(Nyt på tværs nr. 4-2003)

Bygger på gensidig respekt

Henriette og Rahim Ghorbani fra Odense har dannet par i 20 år. På reolen i hjemmet i Odense står både Koranen og Bibelen. Men når Henriette (35) og Rahim Ghorbani (41) bliver bedt om at fortælle om religionens betydning i deres ægteskab, tøver de. Hun er medlem af folkekirken og døbt og konfirmeret i Haderslev Domkirke, og han er opvokset i en muslimsk familie i det nordlige Iran. Men ingen af dem opfatter sig som særlig religiøse. Og måske er netop det en vigtig pointe, konkluderer de, når de ser tilbage på snart tyve år sammen – først som kærester og siden som ægtefæller og forældre.  

Det skortede ikke på advarsler fra familie og venner, da lyse danske Henriette og iranske Rahim med de mørke øjne for snart tyve år siden nærmest bogstaveligt løb ind i hinanden på en fodboldbane i Haderslev. Hun var 16 år og gik i 9. klasse. Han var 22 og blandt de første iranske flygtninge, der kom til Danmark på flugt fra aktiv militærtjeneste i krigen mellem Iran og Irak. Hun var opvokset i en familie, hvor alle var døbt og konfirmeret, men hvor religion ellers ikke var noget, man talte om. Han kom fra en muslimsk familie, hvor moren praktiserede sin religion. - Henriette fortæller:

     - Jeg blev vældig forelsket i Rahim som person. Jeg så ham ikke som iraner eller muslim. Det var først senere, at vi kom ind på vores forhold til religion og hvad det betød for os. I starten var vi bare venner.    

   I dag har Henriette og Rahim været gift i tretten år og dannet par i snart tyve. De er begge uddannet socialrådgivere - Henriette arbejder i Vejle Kommunes integrationsafdeling, og Rahim er ansat i hospitalspsykiatrien i Århus. Parret har to piger på 16 og 13 år.  

     - Vi har altid skulle kæmpe lidt for hinanden. Men det har bare knyttet os tættere sammen, siger Henriette.

Kristendommen mest synlig

Selv om Rahim ikke praktiserer sin religion, betragter han stadig sig selv som muslim og har aldrig overvejet at konvertere til kristendommen.  

     - Fordi vi bor i Danmark, er kristendommen den mest synlige religion i vores hverdag. Vi fejrer også jul som alle andre med juletræ og salmebog og gaver. Jeg har aldrig fastet i Ramadanen og gør det heller ikke her i Danmark. Men vi fejrer iransk nytår i marts med nytårsbord og det hele. Det er en 3.000 år gammel tradition fra mit land, som ikke har noget med islam at gøre.

   Henriette og Rahims døtre har altid vidst, at deres forældre har to religioner.

     - Vi har fortalt dem, at der findes to forskellige måder. Men vi har altid sagt, at vi ikke kan fortælle dem, hvad der er det rigtige. Det ved vi ikke. Da vores ældste datter gik til præst og fik at vide, at det, der står i Bibelen, er sandt, blev hun ked af det. ”Hvad så med min far,” spurgte hun. ”I vores familie har vi både Jesus og Mohammad. Er min fars tro ikke lige så god som min mors?” Det endte med, at hun valgte konfirmationen fra, fortæller Rahim.

Døbt i kirken

Selv om religion ikke er noget, der fylder i hverdagen for Henriette, var det alligevel vigtigt for hende, at pigerne blev døbt. Det accepterede Rahim – ligesom han indvilligede i bryllup i Haderslev Domkirke, da han og Henriette havde boet sammen nogle år.

     - Når det betød noget for Henriette, havde jeg ingen betænkeligheder. Jeg har stor respekt for kristendommen, og vi har altid sagt, at pigerne skulle følge kristendomsundervisningen i skolen, fortæller Rahim.

     I begyndelsen havde Henriettes forældre svært ved at acceptere, at hun kom sammen med en ung mand, der repræsenterede en kultur og en religion, som de kun kendte fra medierne. Rahims forældre derimod accepterede med det samme, at sønnen havde fundet en dansk pige. Om det første møde med svigerforældrene fortæller Henriette:

     - Vi hentede Rahims forældre i lufthavnen. Så snart vi kom ud på parkeringspladsen, tog Rahims mor en lille æske frem med to forlovelsesringe. Som muslim bekymrede det hende, at vi boede sammen og ventede barn uden at være gift. Da hun havde givet os ringene, faldt der ro over hende. Nu var det offentliggjort, at vi var ægtefolk på islamisk vis. Heri lå en stor accept fra Rahims familie.

     Mere kompliceret blev det, da Henriette første gang skulle besøge Iran.

     - For at rejse ind i landet skulle pigerne og jeg have iranske navne og pas. Når jeg var gift med Rahim, skulle jeg formelt blive muslim. Det oplevede jeg som meget ydmygende og grænseoverskridende, fortæller Henriette.

     - Når jeg gik med til det, var det fordi det alligevel vægtede mere for mig, at vores børn skulle møde deres familie på deres fars side og se byen og landet, hvor deres far var vokset op.

Berigelse

Henriette og Rahim er enige om, at det har været en berigelse for deres ægteskab, at de har forskellig kultur og religion.

   - Vi har da haft vores diskussioner gennem de tyve år. Det kan ikke undgås. Et tværkulturelt ægteskab er aldrig kedeligt! Men vi har aldrig forsøgt at ændre hinanden. Vi er først og fremmest to mennesker, der elsker hinanden, og som har fundet ud af, hvordan vi vil leve vores liv sammen. I hverdagen bruger vi hinanden meget og sparrer med hinanden. Vores ægteskab er bundet sammen af vores gensidige respekt og kærlighed til hinanden.  

     - Selv har jeg været nødt til at tage kristendommen op til overvejelse. Hvilke værdier var vigtige for mig? Hvorfor ville jeg gerne have pigerne døbt? Vi har begge forsøgt at tage det bedste af det, vi selv og vores familier står for, fortæller Henriette. Og tilføjer:

     - Men det havde sikkert været sværere, hvis en af os havde insisteret på at udøve sin religion. Så er det ikke sikkert, at vi havde kunnet forblive sammen.  

BMF