Interviews med en kristen, en muslim, en hindu og en buddhist

(Nyt på tværs nr. 3-2000)

(1) Lulu: Gud er min far og min ven
(2) Shabana: Heldig at være født som muslim
(3) Kim: Bedre menneske som buddhist
(4) Vasantha: En hindu skal gøre gode ting

(1) Lulu: Gud er min far og min ven

Den 16. oktober 1995 er en dato, Lulu Mary Dahan aldrig glemmer. Det var den dag, hun som knap 21-årig stod i Kastrup Lufthavn sammen med sine forældre og søskende og fortalte politiet, at hun søgte asyl i Danmark. - Jeg husker det, som om det var i går. Jeg er overbevist om, at uden vores kristne tro havde vi ikke klaret det, siger den 25-årige lyshårede datamatiker fra Bagdad, der netop er startet i sit første job som programmør.

     Lulu voksede op i en syrisk-ortodoks familie i Irak. Hun har gået i kirke, siden hun var 6 år gammel, og som elev på en af Bagdads få kristne skoler har hun fået undervisning i kristendom både i folkeskolen og i gymnasiet.

     Men den afklaring, Lulu i dag føler i forhold til sin kristne tro, har hun måttet kæmpe sig frem til. I den proces har ikke mindst oplevelsen af tilgivelsens virkelighed i en traumatisk periode været afgørende.  

     - De sidste to år, inden vi forlod Irak, var rigtig svære. Først blev min fætter dræbt i sit hjem af en bevæbnet mand. Så døde min onkel, og kort tid efter døde en anden i min familie. Det var rigtig, rigtig hårdt. Hvorfor skulle min fætter dø? Han var kun tre år ældre en mig, og vi var netop begyndt at have det rigtig godt sammen. Hvorfor skulle det ske nu? Hvorfor min familie?

     - I skolen havde jeg hørt en masse om, at Gud ville komme og straffe, hvis jeg ikke gjorde tingene rigtigt. Hjemme havde jeg lært, at man skulle gå i kirke og bede. Jeg var meget bange for Gud og bange for at dø. Hvad nu, hvis jeg gør noget forkert, tænkte jeg. Kan jeg så få tilgivelse? Men ingen snakkede rigtig om tilgivelse.

 

Gud elsker mig

- Da vi kom til Danmark, begyndte vi at komme i en lille katolsk kirke i Birkerød i nærheden af Sandholm­lejren, hvor vi boede de første måneder. Søstrene var rigtig søde og gjorde en masse for os. Jeg begyndte at diskutere med dem, og efterhånden fandt jeg ud af, at folk her havde en anden idé om, hvad den kristne tro betyder. Gud er ikke noget uhyre. Mine tanker begyndte at ændre sig. Jeg opdagede, at Gud elsker mig. Gud er min far og min ven, og han tilgiver mig, selv om jeg gør nogle ting forkert.

     Denne periode blev skelsættende for Lulu. Det var både en gen- og en nyopdagelse af den kristne tro, som har præget hende lige siden.

     - Jeg opdagede, at det at være kristen handler om så mange gode ting: Kærlighed, tilgivelse og hjælpsomhed. Når jeg går med et kors om halsen, er det fordi jeg er stolt af at være kristen. Jeg vil gerne vise lige fra starten, at jeg er kristen. Når drengene ser mit kors, må de godt tænke: ”Hun har nogle grænser.” For sådan er det.

 

Halvt dansker

Det er nu snart fire år siden, at familien fik asyl i Danmark. Selv om Lulu i dag lever sit eget liv med arbejde og venner, bor hun fortsat sammen med sine forældre og søskende i en lejlighed i Københavns nordvestkvarter.  

     - Jeg er meget glad for min familie. Vi har det rigtig godt sammen. Jeg savner mine venner og min familie i Irak, mit hus og mit værelse. Men jeg har fået noget andet. I dag føler jeg, at Gud er meget nærmere. Og far og mor og jeg var ikke så gode venner i Irak, som vi er her. Dengang var far altid på arbejde, og når han kom hjem, var han træt. Der var så meget, vi skulle gøre. Der var meget pres, også i forhold til kirken.

