Når man taler sammen, falder fordommene, siger dansk teolog og tyrkisk imam

(Nyt på tværs 4-2007)

De kan blive enige om ganske meget. Men når samtalen bevæger sig ind på kernen i kristendommen og islam - om Jesus er Guds Søn og Muhammed Guds profet, ved de, at de ikke bliver enige.  

     - Så er vi enige om, at vi er uenige! Men vi kan stadig være venner. For faktisk ligner vi hinanden temmelig meget. Vi er begge engageret i vores tro og vil gerne fortælle andre, hvad vi tror, siger de samstemmende - Daniel Ettrup Larsen, teolog og tværkulturel konsulent i Indre Mission, og Mustafa Øztoprak, der læser arabisk sprog og islamisk kultur ved Århus Universitet og det sidste år har fungeret som imam ved en af byens tyrkiske moskéer. De er også enige om, at venskab handler om andet og mere end religionsdialog, og at de efter en teologisk diskussion trænger til at gøre noget helt andet sammen.

 

For 33-årige Daniel Ettrup Larsen er det første gang, at han kan kalde en jævnaldrende praktiserende muslim en ven. Men interessen for islam er ikke ny. På teologistudiet skrev han emneopgave om Jesus i Koranen.

     - Jeg ville gerne vide mere om, hvad muslimer tænker. Det er godt at sætte sig ind i, hvad andre mennesker tror. Men at arbejde teoretisk med islam er noget andet end at møde muslimer. Det mest spændende er selve mødet med et andet menneske. Det er det, der flytter noget, siger han, mens han skænker te og serverer hjemmebagt æblekage for Mustafa.

 

Mødtes på udstilling

Det var to teologiske ildsjæle, der mødtes for snart et år siden i forbindelse med en udstilling om islam og kristendom arrangeret af moskéen i Åbyhøj og kirkerne i Brabrand. Udstillingen var en opfølgning på en større udstilling på rådhuset for tre år siden, som Mustafa Øztoprak var med til at arrangere.        

     - Dengang var første gang, jeg fik kontakt med et miljø, hvor der var danskere, der praktiserede deres tro, fortæller Mustafa, der efter udstillingen kom med i en lokal kristen/muslimsk dialoggruppe.

     - Det er godt, at muslimer og kristne laver noget sammen. Udstillinger er en meget god ting, for her kan vi vise vores tro og besvare spørgsmål. Mange ved ikke, hvordan der ser ud i en moské eller en kirke, hvad tingene betyder, hvad en imam og en præst laver, hvordan muslimer og kristne beder, og så videre. Der kom rigtig mange - både folkeskoleklasser og elever fra kristne og muslimske friskoler, fortæller Mustafa. Daniel supplerer:

     - Jeg havde ikke prøvet at samarbejde med muslimer før. Men det fungerede rigtig godt. På udstillingen spurgte jeg Mustafa, om vi kunne mødes igen, for jeg ville gerne finde ud af, om det, jeg havde skrevet i min emneopgave om Jesus i Koranen, nu også holdt. Så vi mødtes nogle gange hos Mustafa, og jeg stillede ham en masse spørgsmål. Det er vigtigt for mig ikke at misfortolke Koranen i min egen retning men at spørge, hvordan muslimer selv fortolker Koranen, og så sammenholde det med mine egne synspunkter. Så mødes man på et reelt grundlag.

     - Mustafa og jeg kan blive enige om mange beskrivelser af Jesus - at han er Guds Ånd, Guds tjener og Guds Ord. Men når vi dykker ned i, hvad vi forstår ved titlerne, dukker forskellene op. Den største forskel er, om Jesus døde, og om han var Guds Søn. Der er vi ikke enige.

     Mustafa nikker og tilføjer med et skævt smil:

     - Kristne tror jo også forskelligt. Var Jesus sand Gud, sandt menneske eller begge dele? Hvilken rolle har jomfru Maria? I nogle kirker beder de kristne til hende ligesom til Jesus.

