Da drømmen brast
(Nyt på tværs 2-2014)
Var det begyndelsen på et planlagt folkemord? Ifølge den sydsudanesiske præst og jurist Samuel Luak, der i dag bor i Finland, blinkede alle advarselslamper, da han for få måneder siden pludselig befandt sig midt i voldsomme uroligheder i hjemlandet. På få dage blev flere hundrede civile fra hans etniske gruppe systematisk opsøgt og myrdet i magtkampen mellem den nuværende præsident og den tidligere vicepræsident. Selv mistede Samuel Luak flere familiemedlemmer under oprøret, der brød ud dagen efter, at han var ankommet til hovedstaden Juba på en privat familieferie.
Et af de mange spørgsmål, han stadig tumler med, er hvorfor kirkerne ikke sagde fra, da myrderierne begyndte i det overvejende kristne land.
- Bortset fra en enkelt katolsk biskop var næsten alle præster tavse. Ingen stod frem og fordømte volden eller kaldte til bøn for fred. Det finder jeg dybt beskæmmende. Tidligere var kirkerne ikke bange for at gå aktivt ind i fredsforhandlinger, fortæller han.
Samuel Luak var for nylig i Danmark som hovedtaler på en inspirationsdag i Kolding om kulturmøde og integration arrangeret af det tværkulturelle udvalg i Kolding Provsti i samarbejde med Kolding International Congregation og Tværkulturelt Center.
Den 47-årige præst har boet i Egypten, Libanon og Syrien og bor i dag i Finland, der siden 2001 har givet husly til 1.800 (syd)sudanesiske flygtninge. Størsteparten er kristne, der i løbet af kort tid organiserede sig i egne menigheder. Men som Samuel Luak er mange også medlemmer af den finske lutherske kirke, der fra begyndelsen tog imod flygtningene, hjalp med lokaler til de nye menigheder og fortsat støtter familierne i mødet med en meget anderledes finsk hverdag.
Verdens yngste land
Siden de dramatiske dage i december, da borgerkrigen brød ud i Sydsudan, har mindst 10.000 mennesker mistet livet, og over en million er drevet på flugt. Ifølge FN har alle involverede parter gjort sig skyldige i grove krænkelser af menneskerettighederne. Samuel Luak forklarer, at gensidige hævnaktioner og alt for mange våben blandt civile har været med til at gøre krigen usædvanlig brutal.
- Jeg har stadig svært ved at forstå, hvordan det kunne gå så galt. For kun tre år siden fejrede Sydsudan sin selvstændighed som verdens yngste nation. Hvordan kan et kristent land så snart efter gå i krig mod sig selv? Vi er alle dybt chokerede. I Finland har næsten alle sydsudanesere mistet familiemedlemmer og venner de seneste måneder. Nu ved vi, at vi ikke kan vende hjem. Drømmen er bristet, siger Samuel Luak, der samtidig udtrykker stor glæde over den støtte, sydsudaneserne har fået fra den lutherske kirke i Finland.
- Kirkens flygtningekoordinator orienterede med det samme de menigheder, hvor der er sydsudanesere, og siden har kirken tilbudt krisehjælp og støtte til familier, der har mistet. Kirken har været der for os, bedt sammen med os og delt vores smerte. Vi er meget taknemmelige, siger han.
Evakueret under familiebesøg
For Samuel Luak blev et længe planlagt gensyn med familien i Sydsudan i december en uventet voldsom oplevelse, der genkaldte barndommens mange krigsminder. Sammen med sin kone og parrets tre børn var han rejst på ferie i hjemlandet for første gang i 12 år. Men allerede den anden dag brød voldsomme uroligheder ud i hovedstaden. Få dage senere blev familien, der i dag er finske statsborgere, evakueret til Uganda med britiske militærfly sammen med andre europæiske statsborgere. Herfra kom de videre til Kenya - og tilbage til Finland.
- Måske var det Guds mening, at vi skulle derned netop på det tidspunkt, så vi kunne være øjenvidner. I dag beder vi for vores land på en anden måde end tidligere. Men det har været meget voldsomt - ikke mindst for vores tre drenge på 9, 6 og 4 år, der er født i Finland. Det var første gang, de skulle besøge det land, de havde hørt så meget om og så længe havde glædet sig til at opleve. Vi havde planlagt et stort familiegensyn, hvor familiemedlemmer skulle komme fra Australien, USA og Kenya. Jeg har ikke set min mor siden 1986. I dag er hun 87. Børnene skulle opleve, at selv om vi kun er en lille familie i Finland, er de en del af en meget stor familie.
- Da skyderierne begyndte den første aften, tænkte vi, at det bare var nogle fulde soldater. Men det blev ved hele natten, og skyderierne kom nærmere. Ingen vidste, hvad der foregik. Først fik vi at vide, at der var tale om et mislykket kupforsøg, og at alt var under kontrol. Men folk blev stadig skudt på gaden, og den næste nat begyndte soldater, der støttede præsidenten, at gå målrettet fra hus til hus efter familier, der tilhørte vores etniske gruppe. I næste gade blev en familie skudt. Det var et mirakel, at de ikke kom til min svogers hus, hvor vi opholdt os sammen med andre familiemedlemmer. De, der forlod huset, vendte aldrig tilbage. Børnene var meget bange. De havde jo aldrig oplevet krig og kunne ikke forstå, hvorfor nogen ville dræbe os. I alt forsvandt fem familiemedlemmer i de dage, heriblandt den onkel, der hentede os i lufthavnen. Børnene beder fortsat for ham i deres aftenbøn, fortæller Samuel Luak, der under besøget i Danmark fik lejlighed til at møde flere herboende sydsudanesere.
Gud er overalt
Siden har Samuel Luak brugt megen tid på at besøge de sydsudanesiske eksilmenigheder i Finland, lytte til deres historier og bede sammen med familierne.
- Vi kommer fra forskellige kirkesamfund, men mange års krig har lært os at samarbejde. Som kristne var vi nødt til at stå sammen under krigen for at have en stemme. De erfaringer hjælper os i dag i eksil, så vi kan støtte hinanden. Gud er overalt - også når vi ikke forstår, hvorfor han tillader så megen lidelse. Og en dag vil han gøre alting godt.
- At bo i Finland er meget anderledes for os, men ikke umuligt. Gud har sendt os til et land, hvor vores børn kan vokse op i fred og sikkerhed. Vi tror og håber, at Gud vil bruge os til at gøre noget godt for Finland. Som flygtninge har vi både noget at give og noget at lære. Derfor må vi ikke isolere os, selv om vi lige nu har megen smerte i vores liv.
BMF