     - Selvfølgelig har vi også konflikter herhjemme. Nogle af de ting, mine forældre siger, er hundrede procent arabisk. Det kan jeg ikke acceptere. I dag har jeg i høj grad integreret mig med danskerne. Jeg føler mig som halvt dansker og halvt araber. Når jeg er sammen med danskere, er jeg måske tres eller halvfjerds procent dansk. Jeg prøver at tage de gode ting fra den danske kultur og fra min egen kultur. Men jeg har min religion. Jeg er kristen. Og som kristen er der for eksempel nogle ting, jeg ikke vil gøre, før jeg bliver gift. Jeg håber, at jeg en dag møder en, der vil respektere det. Jeg vil ikke giftes for senere at blive skilt. Hvis der kommer problemer, vil jeg prøve at løse dem og finde kompromiser.

     - Jeg kunne godt forestille mig at blive gift med en dansker. Hvis det var en kristen, ville det bare være helt fint. Jeg tror ikke, at de kulturelle forskelle betyder noget. Som kristne har vi allerede så mange værdier til fælles - om ægteskab og familieliv og børneopdragelse. Men jeg kender ikke så mange kristne. Alle på min arbejdsplads og næsten alle mine venner er ikke kristne. Jeg kan snakke med dem om mange ting, men vi kan ikke diskutere tro. De har totalt forskellige idéer. Der er ikke noget, der hedder Gud, siger de. De tror, at alt kommer an på den enkelte.

 

Snakker med Gud i kirken

- Jeg går i kirke hver søndag. Somme tider i den lokale kirke. Der kommer ikke så mange. Andre gange i en kirke, hvor der er en masse unge, og hvor vi alle kender hinanden. Somme tider tager jeg ind til Domkirken. Der er en rigtig kirkeatmosfære. Det kan jeg godt lide. Der kan man sidde for sig selv og tænke lidt. Jeg går i kirke for at snakke med Gud. Efter gudstjenesten tænder jeg et lys og sidder der et kvarters tid. Så prøver jeg at huske de ting, der var forkerte i denne uge, og beder Gud tilgive mig. Jeg har det bedre, når jeg siger det til Gud. Og så siger jeg tak. Jeg har stadig min familie. Jeg har et job. Det er ikke nogen selvfølge. Jeg spørger også Gud, hvad jeg skal gøre - om der er nogen, jeg kan hjælpe. Til sidst begynder jeg med min lange liste - de ting, jeg ønsker. Jeg beder Gud om at være med mig og min familie. At det må gå godt på jobbet. At jeg må få et program til at køre osv.    

     - Jeg beder også herhjemme, inden jeg går i seng. Jeg sidder på min seng, folder hænderne og lukker øjnene. Så beder jeg for dem, der ikke har mad, hus eller tøj. Jeg beder også for min familie og mine venner i Irak. I Irak er der mange indbrud og tyverier om natten. Jeg har selv været i den situation, at jeg var bange om aftenen, når jeg skulle i seng.

 

Arabisk bibelgruppe

- Siden jul har jeg været med i en kristen arabisk ungdomsgruppe. Det er rigtig dejligt, når man ved, at man har den kristne tro til fælles. Vi læser i Bibelen og skiftes til at sige noget om teksten. Bagefter diskuterer vi. Vi beder også sammen. Jeg sagde ja til at være med, fordi jeg gerne vil læse Bibelen færdig. Det har jeg endnu ikke gjort. Herhjemme læser jeg ikke så tit i Bibelen. Somme tider, når jeg ikke er enig med de andre i gruppen, spørger jeg min far. Han er rigtig god. Selv om jeg tror, at jeg har ret, kommer han tit til at sige noget på en måde, så jeg tænker - tja, måske!

     Som kristen har Lulu altid haft en klar oplevelse af at tilhøre et mindretal - både i Irak og i Danmark.

     - Nogle steder kan man blive dræbt for sin tro. Vi havde tilladelse til at bo i Irak som kristne og have vores kirke, men vi kunne ikke diskutere religion. I Danmark kan man tro hvad som helst. Danskerne kigger bare og siger: OK, det er din tro.

     - Jeg er glad for, at jeg er kristen. Jeg er ikke længere bange for at dø. Tre i min familie er døde. Som kristen ved jeg nu, at de lever i en anden verden. Det skal vi alle sammen engang. Og måske viser det sig, at den verden er endnu mere virkelig end den, vi lever i nu...

