Indisk præst spreder livsglæde og engagement  

(Nyt på tværs nr. 3-2005)

”Velkommen på sygebesøg!” Kamalesh Biswas tager imod i parcelhuset i udkanten af Kolding med den ene arm i en slynge og sin karakteristiske smittende latter. For to uger siden faldt han ned ad en trappe og brækkede højre arm under skulderbladet. Armen sammen med et par trykkede ribben har givet den aktive indvandrerpræst en uvelkommen pause inden efterårets hektiske program.

Kamalesh Biswas er en af Danmarks markante kristne indvandrere. Siden han kom til landet for snart 30 år siden gennem den internationale organisation Ungdom med Opgave, har han sat sig varige og livsbekræftende spor i utallige danskere og udlændinges liv. For den 52-årige livsglade inder har en særlig evne til at tale med alle på tværs af religion, nationalitet og kirkeligt ståsted.

     - Jeg siger altid ”vi”, når jeg taler med folk - aldrig ”I”. Jeg er jo selv indvandrer. Heldigvis hører man sjældent noget negativt om indere i medierne, og i de lande, flygtninge kommer fra, er indisk kultur meget anerkendt. Alle ser jo indiske film! Det er en fordel for mig, siger Kamalesh og ler.  

     Da han for syv år siden blev ansat som tværkulturel sognemedhjælper ved to kirker i Kolding, skrev han dansk kirkehistorie som den første nydansker, der fik til opgave at starte et folkekirkeligt arbejde blandt flygtninge og indvandrere. De første år var stillingen kombineret med en ansættelse som fredsmægler og kirkelig rådgiver i Indien. Det blev til i alt 14 rejser til Indien på godt to år, hvor det lykkedes Kamalesh at mægle i en langvarig konflikt mellem to befolkningsgrupper. Sine evner til at bringe stridende parter sammen i en accepterende atmosfære har han siden haft god brug for som indvandrerpræst i Danmark, hvor han det sidste år har været ansat af Kolding Provsti med kontor i Brændkjærkirken.

Internationale gudstjenester

I 1995 blev han ordineret som præst i den evangelisk-lutherske kirke i Nordindien. Teolog blev han aldrig efter dansk definition, da universitetsstudierne aldrig blev afsluttet. I praksis har det dog ikke afholdt ham fra at arbejde som præst også i Danmark, hvor han de sidste ti år har haft ansvar for månedlige internationale gudstjenester i Kristkirken i Kolding.      

     - Vi startede gudstjenesterne, fordi jeg kunne mærke, at der var behov for et andet fællesskab end den danske højmesse, hvor udlændinge ikke rigtig følte sig hjemme. I dag kommer folk fra et stort område - indvandrere, flygtninge, udlændinge, der er gift med danskere, udenlandske studerende og danskere, der har boet i udlandet eller bare har lyst til at prøve noget andet. Til julegudstjenesten sidste år var vi over 300, fortæller Kamalesh Biswas.

Mentor

Den kristne tro i forskellig klædedragt har altid været en del af Kamalesh’ liv. Han voksede op i en konservativ kristen familie i millionbyen Calcutta i 1950’erne, hvor faren havde en overordnet stilling inden for post- og telegrafvæsenet. Faren var baptist og moren lutheraner, og hjemmet var præget af mange regler og forbud.

   - Min mor var en meget åndelig person, der havde stor indflydelse på mig. Men der var ikke noget med fodbold om søndagen eller den slags. Derimod var der masser af kirkegang og søndagsskole og bedemøder! Som teenager gjorde jeg oprør. Men i gymnasiet oplevede jeg en regulær omvendelse på en kristen studenterlejr. Faktisk var jeg kun taget med, fordi jeg ikke ville sige nej til min meget gode ven, der inviterede mig. Men budskabet på lejren var så klart til mig, at jeg gav mit liv til Gud. De næste par år fungerede en af lejrens ledere som mentor for mig. Selv om han boede i Sydindien, fulgte han mig tæt og skrev breve hver uge. Det betød utrolig meget og lærte mig noget om, hvor vigtigt det er med opfølgning, når mennesker giver deres liv til Gud. Det glemmer vi let i dag, siger Kamalesh Biswas, der selv har døbt en række tidligere muslimer, som han fortsat har kontakt med.  

