Afrikansk teolog starter tværkulturelt kirkeligt arbejde i Nordjylland
(Nyt på tværs nr. 3-2005)
Når Afonso Justino Waco om nogle måneder ordineres som præst, bliver han formentlig den første afrikanske teolog, der kan søge præstestilling i folkekirken med eksamenspapirer fra et dansk teologisk fakultet. I første omgang er det dog ikke et job som sognepræst, den 45-årige angolaner sigter mod. Ønskejobbet er en ansættelse i et projekt, som han selv har været med til at udforme - Folkekirkens Tværkulturelle Arbejde i Aalborg Stift. For horisonterne har altid været vide og evnerne og ambitionerne store.
Han står og venter på perronen, hvor solen varmer fra en skyfri nordjysk himmel – en velklædt smilende mand, der byder velkommen til Hjørring og høfligt viser vej ud gennem stationsbygningen. Hjemme i den lyse lejlighed et kvarters gang fra stationen begynder han at fortælle. Ordene kommer hurtigt og tager hinanden. Han taler længe og engageret - enkelte gange finder et par franske gloser vej ind i de velformulerede danske sætninger. Den afrikanske flygtning i sofaen træder i karakter. Her sidder en teolog, politiker og verdensmand.
Da Afonso Justino Waco i januar 1999 fik at vide, at han som politisk flygtning var udvalgt af UNHCR til genbosættelse i Danmark, vidste han kun, at Danmark var et kristent land, og at danskerne tilhørte den protestantiske kirke.
- Jeg var glad for, at jeg og min familie skulle til et land, der var stærkt tilknyttet kristendommen. Da jeg kom, opdagede jeg hurtigt, at befolkningen ikke går så meget i kirke. Men jeg kunne mærke, at danskerne alligevel var kristne. Danskerne har den kristne moral, der handler om næstekærlighed. De fleste tænker ikke dårligt om andre. Man respekterer andres liv og ejendom og er gode til at hjælpe hinanden. Jeg er meget kritisk over for den slags kristendom, hvor man går i kirke og kalder sig kristen, men når det gælder magt og egne interesser, er man parat til at gøre hvad som helst. Den slags kristne har vi længe haft alt for mange af i Afrika.
Flygtede over floden
Afonso Waco har været flygtning størstedelen af sit liv. Han er født i det lille olierige, tidligere portugisiske protektorat Cabinda på Afrikas vestkyst, der siden 1975 har hørt under Angola. Men på grund af borgerkrig i hjemlandet måtte familien flere gange flygte til nabolandet Congo.
- Vi flygtede over floden. Første gang var jeg kun et år gammel. Efter fire år vendte vi tilbage til vores egen landsby. Men ni år senere startede en ny krig, og vi flygtede igen. I flygtningelejren var der et gymnasium, hvor flygtninge underviste flygtninge. Her tog jeg eksamen, for jeg ville have en uddannelse, fortæller Afonso, der taler fem sprog flydende og i dag har afsluttet flere videregående uddannelser som administrator, lærer og teolog. I Danmark håber han en dag at få mulighed for at skrive phd-afhandling.
Bedre verden
Som barn så han megen fattigdom og uretfærdighed og drømte om at skabe en bedre verden.
- Jeg var et meget fattigt barn. Min far havde ingen uddannelse, men han var meget politisk aktiv i landsbyen og et forbillede for mig. Jeg begyndte tidligt at tænke over meningen med livet her på jorden og besluttede, at jeg ville være politiker, så jeg kunne skabe et mere retfærdigt samfund.
Egentlig ville han have læst økonomi, men for en ung flygtning i Congo var mulighederne begrænsede. I stedet fik han et stipendium til det protestantiske teologiske fakultet i Kinshasa.
- At jeg blev præst var lidt af en tilfældighed. Min familie tilhørte den protestantiske kirke. Jeg havde altid godt kunnet lide at gå i kirke og var blevet døbt i flygtningelejren som 19-årig. Men det var først mens jeg læste teologi, at jeg fik lyst til at blive præst. Jeg blev meget optaget af den systematiske teologi. Hvad var det særlige ved kristendommen? Hvad var kernen? Jeg opdagede, at det unikke ved kristendommen er Kristi død og opstandelse. Det findes ikke i hellenismen og jødedommen.
Mordforsøg
Da han havde afsluttet studierne, blev han hjælpepræst - først i Congo og senere tilbage i Cabinda. Sideløbende fortsatte han sine politiske aktiviteter. Men efterhånden begyndte jorden at brænde under den unge præst. Han blev flere gange arresteret og tortureret på grund af sin politiske overbevisning. Til sidst mistede han sit arbejde som præst. Efter flere attentater og mordforsøg flygtede familien i november 1998 til nabolandet Congo (Brazzaville), hvor de blev godkendt som FN-flygtninge. Tre måneder senere stod de i Danmark - Afonso, hans daværende kone og tre børn.
- Da vi kom, sørgede kommunen for, at vi ikke manglede noget materielt. Men vi manglede venner. Vi fik kontakt med en præst, der kom og besøgte os i vores hjem. I kirken fik vi hurtigt mange venner - både fra menigheden og Indre Mission. Jeg blev inviteret til at deltage i et præstekonvent, hvor nogle af de lokale præster blev mine gode venner. Senere blev jeg også medlem af stiftsudvalget for mission, fortæller Afonso.
Mødesteder
Siden februar har Afonso været tilknyttet Aalborg Stift, hvor han har kortlagt eksisterende tværkulturelt arbejde og taget initiativ til en række nye tiltag. Han er overbevist om, at kirkeligt integrationsarbejde kan hjælpe indvandrere og flygtninge på mange planer.
- Det er i kirken, man finder de frivillige, der har kærlighed til de fremmede. Kristne har en forpligtelse til at vise næstekærlighed over for de fremmede. Integration handler både om, at vi som udlændinge har brug for at forstå den lokale kultur og lære at leve så normalt som muligt i vores nye land, og at danskerne har brug for at forstå os og acceptere vores forskellighed. Derfor må vi mødes. Kirken kan være med til at skabe nye mødesteder og måder at leve sammen på.
Afonso har mange konkrete idéer og ser frem til snart at kunne virkeliggøre nogle af dem i Aalborg Stift. Men personligt har prisen for at begynde et nyt liv i Danmark været høj. Ægteskabet holdt ikke til at blive omplantet til en dansk hverdag.
- I dag er min familie splittet. Min ældste søn bor hos mig og mine to piger hos deres mor. Som de fleste mennesker drømmer jeg om igen at få en familie. Jeg vil gerne arbejde her, til jeg bliver gammel. Så flytter jeg måske til et andet land. Jeg har nok ikke lyst til at blive gammel i Danmark, hvis jeg skal passes af andre, siger han med et smil.