 

(2) Shabana: Heldig at være født som muslim

- Lige siden jeg var barn, er jeg blevet bombarderet med spørgsmål om min tro. Hvis jeg går med tørklæde, bliver jeg spurgt hvorfor. Hvis jeg ikke går med tørklæde, bliver jeg også spurgt hvorfor. Somme tider har jeg bare lyst til at sige, at jeg er muslim, og det vil jeg være, ligemeget hvad! Jeg vil ikke hele tiden gå rundt og svare på hvorfor. Jeg bor i et land med religionsfrihed. Som dansker vil jeg have lov til at have min religion i fred...

     Shabana Ahmad er 25 år og i gang med afsluttende speciale i levnedsmiddelkemi på Landbohøjskolen. Hun er født på Frederiksberg Hospital og opvokset i Valby. For fem år siden blev hun gift med Tahir, der er læreruddannet. Shabanas forældre indvandrede til Danmark fra Pakistan i begyndelsen af 1970erne, da de var unge og nygifte - moren bare 18 år. I dag har familien for længst opgivet drømmen om at vende tilbage til Pakistan.

     - Jeg er både dansker og muslim. Det er min identitet. Det her er mit land, selv om mine forældre er pakistanere, og jeg har et pakistansk navn og ser pakistansk ud.

     - Jeg er så heldig at være født som muslim. Men islam er ikke bare noget, jeg har fået trukket ned over hovedet. Da jeg blev ældre, erkendte jeg, at det var muslim, jeg ville være. Men fordi jeg har muslimske forældre, er islam måske lidt mere selvfølgelig for mig. Vi vælger ikke selv, hvilken familie vi vil fødes ind i. Når Gud har valgt det for én, må det være det bedste.

     - Her i Danmark er der lagt låg på alt det med religion. Det snakker man ikke om. Danskere kan smide alt tøjet, uden at det rører dem, men at snakke om religion er at blotte sig. For os er det nærmest omvendt. Når jeg er sammen med danskere, føler jeg nogle gange, at jeg skal skjule noget af mig selv. I Danmark kan man for eksempel ikke sige "Om Gud vil". Andre steder i verden er der større forståelse for, at folk har en tro, og at troen former mennesker.

 

Indre kamp

Shabana indrømmer, at det ikke altid er let at få en travl hverdag som studerende til at harmonere med islams forskrifter.

     - Som muslim skal jeg bede fem gange om dagen, men det gør jeg ikke altid. Det er en indre kamp, der handler om at få prioriteret de rigtige ting i hverdagen. Det er menneskeligt, at man ikke altid får det gjort. Men når jeg gør det, har jeg det virkelig godt bagefter. Der er også fleksibilitet i religionen, så man godt kan bede en forsinket bøn.

     - Især i vores fastemåned Ramadanen går jeg meget højt op i at gøre de ting, som er påbudt. At overholde fasten - det vil sige ikke at spise eller drikke fra solopgang til solnedgang - er noget, man gør for Gud. Fasten er både en fysisk og en psykisk renselsesproces. Når man faster, bliver man meget mere bevidst om ting, man tager for givet - mad og drikke. Men det er selvfølgelig ikke helt idyllisk. Det sker, at man bliver frustreret og sulten. Men det er en del af fasten, at man skal være et menneske, som andre kan holde ud at være sammen med, og at man ikke river hovedet af andre, fordi man er sulten!

 

Beder hjemme

Shabana beder mest hjemme i lejligheden på Valby Langgade. Først siger hun nogle faste bønner på arabisk og reciterer fra Koranen, mens hun gør bestemte bevægelser. Derefter beder hun sine egne individuelle bønner på dansk eller urdu.  

     - Når man beder, skal hele ens krop med. Først skal man vaske sig og gøre sig klar. Så ruller man sit bedetæppe ud i retning mod Mekka og stiller sig foran sin Gud og Herre. Samtidig signalerer man til andre, at nu vil man ikke forstyrres.

     - Som muslim kan jeg bede om alt - også småting. Gud vil høre det på et eller andet tidspunkt. Måske er vores liv fastlagt på forhånd af Gud, men bøn har så stor magt, at vi godt kan ændre retningen. Vi kan bede os ud af mange kriser i vores liv, hvis vi virkelig har tro på Gud og kærlighed til Gud. Især fællesbøn har stor kraft. Profeten siger, at det er halvfjerds gange bedre at bede fællesbønnen i moskéen end at bede alene derhjemme.

