arabisksprogede menigheder

Den anglikanske kirke i Finland har haft egne præster   siden 1948 og er i dag et veletableret kirkesamfund. Derfor havde kirken ressourcer til at hjælpe, da man fandt ud af, at mange af de sudanske flygtninge tilhørte den anglikanske kirke og havde brug for hjælp til at organisere egne arabisksprogede anglikanske menigheder. En af flygtningene, Amos Manga, viste sig at være indviet som diakon. Han blev senere ordineret som præst, og selv om han endnu ikke er lønnet af den anglikanske kirke, får han samme tilbud om netværk og videreuddannelse som kirkens øvrige præster og inddrages i kirkens samarbejde med den finske lutherske kirke. Owen Ndoromo fortæller om sudanernes første kontakt med kirken:

     - De fleste i vores menighed voksede op med den anglikanske kirke. Da vi kom til Finland, var det naturligt for os at finde en kirke. I Afrika er vi vant til at søge kirken, når vi har brug for hjælp og beskyttelse. Men vi kunne ikke forstå sproget. Derfor begyndte vi at mødes for at bede sammen på vores eget sprog. I 2008 henvendte vi os til den lutherske kirke i vores by og fik lov til at låne deres kirke, så vi kunne holde gudstjenester på arabisk, der er vores kirkesprog. Når vi er sammen, føler vi os trygge og kan støtte hinanden, når nogen oplever dårlige ting.

 

Berigelse

Omkring halvdelen af de sudanske flygtninge i Finland tilhører den anglikanske kirke. I dag er de organiseret i fire menigheder, hvoraf menigheden i Vaasa er den største med flere hundrede familier. Menighederne får jævnligt besøg af den anglikanske biskop for Europa og af archdeacon Jonathan Lloyd, der er præst ved St. Alban´s Kirke i København. For Jonathan Lloyd har det været en stor oplevelse at møde de sudanske menigheder.

     - Det handler ikke kun om, hvordan vi kan hjælpe dem. Sudanerne er en stor berigelse for os i det anglikanske fællesskab. Vi kan lære noget af deres kristentro og spiritualitet. Menigheden i Vaasa samler 200 mennesker hver søndag – heraf er 40-50 børn og unge. Det er en ung og levende menighed. Gennem dem har vi fået en dybere erfaring af det verdensomspændende anglikanske fællesskab, siger han.

 

Undervisning i engelsk

Umiddelbart synes engelskundervisning måske ikke at være det mest presserende behov for arabisktalende sudanere i Finland. Men engelsk er det nye officielle sprog i Sydsudan, og mange af de unge har aldrig lært engelsk. Skal de en dag være med til at genopbygge deres land, er gode engelskkundskaber en forudsætning. Derfor bad menigheden den anglikanske kirke om hjælp til et undervisningsprogram. Foreløbig har 15 unge gennemgået første modul med økonomisk støtte fra anglikanske menigheder i Europa. Og sudanerne er klar til at fortsætte. For håbet om en dag at kunne gøre en forskel i hjemlandet lever stærkt i menigheden.  

     Owen Ndoromo erkender, at tilbagevenden til Sydsudan kan have lange udsigter. Den mangeårige konflikt mellem Sudan og Sydsudan om olie og grænsedragning kan meget vel betyde en ny krig mellem de to lande. Men han og de andre sydsudanerne i Finland har ikke opgivet håbet. Derfor vil de lære engelsk. Og derfor fortsætter de med at bede for fred og stabilitet i deres krigshærgede land.        

BMF

Christians Kirke (Christianshavn), Tagensbo Kirke (København NV), Farsi Worship Fellowship (Apostelkirken), God´s Ambassadors International (Avedøre) og Myanmar Christian Fellowship.