Britisk-iransk biskop: Jeg voksede op mellem to verdener

(Nyt på tværs 1 - 2020)

Guli Francis-Dehqani er født i Iran og har siden 2017 været biskop i Loughborough i Midtengland. Som 14-årig kom hun til England som flygtning kort tid efter den islamiske revolution i Iran. I denne artikel fortæller hun om at vokse op mellem to verdener og blive flygtning som teenager. Med sin beretning og refleksion ønsker biskoppen at give en personlig stemme til flygtninge dengang og i dag.   

” Jeg voksede op mellem to meget forskellige verdener. Derhjemme og i kirken var det en kristen verden, men samtidig var vi en del af det omgivende islamiske samfund. I min skole var alle muslimer. Jeg talte både persisk og engelsk, og kristendommen såvel som islam var en del af mit liv og opvækst. Det var alt sammen helt normalt, for jeg kendte ikke andet.

     Det blev først anderledes, da revolutionen i 1979 fejede hen over Iran, og vores lille kirkesamfund, der hovedsagelig bestod af muslimske og jødiske konvertitter og andengenerations kristne, blev oplagte mål for angreb – herunder min familie i særdeleshed. Min far var selv konverteret fra islam og døbt som 18-årig. Senere læste han teologi i Cambridge og blev ordineret som præst. Da jeg blev født, var han den første iranske biskop i den anglikanske kirke i Iran. I løbet af 1979 og 1980 blev kirkens ejendom konfiskeret og alle værdier indefrosset, og kirkens kontor og bispegården, hvor jeg boede, blev plyndret. Under revolutionen blev min far fængslet kortvarigt og udsat for et mordforsøg, hvor min mor blev såret, da bevæbnede mænd brød ind i vores hus.

På det tidspunkt var min far præsiderende biskop for den episkopale kirke i Jerusalem og Mellemøsten. Mens mine forældre var på rejse, blev situationen i Iran stadig mere kaotisk. Det var omkring den tid, hvor de amerikanske gidsler blev taget, så al lov og orden brød sammen. Min mor kom tilbage for at være sammen med os fire søskende, men min far blev frarådet at vende tilbage. På det tidspunkt var min bror 24 år og underviste på universitetet i Teheran. En dag på vej hjem fra arbejde faldt hans bil i baghold. Han blev skudt og dræbt på stedet.

     Så det var klart, at det ikke var sikkert for min far at vende tilbage. Kirken havde brug for ledere, og derfor var der enighed om, at det var bedre, at min far var i live uden for Iran, end at han kom tilbage og med stor sandsynlighed blev henrettet, som mange andre blev i Iran på den tid.    

Vi var heldige, at vi havde mulighed for at forlade Iran. Det gjorde vi meget snart efter min brors død. I løbet af under to uger havde vi holdt begravelse og mindehøjtideligheder, sagt farvel til nogle få og pakket en kuffert - og så sad vi på en af de sidste British Airways afgange ud af Iran under revolutionen. Jeg tror, vi var syv personer i en kæmpe Boeing Jet. Jeg husker, at jeg så ud af vinduet, da flyet lettede, og tænkte: Hvornår mon vi kommer tilbage? Jeg husker ankomsten til England og oplevelsen af at være omgivet af en fremmed kultur. Selv om jeg var vokset op med engelsk, var persisk mit første sprog. Nu skulle jeg lære at udtrykke mig flydende på et andet sprog, tilpasse mig et nyt skolesystem og finde nye venner. Så min brors tragiske død indgik i en langt større sammenhæng, hvor alt blev forandret.  

Jeg var lige fyldt 14 år, da jeg kom til England som flygtning. I den alder er man meget påvirkelig. Det, jeg husker bedst, er den overvældende følelse af tab. Tab af alt det velkendte - mit hjem, alle mine venner og selvfølgelig min bror. Som teenager var det alt sammen ting, der var særdeles betydningsfulde for min udvikling og oplevelse af, hvem jeg var, hvem der var mine venner, og hvordan jeg passede ind. Pludselig befandt jeg mig i en kultur, hvor alt var anderledes.            

Som voksen har det været vigtigt for mig at finde ud af, hvem jeg er i dag. Det har både handlet om at finde en plads og en stemme i et nyt land og i forhold til kirken - og på en sådan måde, at jeg kan være autentisk med alt det, jeg har med mig. Hvordan vi mennesker finder vores identitet som enkeltpersoner, så vi kan bidrage til den større kontekst på en rig og kreativ måde, optager mig meget. Alt det, jeg gennemlevede som barn og teenager, har også givet mig en stærk retfærdighedssans. For mig vil retfærdighed altid være en integreret del af min teologi. 

Spørgsmål om flygtninge og asyl er ofte komplekse og bliver let politiske. Men vi må aldrig glemme, at der bag hver enkelt historie er mennesker, som har oplevet, at der er blevet vendt op og ned på deres liv. Og som minimum behøver vi strukturer, der sikrer, at flygtninge behandles på en sådan måde, at deres værdighed som mennesker anerkendes og respekteres.

Guli Francis-Dehqani er datter af den iranske biskop Hassan Francis-Dehqani (1920-2008) og engelsk-fødte hustru Margaret Francis-Dehqani. Guli Francis-Dehqani er anglikansk biskop i Loughborough og fortalte for nylig sin historie i BBC. Artiklen er en forkortet udgave og bringes med biskoppens tilladelse. Oversat af BMF

______________________________________________________________________________________

Stjernen  

De vise mænd, som mange mener kom fra Persien, fulgte en stjerne for at tilbede et nyfødt barn i en stald. Stjerner udligner forskelle mellem mennesker. De lyser over os alle på den samme himmel uden hensyn til, hvem vi er, eller hvor vi bor. I en konfliktfyldt verden er det mit håb og min bøn, at vi i stedet for hævn og gengældelse vil huske stjernen over Betlehem og trække på de bedste traditioner fra øst og vest. For mig som iraner og som kristen er det traditioner, der afspejles i den persiske digtekunst, i Irans rige kultur og de vise mænds tilbedelse af Jesusbarnet. Uddrag af Christmas Message 2019