 

Pigeforening

Shabana kommer i Minhaj ul-Qurán moskéen i Valby mindst en gang om ugen. Som informationssekretær i moskéens pigeforening Women´s Youth Wing er hun med til at arrangere studiekredse, foredrag og praktiske aktiviteter som syning, madlavning og sport. Drengene har en tilsvarende forening - Muslim Youth League. Selv om der er kønsadskillelse, arrangerer de to foreninger ofte eksterne aktiviteter sammen.

     - Da vi fik moskéen i Valby for snart 15 år siden, havde vi unge et meget stort hul med hensyn til viden om islam. Vi var en gruppe på 15-20 piger, som kom sammen med vores forældre, og vi fandt ud af, at vi havde brug for vores egne aktiviteter. Vi havde en stor kommunikationskløft til vores forældre. De er pakistanere. Vi er danskere. Selv om vi har samme religion, har vi forskellig livsforståelse. Vores generation er opvokset i Danmark og skelner mellem kultur og religion, hvorimod den ældre generation ikke skelner.

 

Svinekød og pølser

Shabana var 7 år, da hun begyndte at lære at læse Koranen og recitere fra den.

     - I dag læser jeg ikke i Koranen hver dag. Måske en gang om ugen. Hvis jeg har brug for at vide noget, læser jeg en forklarende bog. Koranen er jo på arabisk, og det kan jeg ikke forstå. I Pakistan ville jeg have haft arabisk i skolen - det har man jo ikke i Danmark. Men at læse Koranen er en god gerning, også selv om man ikke forstår ordene.

     - Allerede i børnehaven vidste jeg, at der var ting, jeg ikke måtte spise - svinekød og pølser! Muslimer ikke må spise kød, som ikke er hallal - dvs. slagtet i Guds navn og på en bestemt måde. Vi må heller ikke drikke alkohol og spiritus. Det står direkte i Koranen.

     - I folkeskolen blev vi tit drillet, fordi vi var anderledes. Vi blev hele tiden spurgt, hvorfor vi ikke måtte gøre det eller det. Men vi kunne jo ikke svare på alle de hvorfor-spørgsmål. Vi fortalte aldrig vores forældre, hvad vi oplevede i skolen. Det var to forskellige verdener.

     - Jeg håber, at mine børn vil opleve, at deres verden hænger sammen. De skal vide, hvad det vil sige at have en tro - hvorfor de for eksempel ikke må spise svinekød. De skal også med i klubber og til sportsaktiviteter. Den slags havde vores forældre ikke forståelse for. Det har jeg virkelig savnet.

 

Meget til fælles med kristne

- Hvis de kristne i Danmark var lidt mere synlige, ville det måske være lettere for os muslimer. Vi har jo meget til fælles - vi tror på én Gud, og vi kan begge sige, at Gud leder os igennem ting. Jeg har nok en generel idé om, at de kristne går og gemmer sig lidt, fordi det er så nemt. Se at komme ud og markere jer! Vi vil gerne se jer!

     - Jeg har opdaget, at der er kristne, der virkelig ligner os meget. Kristne, som ikke bare sløser med deres liv, går i seng med hinanden uden at være gift og drikker alkohol for sjov. Jeg havde altid taget for givet, at sådan var alle kristne. Jeg har været utrolig glad for at lære nogle kristne personligt at kende. Det har lært mig, at vi muslimer ikke står alene. Det er rart at vide, at der også er kristne, der har en stærk tro.

 

(3) Kim: Bedre menneske som buddhist

- Lykken er at kunne sige: Nu har jeg det godt. Nu har jeg alt, hvad et menneske behøver. Nu er jeg tilfreds. Som almindelig buddhist er det mit mål at få et godt og glad liv uden for mange bekymringer, siger 30-årige Kim Thien Tich Nguyen, der kom til Danmark som bådflygtning fra Sydvietnam i 1979 sammen med sin familie. I dag er hun dansk gift og læge på Middelfart Sygehus. Parret bor i Stenstrup på Sydfyn og har en datter på otte måneder.

