Duften af ristede kaffebønner fylder stuen i den ældre villalejlighed i Tønder, hvor 28-årige Aleksander Hayle bor sammen med sin kone Feven Russom og 3-årige datter Loza. Efter flere års adskillelse blev familien genforenet i Danmark i september. Siden 2014 har Danmark modtaget godt 4.200 flygtninge fra Eritrea. De fleste er unge mænd i tyverne, der er flygtet fra livslang værnepligt og massiv politisk undertrykkelse i det lille nordafrikanske land, der blev selvstændigt i 1993. Størstedelen tilhører den eritreansk-ortodokse kirke, der er et af verdens ældste kirkesamfund. I dette interview fortæller den tidligere skolelærer fra Asmara om sit liv før og efter den augustdag i 2014, da han søgte asyl i Danmark efter at have været på flugt i et år. I dag er den dansktalende eritreaner ansat som netværksmedarbejder på et børnecenter for uledsagede flygtningebørn og arbejder også som tolk.

" At få lov at hjælpe flygtningebørn er et arbejde med hjertet. Jeg er altid glad, når jeg går på arbejde. Der er nogle følelser, man læser fra børnenes ansigter. De kender ingenting til Danmark, når de kommer. Jeg har selv været i samme situation og ved, hvordan det føles. Jeg kan fortælle dem, at jeg har boet syv måneder på fem forskellige asylcentre, og vise, at det er muligt at skabe et nyt liv i Danmark. Mange kommer fra Afghanistan. Nogle har set deres forældre blive dræbt. Nu er de bange for, at Taliban skal komme her og dræbe dem. Mange har traumer fra flugten og kan ikke sove om natten. Det er vigtigt, at de føler sig trygge. Vi fortæller dem, at de er i sikkerhed her, og at vi er der for dem.

Jeg kommer selv fra et land med store problemer og har oplevet mange af de samme ting. Jeg kom til Europa som bådflygtning for to år siden. Vi var 262 personer fra Eritrea i en åben fiskerbåd, der sejlede ud fra Libyen. Efter en time begyndte motoren at brænde. Så døde den. Vi ringede til smuglerne i Libyen, men de sagde, at det var vores problem. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Så begyndte vi at synge hellige sange fra vores kirke. Vi sang og bad længe. En mand, der var mekaniker, havde prøvet at hjælpe, men uden held. Da vi var færdige med at bede, prøvede han igen. Nu startede motoren med det samme. Vi kunne igen sejle. Efter to dage på havet blev vi fundet af den italienske kystvagt, der tog os med til Sicilien.

     Den første nat sov vi telte ude på havnen. Næste dag lykkedes det nogle af os at forsvinde, inden politiet kom og tog fingeraftryk. Smuglere hjalp os videre op gennem Europa til København, hvor vi søgte asyl på en politistation. Jeg husker stadig den overvældende følelse af fred. Vi havde rejst i mange uger for at komme til et fredeligt land. Vi kunne næsten ikke tro, at vi ikke behøvede at være bange mere.

     Hvis jeg ikke var rejst, var jeg kommet i fængsel. I mit land er der mange slags fængsler. Tortur er helt almindeligt. Det er ikke som i Danmark. I et fængsel kan alt ske. Man ved ikke, om man nogen sinde kommer ud igen.

I Eritrea bliver alle elever sendt til en militærlejr for at tage 12. klasse. Derefter skal man gøre nationaltjeneste på ubestemt tid, hvis man ikke består en eksamen. Om natten sad jeg og læste i månelys for at bestå eksamen. Jeg var heldig og bestod, så jeg fik lov at læse til lærer. Derefter blev jeg sendt til en militærlejr for at undervise. I Eritrea bestemmer man ikke selv. Efter to år fik jeg besked på at undervise i et fag, jeg ikke kendte noget til. Jeg sagde, at det kunne jeg ikke. Men i mit land siger man ikke nej. Det er det samme som at protestere imod regeringen og kan straffes med fængsel i mange år. En ven hjalp mig med at flygte. Da de kom for at hente mig, var jeg væk.

     De næste måneder havde jeg forskellige jobs i Sudan, indtil min familie betalte penge, så jeg kunne rejse videre. Vi rejste i mange dage gennem ørkenen til Libyen på ladet af en lastbil. Vi var 35. Nogle måtte stå op. Der skete mange ting. Det er ikke godt at huske. Uden min kristne tro havde jeg ikke klaret det.

