Tre unge interviewes at tale om spørgsmål vedrørende deres tro.

(Nyt på tværs nr. 2-2004)

Den første er en 16-årig aserbajdsjaner som mødte kristendommen i Danmark. Den andenvar Eva, der med konfirmationen bekræftede, at hun er kristen.  Dentredjeeren19 årgammelimamersøn,der mener,at det at væremuslimer hanslivsstil.

Døbt i marts

16-årig aserbajdsjaner mødte kristendommen i Danmark

Jaltjin Ali-zade er ved at vænne sig til, at han er kristen. Det har han nemlig ikke altid været. For to måneder siden blev den 16-årige aserbajdsjaner døbt i en folkekirke i København, og Store Bededag blev han konfirmeret i Kirke Værløse Kirke sammen med klassekammeraterne fra Søndersøskolen i Værløse.

 

Jaltjin Ali-zade er født og opvokset i Aserbajdsjan ved Det kaspiske Hav, hvor 93 procent af befolkningen ifølge officielle opgørelser er muslimer. I praksis har Sovjettidens ateistiske propaganda dog været så effektiv, at der for de flestes vedkommende er tale om en sekulariseret udgave af islam.

 

Chikane

Jaltjin har aldrig opfattet sig selv som muslim og ryster benægtende på hovedet, når han bliver spurgt, om han er konverteret fra islam. Han voksede op i et akademikerhjem i hovedstaden Baku, hvor forældrene og bedsteforældrene var overbeviste ateister. Familien havde en stor omgangskreds, og Yaltjin var vant til, at der blev diskuteret meget i hjemmet. Men religion var ikke noget, man talte om.

- Min far og mor sagde, at jeg måtte tro, hvad jeg ville. Jeg har aldrig fået undervisning i islam. I skolen snakkede vi ikke om religion. Ingen af mine kammerater troede på Gud, og jeg troede heller ikke på noget. Religion interesserede mig ikke, fortæller Jaltjin, der var 12 år, da familien måtte flygte fra den bjergrige tidligere Sovjetrepublik på grund af morens etniske tilhørsforhold. Som halvt jøde og halvt etnisk armenier var hun over længere tid blevet udsat for voldsom chikane og trusler på livet, og efterhånden var situationen så usikker, at familien ikke turde tage flere chancer.

 

Interesseret i kristendommen

Inden flugten til Danmark havde Jaltjin lagt mærke til, at moren var begyndt at interessere sig for kristendommen.

- Det var ikke noget, hun talte om, men jeg kunne se det på hende. Somme tider gik hun ind i en kristen kirke. Nogle gange tog hun mig med, fortæller Jaltjin.

Det første år i Danmark boede familien i Sandholmlejren i Nordsjælland, mens de ventede på svar på deres asylansøgning.

- I Sandholmlejren hørte vi om en bus, der kørte folk ind til en kirke i København. Mine forældre syntes, at vi skulle tage med. I Baku havde jeg været inde i flere kirker, men jeg havde aldrig overværet en kristen gudstjeneste. Det var ret spændende første gang. Jeg kunne godt lide, at de sang. Jeg vidste ikke, hvad det med vinen og brødet var, så jeg spurgte mine forældre. De fortalte, at det var Jesu blod og legeme.

- Da vi havde været i kirke nogle gange, sagde min mor til præsten, at hun ville være kristen. Jeg syntes, at det var helt fint. Hun fik undervisning af præsten, og et par måneder senere blev hun døbt. Min mor har senere fortalt mig, at hun faktisk havde besluttet sig for mange år siden, da mine forældre var et år i USA , inden jeg blev født. Der havde hun på en eller anden måde set Jesu ansigt i en kirke, forklarer Jaltjin.

 

Forældrene døbt

Jaltjin var med til sin mors dåb i november 2001. Han fortæller, at dåbsgudstjenesten gjorde indtryk på ham.

- Det var spændende. Jeg var glad på hendes vegne. Jeg vidste godt, at i Aserbajdsjan kunne man ikke bare blive døbt. Det var for farligt. Dengang tænkte jeg ikke på, at det måske også kunne være farligt for hende at blive døbt i Danmark, hvis vi nu blev sendt tilbage til Aserbajdsjan. Men det blev vi heldigvis ikke.