     Kim viser rundt i buddhisttemplet på Killerupvej i udkanten af Odense. Der dufter sødligt af røgelse i den store tæppebelagte hal, hvor Kim demonstrerer den sorte tempelklokke, der kalder til bøn med en karakteristisk rungende klang. Bag alteret er tre meterhøje Buddhafigurer centralt placeret foran et østerlandsk vægmaleri. Der er pyntet op med friske efterårsblomster, og foran de gyldne statuer er der stillet skåle med appelsiner, vindruer, pærer og nektariner. - Jeg synes, her er ret flot, siger hun.

     Van Hahn templet i Odense blev indviet i 1996 og er det eneste buddhisttempel på Fyn. Oprindelig var det gulkalkede bindingsværkshus et gammelt husmandssted med en tilbygget fabrikshal. I dag er fabrikshallen omdannet til tempel og resten af huset indrettet med køkken, op­holds­rum og gæsteværelser til blandt andet besøgende munke.

 

Ingen tvang

- Da vi kom til Danmark, holdt mine forældre meget fast i, at vi børn skulle have viden om vores egen kultur og religion, så vi senere kunne træffe et valg. Vi skulle ikke tvinges til at være buddhister, bare fordi vores forældre var det. For mit vedkommende er det noget, der er kommet langsomt. Jeg er opdraget til at vise respekt for mine forældre og ære dem. På mine bedsteforældres dødsdag lavede vi altid mad og satte den op på alteret foran deres billeder. Min far forklarede os om Buddhas lære og sagde tit til os, at vi skulle udvise tålmodighed, dæmpe vores vrede og vise tolerance. Han havde en meget god måde at opdrage os på.

     - Når jeg er buddhist i dag, er det fordi jeg synes, at buddhismen er en dejlig fri religion. Det betyder ikke, at man må alt, hvad man vil. Men det er en logisk og meget retfærdig religion. Man bliver ikke straffet af Buddha eller af nogen anden. Som buddhist er man selv ansvarlig for sit liv. Jeg er blevet et bedre menneske af at være buddhist. Jeg er blevet mere tålmodig, afdæmpet og udholdende og har lært ikke kun at tænke på mig selv, siger Kim.

 

Karma

- Selvfølgelig tror jeg på buddhismens lære - at ens handlinger får en konsekvens, nu eller senere. Man høster, som man sår. Karma betyder, at vi også står til ansvar for vores handlinger i tidligere liv. Vi ved ikke, hvad vi har lavet - om vi har været gode eller onde. Det ser vi nu. Men jeg er meget tilfreds. Jeg har et godt helbred, jeg har arbejde og en god mand.

     Kim beder og mediterer regelmæssigt, både ved sammenkomster i templet og hjemme i huset i Stenstrup. Når hun mediterer, sidder hun i lotusstilling på gulvet.

     - For mig går bøn ud på at stresse af og få ro i tankerne. Når jeg beder, sidder jeg og læser et buddhistisk skrift, for eksempel et uddrag af Buddhas lære. Måske messer jeg noget af det. Jeg sidder ikke og beder om, at Buddha vil hjælpe mig. Det kan han nemlig ikke. Man hjælper sig selv.

   - Som buddhist kan man bede lige så tit man vil. Bedestillingen er heller ikke så væsentlig, men hvis det er et langt skrift, man læser, kan det godt tage en time eller to, og så skal man sidde behageligt. Derhjemme beder jeg måske en gang om ugen. Somme tider står jeg bare foran alteret og bukker tre gange. Jeg har et alter på en reol i stuen. Der har jeg stearinlys og en statue af Buddha. Statuen er et symbol, som skal minde mig om at følge Buddhas lære.

 

Fortrydelse

- Hvis jeg ved, at jeg har gjort noget forkert over for andre, siger jeg selvfølgelig undskyld og forklarer, hvorfor jeg gjorde det. Senere sætter jeg mig foran alteret og læser en tekst om fortrydelse - ikke for at bede om tilgivelse hos Buddha, men det skal minde mig om ikke at gøre det igen. Buddha kan ikke tilgive mig. Der er ikke nogen, der kan tilgive mig. Tilgivelse er, at jeg har opnået den indsigt, at jeg ved, at jeg har gjort en ting forkert.

     - Ved fuldmåne bør man tilstræbe at spise vegetarmad. Selv er jeg ikke hundrede procent vegetar, men det er et mål, man må sætte sig for at gøre sig selv bedre. Vi må helst ikke dræbe levende væsener, hverken direkte eller indirekte. At spise vegetarmad er en god handling, som man gør for sin egen skyld. Når man får det godt med sig selv, får man større overskud til at hjælpe andre.Som buddhist må man helst heller ikke drikke alkohol, i alt fald ikke så meget, at man mister sin selvkontrol.