 

Mange fællestræk

Som de sidder afslappet i sofaen og fortæller om deres liv, bliver det klart, at Daniel og Mustafa har megen fælles bagage. Begge kommer fra troende familier. De voksede op på landet - Daniel på Koldingegnen sammen med to søstre, og Mustafa i Sivas-provinsen i det centrale Anatolien som den næstyngste i en søskendeflok på syv. Begge drenge mistede tidligt den ene af forældrene. Da Daniel var 12 år, flyttede han til Århusforstaden Brabrand, hvor faren fik arbejde som kordegn. Da Mustafa var 12 år, giftede hans mor sig med en tyrkisk enkemand i Odder og rejste til Danmark med de yngste børn. Efter 10. klasse kom Mustafa i lære som tømrer, mens Daniel startede på en landbrugsuddannelse, men begge fandt efter nogle år ud af, at de ville læse videre. Fritiden bruges på foreningsarbejde - Daniel i kirken og Indre Mission, og Mustafa i moskéen og den tyrkiske kulturforening i Åbyhøj. De er begge gift og familiefædre. Mustafa og Rukiye har en søn på halvandet år, og Daniel og Vibeke venter nummer tre til marts. Mustafa reflekterer:

     - Vores tro har meget at gøre med omstændighederne omkring vores opvækst. Jeg er født som muslim. Daniel er født som kristen. Måske er vi kommet tættere på hinanden, fordi Daniel har en teologisk uddannelse og har læst lidt om islam. Jeg har også læst Bibelen på tyrkisk, men jeg kan ikke huske det hele. Nu læser jeg Bibelen på dansk, når der er noget, jeg vil finde ud af. Den interesse kommer fra, at jeg gerne vil lære Daniels tro bedre at kende. Som muslim ville jeg ønske, at alle mennesker i denne verden blev ført tilbage til Guds vej og profetens vej. Det er den vej, jeg har valgt at følge. Men i religionen er der ikke tvang. Som muslim respekterer jeg alle mennesker uanset tro, sprog og hudfarve.

 

Tro og hverdag

For dem begge er troen en integreret del af deres hverdag. Daniel fortæller, at han læser i Bibelen hver dag. Familien synger bordvers og beder Fadervor med børnene, når de skal i seng, og om søndagen går de så vidt muligt i kirke.

     - Jeg arbejder også med Bibelen, når jeg skal holde møder, men den personlige del er vigtig, for at den mere professionelle del kan fungere. Jeg må selv have et forhold til Jesus. Det bedste ved at være kristen er, at jeg kan leve med den tryghed, at jeg er Guds barn, fordi Jesus har genoprettet mit forhold til Gud.  

     Mustafa taler om bønnen og fasten.

     - Som muslim beder jeg fem gange om dagen - enten hjemme eller i moskéen. I Ramadanen faster vi. Når vi bryder fasten om aftenen, spiser vi sammen. Der er meget fællesskab i Ramadanen. En aften inviterede jeg Daniel ud i vores tyrkiske kulturforening, hvor vi spiste sammen og forklarede om Ramadanen med musik og powerpoint.    

     - For mig er det bedste ved at være muslim, at jeg som troende på Gud og hans sendebud ikke kun er her for mig selv. Profeten siger, at den bedste af jer er den, der har gode relationer til andre mennesker. At være muslim handler om at leve sådan, at man er til gavn for andre. Som muslim håber jeg jo, at Allah vil acceptere mig og tilgive mig, forklarer Mustafa.

 

Fordomme falder

De har begge erfaret, at når man går ind i dialog, risikerer man, at fordommene falder.

     - Når man begynder at snakke sammen, opdager man, at ikke alle muslimer og kristne er ens. Jeg håber, at jeg ved at fortælle, at jeg kender Mustafa personligt, kan være med til at give flere kristne lyst til at skabe relationer på tværs, siger Daniel og understreger, at dialog ikke kun handler om samtaler om tro.  

     - Dialog er også hverdagsdialog og samfundsdialog. Et fællesskab kan ikke bare bygge på, at man taler om åndelig spørgsmål. Det er vigtigt, at vi taler om almindelige hverdagsting, og om hvad vi sammen kan gøre for at vores område bliver et bedre sted at bo. Vi ved jo, at kristne og muslimer skal leve sammen fremover.

     Fornylig holdt Mustafa og Daniel seminar om religionsdialog på Tværkulturelt Centers konference i København. Det var en positiv oplevelse for Mustafa, selv om det foregik i en kirke:

     - Jeg vil gerne fortælle om det budskab, jeg har taget til mig, og besvare spørgsmål om min religion. Som muslim repræsenterede jeg jo islam. Men jeg kom også for at lytte til hvad andre mennesker havde at sige og lære noget.

   Daniel ser anerkendende på Mustafa:

     - Jeg synes, du klarede det flot. Hvis det var mig, der kom ind til en forsamling tyrkiske muslimer, der måtte stille spørgsmål til mig om min tro, ville jeg nok være lidt nervøs!

BMF