Partnerskaber på tværs i Londonmenighed

Den anglikanske sognepræst John Root opdagede tidligt glæden ved at bo i en multietnisk bydel. På Tværkulturelt Centers forårskonference i København fortalte han sammen med sin kone Sheila om 30 års erfaringer som præst blandt immigranter i Londonforstaden Wembley.     

 
Spontant fortæller han, at han kommer fra en af Londons etnisk rigeste bydele. Ord som ghetto eller socialt belastet hører man ikke fra hans mund. Ikke at den 69-årige anglikanske præst er blind for de problemer og udfordringer, som naturligt opstår, når immigranter fra en lang række lande i Asien, Afrika, Vestindien og Europa skal dele hverdag med indfødte hvide briter i en forstad til London. Men siden John Root for 30 år siden blev præst ved St. James' Church Alperton, Wembley, har han bevidst søgt at bygge bro mellem etniske grupper og udnytte de mange ressourcer, som den kulturelle mangfoldighed har tilført sognet. Det har båret frugt i form af inkluderende fællesskaber og partnerskaber på tværs i bydelen.

Visionen
Hans kone beskriver ham som en mand med en vision. Og man skal ikke være sammen med John Root længe for at fornemme, at den sympatiske gråsprængte englænder er en ildsjæl. Visionen har i alle årene været at opbygge en menighed, der afspejler bydelens etniske miks. At visionen langt på vej er blevet til virkelighed kan besøgende forvisse sig om, når de ser ud over St. James’ menighed en søndag formiddag. Og skulle nogle nationaliteter mangle ved højmessen, indfinder de sig til de efterfølgende gudstjenester på urdu/hindi og tamilsk.   
     - Jeg opdagede tidligt glæden over de forskellige kulturer i vores bydel. Når man har en vision, finder man en vej. Flerkulturelle menigheder udvider vores gudserfaring og afspejler det kristne evangelium langt bedre monokulturelle kirker. I flerkulturelle menigheder nedbrydes barrierer. Gud skaber noget helt nyt. Den kristne enhed bliver håndgribelig og synlig for omverdenen. Det har stor betydning i en bydel som vores, hvor kristne bor dør om dør med muslimer, hinduer og sikher.  

Ukendt territorium
For John Root handler flerkulturelle menigheder ikke kun om at få indvandrere og flygtninge til at sidde med på kirkebænken søndag formiddag. De skal også være synlige som ledere, medarbejdere og frivillige i kirken, understreger han.
     - Immigranter skal have reel indflydelse. De skal sidde i menighedsrådet og have ansvar ved gudstjenesterne. I hverdagen skal kirkens etos afspejle flere kulturer helt ned til praktiske ting som hvad der serveres til kirkefrokost. Er der også asiatiske og vestindiske retter?
     - At opbygge en flerkulturel menighed forudsætter, at man tør bevæge sig ind i ukendt territorium. Det kræver selvindsigt og handler om at kunne se de muligheder, der opstår, og udnytte dem. En udlænding er aldrig blot en udlænding. Han eller hun er et unikt menneske med sin egen livshistorie. Alle medbringer unikke erfaringer og ressourcer fra hjemlandet. Erfaringen har lært mig at sky generaliseringer som pesten, siger den engelske præst, der på konferencen i København startede med at bede deltagene sætte ord på stærke og svage sider ved deres egen kultur, hvilket affødte livlig diskussion ved bordene.  
     På spørgsmålet om flerkulturelle menigheder fungerer i praksis, svarer John Root uden tøven ja.
     - Men det betyder ikke, at tingene går af sig selv. Nogle gange er det nødvendigt at prioritere hensynet til forskelligheden. Andre gange skal vi understrege enheden mellem os, forklarer han.
     - Med til virkeligheden hører også, at hvor der er mennesker, er der konflikter. Det kan være alt fra magtkampe til små hverdagsting. Mennesker er sårbare. Og forskellige kulturer håndterer konflikter forskelligt. I nogle kulturer råber man højt og siger tingene ligeud. I andre kulturer bliver tingene ikke sagt direkte. I stedet taler man ikke med hinanden. Vi briter vælger ofte at lade som ingenting, når vi bliver såret, men det betyder, at de personlige relationer let bliver overfladiske. Min kone og jeg har den praksis at bede Gud velsigne de mennesker, vi har det svært med. Det har nok afholdt mig fra at sige og gøre mange dumme ting i årenes løb, siger han med et glimt i de klare øjne inde bag brilleglassene.

Forpligtende partnerskab
Han erkender, at der altid vil være mennesker, der har brug for fællesskaber, hvor de kun er sammen med deres egne.
     - Det gælder i særlig grad første generations migranter. Og det er helt legitimt, så længe disse fællesskaber ikke isoleres fra det større fællesskab.
I vores kirke har vi valgt en forpligtende partnerskabsmodel. En tamilsk og en urdu/hindi menighed holder gudstjeneste hos os hver søndag.  Fra starten gjorde vi det klart, at vi betragter dem som en del af den større menighed, og at vi forventer, at menighedernes ledere deltager i den fælles højmesse søndag formiddag. Nogle gange om året samles alle tre menigheder til en fælles gudstjeneste. Vi mødes også på tværs i andre fora. Vi spiser ofte sammen, og for nylig havde vi en ægteskabsaften, hvor de fleste ægtepar fra de tre menigheder deltog. Familierne kender hinanden på tværs, og det er ikke mindst vigtigt af hensyn til børnene, der vokser op her og har brug for tværgående netværk.           
     Sheila Root er uddannet psykoterapeut og opvokset i en indisk indvandrerfamilie i Malaysia. Hun understreger, at det primære ansvar for gode relationer mellem forskellige etniske grupper i et samfund ligger hos medlemmer af værtssamfundet.
     - Vi er kommet til jeres land. I er værter. Hvis I ikke byder os velkommen, hvordan kan vi så føle sig hjemme hos jer? Her kan alle gøre en forskel.
BMF