 

Respekt for andre religioner

I templet i Odense er der sammenkomst hver anden søndag. Desuden er der fælles recitation i forbindelse med fuldmåne og nymåne samt særlige festdage. Kim kommer i templet mindst et par gange om måneden.

     - Min datter må selv vælge engang, men hun skal opdrages sådan, at hun ved, hvad hendes forældre tror på. Min mand er kristen, og derfor tager vi hende med både i templet og i kirken.

     - Man skal vise respekt for andre religioner. Jeg kan godt gå til gudstjeneste i en kirke og vise respekt for Gud og Jesus, selv om buddhismen og kristendommen lærer vidt forskellige ting. Buddhister missionerer ikke, men det gør kristne vist heller ikke så meget mere. Jeg tror, at vi praktiserer buddhismens lære mere i vores dagligdag og hjemme i familien, end kristne praktiserer deres lære. Buddhismen er en meget handlingsorienteret religion.

 

(4) Vasantha: En hindu skal gøre gode ting

De lange navne på dørskiltet lader ane, at her bor en familie fra det indiske subkontinent. Vasantha Kamalanathan byder indenfor og viser vej ind i den grønmalede stue, hvor østligt udseende figurer og små gudestatuer mellem det ellers meget danske interiør fortæller, at familien i det rødgule parcelhus bag ligusterhækken i landsbyen Tjørring nord for Herning er hinduer.  

     - Hinduer er meget forskellige. Vi kommer fra forskellige lande og tænker på forskellige måder og niveauer. Jeg kan ikke sige, at sådan er alle hinduer, siger den 35-årige tamilske kvinde venligt, men bestemt. Hun er træt af danskernes generaliseringer og fordomme om en religion, som meget få har noget egentligt kendskab til. Men hun fortæller gerne om, hvad det betyder for hende og hendes familie at være hinduer.  

     Familien Kamalanathan kom til Danmark for 14 år siden som politiske flygtninge fra Sri Lanka. For to år siden flyttede de til Herning, hvor Vasantha, der er uddannet kortorassistent og tolk, håber snart at kunne starte sin egen engrosforretning. Hendes mand arbejder som socialrådgiver i Viborg. Parret har tre børn på 14, 11 og 6 år.

    

Almindelige leveregler

- Når børnene er blevet store og vi kun er min mand og mig, tror jeg, at jeg vil praktisere min religion mere. Det giver ro i krop og sind, siger Vasantha, mens hun skænker krydret indisk te kogt med mælk.

     - Jeg kan godt lide vores religion. Der er ingen skrappe regler - kun almindelige leveregler, der fortæller, hvordan man skal opføre sig for at være et godt menneske og støtte andre. - Som hindu er målet at leve så godt, at man ikke bliver født igen. Så er sjælen en gammel sjæl. Det kan tage kort tid eller lang tid. Jeg er opdraget til at tænke, at alt, hvad jeg laver, har betydning for næste generation. Som man sår, vil man høste. Reinkarnation giver mennesker håb. Da vi kom til Danmark, lærte jeg for eksempel dansk meget hurtigt, og efter to år blev jeg ansat som tolk. Måske var det så let for mig, fordi tidligere generationer har gjort noget godt.

     - Man skal være tilfreds med det, man har. Man må ikke være for grådig eller se ned på andre. Det er vigtigt med balance. Når det går godt, skal man passe på ikke at blive for stolt. Måske går balancen den anden vej i næste generation, hvis man er overstolt. Tingene er ikke faste. Da vi blev gift, havde vi aldrig regnet med, at vi skulle blive nødt til at flygte og forlade vores land, hjem og familie.

 

Husalter

På en hylde i et teaktræsskab i stuen har Vasantha indrettet familiens mandir - et husalter, hvor hun har samlet gudebilleder, fotografier af profeter, lidt aske, en skål med helligt vand og forskellige krydderier.    