- Da min mor var blevet døbt, blev min far mere og mere interesseret i kristendommen. Han sad tit og læste i Bibelen. En dag kom han og sagde, at nu ville han også døbes. Jeg blev nok lidt overrasket, for min far havde altid været overbevist ateist, fortæller Jaltjin.

.

Til præst på prøve

Selv om Jaltjin kunne mærke, at forældrenes nye tro betød meget for dem, forsøgte de aldrig at overtale ham til at blive døbt.

- Da jeg gik i 7. klasse, fik vi besøg af en præst, der fortalte om konfirmationsundervisning. Jeg syntes, det lød spændende. Fordi min far og mor var blevet døbt, var jeg lidt nysgerrig efter at finde ud af mere om kristendommen. Jeg kunne se, at de læste i Bibelen og gik i kirke. De snakkede også med hinanden om kristendommen. Jeg kunne godt lide, at de var blevet kristne.

- Jeg begyndte at gå til præst sådan lidt på prøve. Jeg ville godt se, hvad det var. Præsten snakkede om mange ting, som var nye for mig. Det afgørende øjeblik var den dag, da præsten fortalte, at Jesus gik på korset og døde for vores synder. Det berørte mig meget. Det var noget meget stort. Fra den dag begyndte jeg at tro. Nogle måneder senere sagde jeg til den præst, der havde døbt mine forældre, at jeg gerne ville døbes i hans kirke. Det var i orden, sagde han. For to måneder siden blev jeg så døbt ved en særlig gudstjeneste. Det føltes rart, da præsten hældte vand på mit hoved. Da jeg gik ud af kirken, vidste jeg, at nu var jeg kristen. I skolen sagde mine klassekammerater til lykke. Også min bedste ven, der er muslim, sagde, at det var godt nok.

Nogle uger senere blev Jaltjin konfirmeret i Kirke Værløse Kirke sammen med sine klassekammerater. Bagefter holdt forældrene en lille fest for ham i rækkehuset i Kirke Værløse.

- Det bedste ved at blive konfirmeret var at stå oppe ved alteret og sige trosbekendelsen. Bagefter knælede jeg, mens præsten lagde hånden på mit hoved og gav mig et ord fra Bibelen. Mit ord var fra Johannesevangeliet kapitel 10, vers 27-28, hvor Jesus siger: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv." Det vers kan jeg godt lide.

 

I kirke

Efter at Jaltjin er blevet døbt, er han begyndt at gå mere i kirke.

- Før gik jeg med i kirken for min mors skyld. Nu gør jeg det for min egen skyld - fordi jeg er kristen. Jeg synes, at når man er kristen, skal man gå i kirke. Jeg kan godt lide at synge i kirken. Jeg er også med i en ungdomsklub i præstens hjem hver tirsdag, hvor vi er nogle kristne unge, der synger og beder, snakker om Bibelen, drikker cola og spiser slik. Det er hyggeligt.

- Jeg er også begyndt at læse i Bibelen. Jeg har fået en meget god bibel af min præst. Når jeg spiser, er jeg begyndt at sige tak til Gud for maden. Jeg beder også for min bror, som stadig er i Aserbajdsjan. Jeg beder om, at min familie må have det godt. Jeg beder også, når jeg har det dårligt. Jeg ved, at Gud vil hjælpe mig.

- Når man er kristen, har man noget at tro på. Man ved, hvad der sker efter døden. Hvis man ikke tror på noget, er der ikke mere, når man dør. Som kristen behøver man ikke at være bange. Jeg har både prøvet ikke at tro på noget og at tro på Gud, så jeg kan godt sammenligne. Det er meget bedre at tro på Gud.

 

BMF

 

Har altid troet på Gud

- Med konfirmationen bekræftede Eva, at hun er kristen.