     - Siden dengang har det kristne budskab været levende og afgørende for mig. Det var derfor, jeg blev præst. Jeg kan stadig ikke forestille mig noget mere glædeligt end at give mennesker det kristne budskab.

Kirken skal markere sig

I dag er Kamalesh Biswas et kendt ansigt i Kolding. Han sidder i byens Integrationsudvalg, har været med i bestyrelsen for Frivillighuset under Dansk Flygtningehjælp og er en efterspurgt rådgiver også uden for kirkelige sammenhænge.

     - Integration er en opgave, vi som kirke må tage del i. Kirken ved noget om forsoning. Det er vigtigt, at kirken viser ansigt udadtil og markerer sig, siger Kamalesh, der er en af de få kristne, der har været interviewet i byens somaliske lokalradio.

     - Integration handler om at føle sig hjemme. Det er ikke noget, man kan tvinge folk til. Mange udlændinge oplever integration som et negativt ord. De føler, at det, danskerne egentlig mener, er assimilation - at de skal presses til at være danske. Danskerne er jo vant til assimilation. Jøder og polakker er i dag meget assimilerede i det danske samfund. Men det er ikke alle, der ønsker at blive assimileret, siger den indiske præst, der ikke er bange for at afprøve nye idéer til arrangementer, hvor danskere og udlændinge kan mødes.

     - Sidste år havde vi en debataften med vores biskop og en imam fra København. Der var fuldt hus, og debatten blev senere udsendt i en muslimsk lokalradio. Det gav mig mange nye kontakter ind i det muslimske miljø, fortæller Kamalesh, der netop nu sammen med et lokaludvalg er ved at forberede en multietnisk koncert - Toner på tværs - med sang, dans, musik og digte fra forskellige lande og traditioner. Da arrangementet blev holdt første gang sidste år, var det en stor succes.

Integration

Som et andet eksempel på vellykket integration nævner Kamalesh Biswas de tværkulturelle sommerlejre, som kirkelige organisationer hvert år afholder forskellige steder i landet. Selv deltog han som lejrpræst på en lejr ved Mariager, hvor 120 flygtninge, indvandrere, asylansøgere og danskere var samlet en uge i juli.

     - Blandt deltagerne var der både kristne og muslimer. Det gode ved sådan en lejr er, at her taler man ikke om hinanden, men med hinanden. På den måde oplever man rigdommen ved forskellige kulturer og lærer at respektere hinanden. Man kommer også helt af sig selv til at diskutere danske normer som køkultur og det at dele med andre end ens egen familie, for det er en simpel nødvendighed på en lejr!

Privilergeret

Når Kamalesh Biswas ser tilbage på årene som indvandrerpræst, overskygges de ubehagelige oplevelser langt af de mange glæder.

     - Selvfølgelig har jeg oplevet ubehagelige ting. Jeg er flere gange blevet overfaldet - både her i Kolding og i et socialt belastet boligområde i en anden by. Der er altid en risiko forbundet med at være præst. Det ved jeg fra Indien. Den risiko må man leve med.

Men først og fremmest har jeg haft utrolig mange gode oplevelser. Når noget lykkes, bliver jeg glad. Det kan være et arrangement. Eller når jeg kan hjælpe nogen eller skaffe en nydansker et job. I mit arbejde bruger jeg megen tid på at snakke med folk. Mange kommer og spørger, om jeg ville bede sammen med dem - også selv om de ikke er kristne. Det gør jeg altid med glæde.

     Personligt har Kamalesh aldrig oplevet diskrimination i Danmark. Tværtimod understreger han, at han altid har følt sig anerkendt og respekteret - som inder, som kristen og som præst.

     - Jeg har været privilegeret. Folk har lyttet til mig. Jeg har altid mødt åbne døre. Til daglig tænker jeg ikke på mig selv som udlænding. Det er kun, når jeg ser mig selv i spejlet eller hører min stemme i radioen. Så siger jeg somme tider til mig selv: ”Kamalesh, har du virkelig ikke lært bedre dansk!”