Giv de gode drømme næring

Nyt på tværs - december 2018

Det er en af livets store gaver, at uanset hvor mørkt det er omkring os, er vi som mennesker i stand til at forestille os en bedre verden. Vi har en forunderlig evne til at danne indre billeder, der lader os ane lys forude. Som en biskop fra et af Mellemøstens ældste kirkesamfund påpeger, siger denne menneskelige evne noget om håbets kraft på trods. Det håb, som i generationer har været bærende for trængte kristne i Mellemøsten. Og stadig er det for millioner af flygtninge i verden i dag.

     For også mennesker på flugt bærer på indre billeder af en bedre virkelighed. De kommer til os med håbet om et liv i fred, sikkerhed og frihed. De kommer med forældredrømme om trygge børn, der går i skole og får gode uddannelser, og drømmer om et aktivt arbejdsliv med sammenhæng og mening i livet. For mange danskere selvfølgeligheder. Men ikke for mennesker, der ufrivilligt er rykket op med rode og afskåret fra familie, netværk og fortid.         

   Et besøg på et asylcenter har for mange danskere været et skelsættende møde med en anden virkelighed. At høre tænksomme og reflekterende beboere fortælle deres historie udfordrer vores forestilling om menneskelivet. I det personlige møde med mennesker på flugt kan vi ofte ikke andet end at være til stede, lytte og give sårbare mennesker mulighed for at sætte ord på tanker og livsdrømme. Det er ikke omkostningsfrit. Når vi går ind i relationer med mennesker i en skrøbelig livssituation, risikerer vi at miste fodfæstet for en tid. Vi udfordres på vores medmenneskelighed og handlemuligheder. Men sådan må det være. Det er prisen for at være medmenneske.  

     I dette nummer af Nyt på tværs fortæller en 11-årig kurdisk pige fra Udrejsecenter Sjælsmark om sit liv og et barns fremtidsdrømme. Det er en bevægende fortælling i børnehøjde, som ikke må overhøres. For det er ikke i orden at lade børn bo på et udrejsecenter på ubestemt tid. Uanset hvad skal der findes en anden løsning. Disse børn har brug for, at nogen tager ansvar og handler, så deres spinkle håb om en normal hverdag snarest muligt kan blive til virkelighed.    

     At være en hånd, der kommer nedefra for at løfte mennesker op. Sådan beskriver førnævnte biskop sit kald som kirkeleder i Mellemøsten. Og måske er det også vores fornemste opgave i Europa som menigheder og enkeltpersoner i en tid, hvor stadig flere europæere giver udtryk for holdninger til mennesker på flugt, som ville have været utænkelige for 70 år siden, da FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev underskrevet i kølvandet på Anden Verdenskrigs ufattelige lidelser.

     I dag er der mere end nogen sinde brug for hænder, der løfter verdens flygtninge op. Hænder, der tænder håbets lys og giver næring til gode drømme om medmenneskelighed og solidaritet. Gode hænder, som hjælper mennesker på flugt fra krig og umenneskelighed med at tydeliggøre deres livsindhold for håbets Gud. Vi kan alle bidrage til, at kirken bliver et trygt hjem, hvor lyset skinner i mørket for alle uanset sprog, hudfarve og livshistorie. Glædelig advent.  

Birthe Munck-Fairwood