     - Jeg beder til Gud foran alteret de fleste dage. Jeg beder om morgenen, lige efter at jeg har været i bad. Men jeg kan også bede, når jeg kører i bus, eller i sengen, inden jeg sover. Nogle gange beder jeg til solen, andre gange til luften. Jeg er ikke knyttet til en bestemt gud eller gudinde. Men der er et meget gammelt tempel i Indien, som har en særlig betydning for vores familie. Der er så smukt, og der er en masse historier knyttet til dette tempels gudinde. Jeg tror ikke, at hun kan gøre noget bestemt, men jeg føler, at hun er tæt på os. Hendes navn er Kanchi Kamachchi.

     - Når jeg beder, beder jeg med mine egne ord på tamilsk. Jeg beder om, at vi må have det godt. Jeg beder, når der er krig på Sri Lanka. Når jeg har det skidt, beder jeg Gud om at hjælpe mig med at tage en rigtig beslutning. Somme tider tænker jeg bare på Gud. Hvis der er noget, jeg har gjort eller tænkt forkert, beder jeg Gud om at tilgive mig. Så tror jeg, at jeg er tilgivet. Men jeg har heldigvis aldrig gjort noget i den alvorlige afdeling.

 

Aldrig oksekød

På festdage sætter familien sig ind i stuen foran husalteret og synger sammen. Vansatha fortæller, at børnene har stor respekt for alteret. I forbindelse med særlige helligdage sætter Vasantha mad hen foran gudebillederne, inden familien spiser. Hun forklarer, at guderne spiser symbolsk.

     - Mange hinduer spiser slet ikke kød. Selv spiser vi aldrig oksekød eller drikker alkohol herhjemme. Om fredagen plejer vi at være vegetarer. Men hvis jeg for eksempel bliver inviteret til julefrokost, spiser jeg kød, selv om det er fredag. Vores børn må godt drikke alkohol, men vi siger til dem, at det er en unødvendig ting.

     - Somme tider faster jeg ved kun at spise én gang om dagen. At faste handler om at vise respekt for de forskellige guder, gudinder og planeter. Det giver en anden regulation i kroppen og renser lidt. Måske fortæller et horoskop, at man vil få nogle problemer, og så kan det være en god idé at faste lidt.  

     Vasantha har ikke nogen bestemt bog, som hun vil kalde hellig. Men på reolen i stuen står en række bøger skrevet af inderen Kanchi Periyavar Sankarachariyar, der betragtes som en hellig mand.

     - Han er en meget, meget vigtig person - ligesom paven i den kristne kirke. Vi læser somme tider i hans bøger og prøver at handle, som han skriver.

 

Templet

Danmarks første hindutempel blev indviet i Herning for seks år siden. Det ligger i et industriområde lidt uden for byen. Her samles 150-200 hinduer hver fredag.

     - Vi kommer der ikke så tit. Jeg er ikke opdraget til at gå i templet hver fredag, men til at gøre gode ting og finde Gud i det, jeg tænker og laver. Man skal altid kunne gøre regnskab for Gud og give en forklaring på det, man laver. Det er meget vigtigt. Det siger jeg til mine børn igen og igen. De har svært ved helt at forstå, hvad det vil sige at være hindu. De har jo ikke nogen bedsteforældre til at fortælle, og templet spiller ikke den samme rolle her som på Sri Lanka. Vi fejrer heller ikke vores fester på samme måde, og vi kan ikke overholde alle helligdage, fordi de er almindelige arbejdsdage her. Men vi viser børnene videoer og fortæller dem historier.

     - Fordi vi er første generation her, er vi blevet en anden slags hinduer end vores forældre. Vi har ikke tidligere generationers erfaringer at trække på. Nogle ting har vi opgivet. Selv om vi er hinduer og tamiler, har vi fået en lille smule dansk mentalitet med ind i vores livsstil. Og vores børn vil blive hinduer på en anden måde end os.

 

Åben religion

Vasantha er med i en KFUK kvindegruppe i Herning, hvor der blandt andet bliver læst bibelhistorier. Det har hun ingen problemer med. Hendes børn får også kristendomsunder­visning i skolen. De skal have viden om dansk religion og kultur, mener Vasantha.

     - Hvis nogen kommer med et smukt billede af Jesus, kunne vi godt finde på at hænge det op. Hinduismen er en åben religion. Jeg synes ikke, at der er så stor forskel på at være hindu og kristen.

     - For mig er det ikke svært at være hindu i Danmark. Generelt tror jeg, at vi tamiler haft let ved at blive integreret her. Vi er gode til at tilpasse os.