    Som barn boede jeg ved siden af en kirke, men det var først i militærlejren som næsten voksen, at jeg rigtigt lærte min Gud at kende. En militærlejr er ikke så nemt et sted. Sådan et sted kan mennesker kun hjælpe en lille smule. Her begyndte jeg at tro på Gud fra mit hjerte. I lejren organiserede vi selv vores egen kirke i en stor hangar, hvor vi samledes hver dag for at bede og synge.  

Under flugten til Europa var det min tro, der gav mig håb, så jeg kunne hjælpe andre. På havet var der mange, der mistede håbet. Jeg prøvede at give dem håb. Jeg fortalte dem, at Gud er der, og læste tekster fra Bibelen. I de tre dage, vi var på havet, blev jeg ved med at fortælle og synge højt. Også muslimer sang og bad sammen med os. Da vi endelig nåede til Italien, havde jeg næsten ikke mere stemme. Jeg håber, at min tro altid vil være sådan, som den var ude på havet.

     I Danmark er de fleste ateister. Når jeg fortæller danskere, at jeg går i kirke hver weekend, bliver de overraskede. For mig er det normalt at gå i kirke. Der er en, der råder over alt. Vi mennesker skal tænke på ham. Når vi læser i Bibelen, får vi visdom til at handle ret i hverdagen. Jeg vil aldrig kunne opgive min tro.

     Som eritreanere har vi de samme sange og bønner i vores hjerte. Derfor er det vigtigt for os at have vores egen kirke. I Tønder låner vi en katolsk kirke to timer lørdag aften og søndag morgen. Vi har meget brug for at snakke med vores Gud, så vi husker at være taknemmelige for alt. Vi har oplevet mange af de samme ting og forstår hinanden. Hver tredje måned samles vi fra hele Sønderjylland til gudstjeneste i Haderslev. Så er vi omkring 200. I vores kirke skal der være mindst tre præster og to diakoner, for at vi kan holde gudstjeneste. Der er fem-seks præster i Danmark, som kommer på skift fra andre byer og hjælper os.

Jeg har boet i Tønder, siden jeg fik asyl i marts 2015. Det har hjulpet mig til at lære sproget, at jeg altid har prøvet at gå ud og snakke med folk. For fire måneder siden kom min kone og min datter til Danmark. Da havde vi ikke set hinanden i over tre år. Nu kan vi endelig begynde at se fremad sammen. Min kone og jeg lærte hinanden at kende i gymnasiet og blev venner. Derefter blev vi kærester, og for fire år siden blev vi ægtepar. Da jeg flygtede fra Eritrea, var min kone gravid. Hun flygtede senere til Sudan og videre til Uganda med vores datter. Det var en meget svær tid. Min datter var syg i lang i tid. Jeg var meget bekymret for dem. Heldigvis kunne vi snakke sammen i telefon, så det var ikke så svært for min datter, da vi skulle lære hinanden at kende her i Danmark. I dag elsker vi hinanden rigtig meget! 

     Jeg er meget taknemmelig for at være i Danmark. Her er fred. Her kan mine børn få en god fremtid. Det er bare en gave fra Gud. Når jeg er færdig med sprogskolen, håber jeg at kunne læse videre til fysioterapeut. Jeg har arbejdet som snedker, svejser og murer i Eritrea og Sudan, men jeg vil meget hellere arbejde med mennesker. 

     I Danmark taler alle om integration. Er jeg integreret? Det tror jeg. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at tænke som en dansker om mange ting. For eksempel er det at betale skat en usædvanlig ting i Eritrea. Men nu tænker jeg, at det er meget vigtigt. Fordi man betaler skat i Danmark, kan min datter gå i børnehave. I Eritrea ville min kone og jeg nok have tænkt, at vi skulle have fire-fem børn. Nu tænker vi højst tre! 

     Jeg har altid følt mig velkommen i Danmark. Det betyder meget. Når man tænker positivt og prøver at gøre det rigtige, er det ikke så svært at blive integreret. Men jeg kan godt blive bange for mine børns fremtid med hensyn til troen. Min datter elsker stadig at gå i kirke. Det har hendes mor lært hende i Uganda. Men i Danmark vil hun ikke møde mange, der har tro. Jeg vil skulle fortælle rigtig meget. For den kristne tro er det vigtigste, jeg som far kan give videre til mine børn.

Fortalt til BMF