Eva Nissan fra Silkeborg har aldrig været i tvivl om, at hun ville konfirmeres. Hendes familie har været kristen i mange generationer og tilhører den kaldæiske kirke, der er den største kristne kirke i Irak. For 14 år siden blev Eva døbt i den kirke, hvor også hendes far i sin tid blev døbt og konfirmeret, og hvor hendes forældre blev gift. Kirken ligger i den nordirakiske by Mosul nær ruinerne af oldtidsbyen Nineve og stammer fra det 12. århundrede.

 

En søndag i maj blev Eva konfirmeret i Alderslyst Kirke sammen med ni andre unge fra Silkeborg. Om eftermiddagen holdt familien fest i byens missionshus, hvor der både blev danset irakiske kædedanse og sunget danske festsange. Blandt de 60 gæster var Evas mormor, der er flygtning i Norge, og en moster, der i dag bor i Sverige. Festen startede med, at Eva skar for på en traditionelt opsat konfirmationskage i tre etager dekoreret i lyserød glasur på dansk og arabisk. Senere var der irakisk festbuffet tilberedt af familie og venner. Et gavebord manglede heller ikke.

Men selv om Eva havde glædet sig meget til festen, understreger hun, at det ikke var for festens skyld, at hun valgte at blive konfirmeret.

- Det var for at bekræfte, at jeg tror på Gud. Hvis man vil konfirmeres, skal man tro på Gud. Det er ikke nok, at konfirmationen er en tradition i familien. Man må gerne glæde sig til festen og gaverne, men man skal altså tro på Gud. Det er jo det, det hele drejer sig om, siger hun.

 

Valgte sognekirken

Evas familie flygtede fra Irak til Jordan, da hun var 5 år gammel. Tre år senere rejste faren videre til Danmark, da familien ikke kunne blive i Jordan. Eva kom til Danmark sammen med sin mor og søster i 1999 kort tid efter, at faren havde fået politisk asyl.

Som kaldæere er familien katolikker. Den kaldæiske kirke er den del af den snart to tusind år gamle Østens Assyriske Kirke, som lod sig forene med Rom i 1552. Eva fortæller, at hun godt kunne være blevet konfirmeret i den kaldæiske menighed i Århus. Men hun foretrak sognekirken i Silkeborg, hvor hun har boet de sidste to år.

- Jeg ville gerne konfirmeres sammen med min klasse. Mine forældre sagde, at det var i orden. Det var ikke så vigtigt for dem, hvilken kirke jeg valgte.

 

Undervisning hos præsten

Inden konfirmationen gik Eva til undervisning hos sognepræsten i otte måneder.

- Det bedste ved at gå til præst var at være sammen med de andre og høre om Gud. Tænk, at der var så mange på min egen alder, der interesserede sig for Gud. Det var jeg ikke vant til. Hos præsten lærte jeg lidt mere, end jeg vidste i forvejen. Vi lærte også mange nye sange, som jeg ikke kendte, og så film om Jesu liv. Et par gange var vi til rockgudstjeneste inde i byen. Her mødte man en hel masse på sin egen alder. Det var sjovt, fortæller Eva og tilføjer, at det mest kedelige nok var de otte gudstjenester i kirken, som konfirmanderne skulle deltage i inden konfirmationen.

- Jeg gik sammen med mine venner. Der var ikke så mange i kirken. Når præsten snakker og snakker og man ikke rigtig forstår, går det let ind ad det ene øre og ud af det andet, forklarer hun.

- Når jeg går i kirke sammen med min familie, går vi i en anden kirke, hvor min far kender præsten. Den kirke er normalt helt fyldt op. Jeg kan godt lide, når de synger i kirken og ikke bare snakker hele tiden.

 

Søndagsskole i Jordan

Selv om Eva er vokset op med kirkegang om søndagen, går hun ikke i kirke hver søndag. Hun indrømmer, at hun aldrig rigtig har vænnet sig til kirken i Danmark. De fleste af hendes venner går heller ikke i kirke.

