... og I blev bange for mig

Nyt på tværs - december 2016

Jeg var fremmed - og I blev bange for mig. Det var emnet for en velbesøgt sogneaften forleden om kirkens rolle i en tid, hvor stadig flere gribes af frygt. Frygt for konsekvenserne af en globalisering, der ikke lader sig standse. Frygt for den mangfoldighed af mennesker, kulturer og religioner, som i dag også er en del af den danske virkelighed. Frygt for de stadig flere mennesker, der betaler prisen for de mange uafsluttede konflikter i verden og må flygte for livet - ofte over hals og hoved og lange afstande - til en ukendt fremtid i et ukendt land, hvor de sjældent er velkomne.

     Frygt er en grundliggende menneskelig følelse. Den velbegrundede frygt kan hjælpe os til at handle klogt og tage forholdsregler, så vi undgår fremtidige farer. I en konfliktfyldt verden, hvor 65 millioner mennesker er på flugt, er der nok at være bekymret for - og ingen letkøbte løsninger. Men frygt kan også være irrationel. I det nære er vi ofte bange for det eller dem, vi ikke kender. Og fordi vi er bange, holder vi os for os selv og finder ikke ud af, om frygten måske er ubegrundet. Dermed er frygten med til at skabe den afstand og mistillid mellem mennesker, som er en af de største hindringer for vellykket integration. Som en congolesisk flygtning spørger: "Når mine danske naboer ikke kender mig, hvordan kan de så vide, om jeg er en god eller dårlig nabo?"

     Sandheden er jo, at den gode integration forudsætter en indsats fra begge parter. Det er ikke nok, at flygtninge gerne vil integreres. Vi skal også være villige til at modtage dem og inkludere dem i vores samfund. Integration handler om at komme hinanden i møde som medmennesker. Når man bygger en bro, starter man fra begge sider og mødes et sted i midten, som en afrikanskfødt psykolog understregede på Tværkulturelt Centers konference for nylig. Begge parter må være åbne og villige til at prøve at forstå. Empati kan læres. Det er aldrig for sent.  

     Samtidig er der brug for, at vi som samfund og kirkelige fællesskaber møder den enkelte flygtning med ydmyghed, respekt og forståelse. Det forventes, at flygtninge på kort tid er i stand til at bygge gangbare broer mellem fortid og nutid - mellem det, der var engang, og det, som nu er. For al erfaring viser, at disse broer er afgørende for den gode integration. Men tabet af et helt liv, af mennesker, steder, ting og hidtidig identitet, kan være overvældende. Her kan personlige relationer til danskere, der har tid og overskud til at være medvandrere i en krævende livsfase, være en stor støtte. Det er ofte så lidt, der skal til, for at gøre en mærkbar forskel.

     Den kristne grundfortælling er klar i mælet. Den fremmede, som vi er bange for, overvejer at afvise ved grænsen eller udelukke fra fællesskabet, kan vise sig at være Kristus selv. Budskabet til alle kristne i en adventstid er "Frygt ikke." Gud har ikke forladt os. Også i dag kommer han til os midt i vores frygt og magtesløshed. Måske kommer han i skikkelse af en fremmed.                           

 Birthe Munck-Fairwood