- Det er ikke som i Jordan. Der kunne jeg godt lide at gå i kirke. Det var sjovere end her i Danmark. Vi var mange børn og unge. Mens de voksne hørte om Gud inde i kirken, var børnene og de unge et andet sted, hvor vi snakkede om Gud på en lidt anden måde. Man hørte lidt mere efter på den måde. Jeg havde rigtig mange venner i kirken. Jeg holdt først op med at gå i søndagsskole, da vi kom til Danmark, for her var der næsten ingen børn i kirken.

 

Valgte bibelvers

Eva kan ikke huske, hvornår hun første gang bad til Gud. Den kristne tro har altid været en naturlig del af hendes og familiens liv og værdigrundlag.

- Jeg lærte at bede af mine forældre og i kirken og søndagsskolen. Da vi var yngre, fortalte min far mange historier fra Bibelen. Det var han rigtig god til. Tidligere bad jeg til Gud hver dag og sagde Fadervor. Det var bare en selvfølge. Nu beder jeg ikke helt så tit. Somme tider glemmer jeg det bare, indrømmer hun.

Inden konfirmationen skulle Eva vælge et bibelvers som konfirmationsord.

- Præsten gav os 50 vers, vi kunne vælge imellem. Jeg valgte et vers fra Matthæusevangeliet kapitel 25, hvor Jesus siger: "Alt, hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." Det er vigtigt at tænke på andre og at behandle andre, som man selv vil behandles, siger Eva eftertænksomt.

 

Kristen efterskole

Når Eva er færdig med 8. klasse i Silkeborg, er det meningen, at hun skal tage 9. klasse på en kristen efterskole. Det glæder hun sig til. Hun er sikker på, at hun vil blive ved med at tro på Gud, når hun bliver voksen.

- Da jeg blev konfirmeret, bekræftede jeg, at jeg er kristen. Jeg har altid troet på Gud. Det vil jeg altid gøre. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden at tro på Gud.

 

BMF

 

 

 

Imamens søn

- At være muslim er min livsstil, siger 19-årige Hassan

Adressen er en udsigtslejlighed i et socialt boligbyggeri i udkanten af en dansk provinsby. Aftensolens sidste stråler falder skråt ind gennem de store vinduer og fylder stuen med et varmt gyldent skær. Hassan sidder afslappet i sofaen under et stort stemningsfuldt billede fra aftenbønnen i kæmpemoskéen i Medina og fortæller om den netop afsluttede skriftlige eksamen på byens tekniske gymnasium, hvor han går i 3. g. Den lokale accent er umiskendelig. Han griner: "Det siger mine venner i København også!"

Hassan er muslim. Det har han altid været. Men han kan opdele sin barndom i to meget forskellige perioder: Først årene i et land i Mellemøsten, hvor alle var muslimer og samfundet gennemsyret af islam. Og så de sidste ti år i Danmark, hvor muslimer udgør et mindretal på under fire procent af befolkningen, og hvor Hassan er den eneste muslim i sin gymnasieklasse.

Hassans forældre er palæstinensiske flygtninge. Da Hassan var 9 år, fik hans far problemer på grund af sit politiske engagement og blev udvist af det land, hvor familien opholdt sig som flygtninge, med få dages varsel. Som politisk aktiv søgte han til et demokratisk land med ytringsfrihed. Han endte i Danmark, hvor familien fik asyl i midt i halvfemserne. Hassan fortæller, at forældrene altid har været meget religiøst bevidste. Faren er i dag fængselsimam og medlem af en landsdækkende islamisk organisation, og Hassans mor har læst islamisk teologi og underviser kvinder i byens islamiske trossamfund.

 

Islam som livsstil

Islam har været en integreret del af Hassans liv, så længe han kan huske.

- Som muslim er islams regler og forskrifter noget, man lærer, når man er lille. Når man bliver ældre, skal man lære at praktisere dem. Jeg er selvfølgelig meget præget af mine forældre og af, at jeg er opdraget uden for Danmark. I dag er islam simpelt hen min livsstil, siger Hassan.

- Som muslim forholder jeg mig hele tiden til, hvad min religion siger. Hvis jeg for eksempel bliver tilbudt en bajer af en af mine kammerater, siger jeg nej tak, for som muslim må jeg ikke drikke alkohol. Det siger min religion. Når der er noget, jeg ikke ved, spørger jeg min far eller en anden imam. Der er også mange islamiske hjemmesider, hvor man kan få svar.

Koranskole

Da familien boede i Mellemøsten, plejede Hassans far at tage ham med i moskéen hver dag.

- Moskéen spiller en meget større rolle for muslimer end kirken gør for kristne i Danmark. Der, hvor vi kommer fra, bad vi i moskéen fem gang hver dag. Der var moskéer alle vegne. Vi havde også religion som fag i skolen, og fra jeg var 7 år, begyndte jeg at gå i koranskole i de lange sommerferier. Læreren oversatte nogle vers, der passede til vores alder, og fortalte historier fra Koranen. Vi lærte også at recitere fra Koranen. Den er skrevet på et meget fint men også svært arabisk. I dag kan jeg recitere fem kapitler udenad - det er ca. 100 sider. Nogle muslimer kan hele Koranen udenad. Det ville jeg også gerne kunne. Men det tager lang tid at lære.

Hassan fortæller, at da han var yngre, tog hans far ham somme tider med til sine religiøse aktiviteter.

- Når han arrangerede foredrag med besøg udefra, var jeg blandt de unge, der satte opslag op, forberedte lokalet og gjorde rent bagefter. Formålet er selvfølgelig at træne os, forklarer Hassan.

Ansvarlig fra puberteten

Islam har ikke noget ritual, der svarer til den kristne konfirmation. Men fra puberteten betragtes en ung muslim som religiøst ansvarlig med de pligter og privilegier, som følger med. Hassan fortæller, at hans far tog en religiøs "voksensnak" med ham, da han var 10 år.

- Min far sagde, at jeg nu var i den alder, hvor jeg var ansvarlig over for Gud. Han behøvede ikke at træne mig mere: "Jeg forventer, at du opfører dig ordentligt, beder fem gange om dagen, tager hensyn til andre mennesker og er en god muslim," sagde han. Mine forældre ville stadig vejlede mig, men de følte, at jeg nu var moden nok til selv at tage ansvar. Jeg var klar til puberteten. Jeg kan huske, at jeg var lidt stolt.

- Siden dengang har jeg bedt fem gange om dagen. Når man begynder tidligt, bliver det hurtigt en vane. Jeg beder også på skolen. Vi er syv muslimer, der har fået nøglen til et lokale, hvor vi kan bede i pauserne. Bønnen har hjulpet mig meget. Gud behøver ikke, at vi beder til ham, men det er et krav, han stiller, for at vi kan blive belønnet på dommedag. Man kan ikke være praktiserende muslim uden at bede.

Muslim - og dansker

Som den eneste muslim i klassen må Hassan ofte forsvare sin tro over for kammeraterne.

- Nogle er meget fordomsfulde. Jeg bliver spurgt om alle mulige ting, som de hører i medierne: Kvindeomskæring, terrorangreb, og om jeg er medlem af Hizb ut Tahrir. Danskerne tror meget på deres medier. Nogle af mine kammerater kalder mig "terroristen", fordi jeg er araber og muslim. Men selv om det kun er for sjov, kan man godt blive træt af det. Det er faktisk ikke så rart, siger Hassan.

Hans bedste venner er alle praktiserende muslimer.

- Når man har den samme tro, har man noget til fælles. Som muslimer hjælper vi hinanden. Vi er mange unge, der mødes i moskéen i ferierne og når der er særlige aktiviteter for unge som ture, sport og sociale aktiviteter.

- Selv om det godt kan være lidt svært at være muslim der, hvor der kun er få muslimer, er det vigtigt, at muslimer og ikke-muslimer blander sig med hinanden. Det er først, når man har kontakt med hinanden, at man får et andet billede af hinanden. Det er vigtigt for integrationsprocessen. Jeg har ikke noget imod integration. Men jeg vil ikke assimileres. Jeg vil blive ved med at være muslim samtidig med, at jeg og mine børn selvfølgelig bliver danskere - danske muslimer.

 

Hassan har ønsket at være anonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

BMF