Palæstinensisk far fortæller om børneopdragelse i Libanon og Danmark

Ibrahim Uthman har været flygtning hele sit liv. Først i en overfyldt flygtningelejr i Libanon, hvor han er født og opvokset. De sidste 14 år i Danmark, hvor han har boet siden 1988. Ibrahim er palæstinenser. Hans forældre og bedsteforældre var blandt de mange, der i 1948 måtte forlade Palæstina i forbindelse med staten Israels oprettelse. I dag bor Ibrahim i Hillerød sammen med sine kone og fire børn på 10, 8, 6 og 3 år.

- Livet i en flygtningelejr er meget anderledes end i Danmark. Børn har ikke nogen rigtig barndom. Vi boede ca. 5.000 mennesker i flygtningelejren Balback Wavel Camp, der er en meget lille lejr. Vi var otte søskende. Min far var håndværker og have travlt med at tjene penge, så ham så vi næsten ikke. Min mor gik hjemme. Vi boede på ét værelse uden køkken og med 500 meter til nærmeste fællestoilet. Der var ingen legepladser eller fodboldbaner. I skolen var vi 35 børn i klassen. Det var lærerne, der bestemte over os. Det var en selvfølge, at de slog børnene. Lærerne havde ret til alt, fortæller Ibrahim.

     Midt i de kaotiske forhold formåede moren at holde sammen på hjemmet og give sine børn nogle værdier med i livet.

     - Min mor lærte os, at man skal være høflig mod alle mennesker. Hun sendte os hen i moskéen, hvor imamen underviste os i islam. Vi lærte, hvordan man beder til Gud, at muslimer skal være ærlige, og hvad Koranen betyder. Vi startede med de små korte sætninger, som alle kunne forstå. Efterhånden lærte jeg at læse hele Koranen. Vi lærte også om islam i skolen.

Mellem kulturer

Ibrahims fire børn er alle født i Danmark. Den 35-årige palæstinenser er meget bevidst om, at børnene vokser op mellem to kulturer og skal finde deres egen balance mellem det danske samfund og deres forældres baggrund.

     - Jeg forsøger at lære mine børn at være danske muslimer og palæstinensere samtidig. De skal kende det danske samfund og opføre sig ordentligt her i Danmark. De er allerede meget danske og taler dansk sammen. Men de skal også kende deres egen baggrund og kultur. Det er ikke et enten eller. De børn, der laver ballade og ødelægger samfundet, er dem, der har mistet deres egen baggrund. De har hverken den arabiske eller den danske kultur.

   - Min kone og jeg giver vores børn frihed, men vi har en grænse. Samtidig med, at de skal leve et almindeligt liv og for eksempel godt må tage på lejrskole, vil vi ikke have, at de drikker alkohol, for det siger islam, at man ikke må. Og når de bliver gamle nok, skal de gifte sig. De må ikke bare have kærester. Men de vælger naturligvis selv, hvem de vil giftes med.

     - Der er nogle ting, vi gør anderledes her end i Libanon. Vi mener for eksempel ikke, at man skal slå sine børn. Hvis man slår, begynder barnet at lave meget forkerte ting. I stedet skal man forklare. Det er meget bedre at snakke end at slå. Som forældre giver vi vores børn råd. Fra de er 7 år begynder vi at fortælle dem, hvad man må og ikke må.

Fortæller om islam

Det er Ibrahim meget om at gøre, at hans børn vokser op som muslimer. Han understreger, at i Danmark er det først og fremmest forældrenes ansvar, at børnene lærer om islam. Selv deltager han gerne i fredagsbønnen kl. 12 i den tyrkiske moské i Hillerød, men han tager ikke børnene med. De skal passe deres skole.

     - Jeg opdrager mine børn som muslimer, fordi jeg kender sandheden. Jeg fortæller dem om islam og prøver at leve på samme måde, som jeg siger. Det er meget vigtigt. Når jeg beder til Gud derhjemme, fortæller jeg min søn, hvad jeg gør, og hvilken belønning man får efter døden som muslim. Jeg forsøger at bede fem gange om dagen, men på grund af mit helbred kan det være svært.

     - Mine børn må gerne lege med børn, der har en anden religion. Jeg er ikke bange for, at de skal blive kristne. Jeg ved, hvordan jeg skal opdrage mine børn. Hvis jeg forklarer dem om islam på den rigtige måde, får de den samme tro som jeg. De må selvfølgelig selv bestemme, men jeg vil blive meget ked af det, hvis mine børn en dag forlod islam. Så har jeg været en meget dårlig far.

     - Vores største bekymring er, at børnene får dårlige kammerater og lærer dårlige ting, så de begynder at lyve for os. En enkelt dårlig kammerat kan ødelægge mit barns liv. Derfor følger jeg meget med i mine børns liv og snakker med deres lærere. Når børn laver dumme ting, er det ofte, fordi de ikke har et godt liv sammen med deres forældre. De er ikke glade derhjemme.

Mødte præsten gennem fodbold

Ibrahim er uddannet mekaniker, men på grund af en rygskade er han for tiden sygemeldt. En del af tiden bruges til at koordinere sportsaktiviteter for lokalområdets mange børn og unge med palæstinensisk og kurdisk baggrund. Ibrahim er blandt andet formand for den lokale fodboldklub F.C. Faloga, hvis medlemmer hovedsagelig er unge arabere og kurdere. Klubben spiller ind imellem mod det lokale kirkefodboldhold. Derigennem har Ibrahim mødt mange fodboldinteresserede danskere fra kirken.

     - Formålet med vores fodboldhold er ikke at vinde eller tabe men at lære danskere at kende og vise dem, at ikke alle udlændinge laver ballede. Jeg har været meget glad for at lære præsten at kende. Fordi vi begge har et fodboldhold, begyndte vi at snakke og fandt ud af, at vi er enige om mange ting. I dag møder vi ikke hinanden som en kristen og en muslim, men som gode venner.

Fælles værdier

- Folk, der har en religion, har nogle fælles værdier. Det er nemt at blive venner. Som muslim har jeg mere til fælles med danskere, der kommer i kirken, end med dem, der ikke gør. Folk i kirken kan for eksempel godt forstå, at vi ikke spiser svinekød. De er gode mennesker, som har nogle gode værdier. De kan lide os, og vi kan lide dem. Jeg har også holdt foredrag i kirken om islam og fortalt om min barndom i flygtningelejren.

     Når Grønnevang kirke i Hillerød Øst hver sommer får besøg af et amerikansk kirkefodboldhold, er Ibrahim med til at arrangere en uge med fodboldskole, træningskampe, turneringer og festaften med arabisk barbecue - et arrangement, som palæstinenserne normalt bakker talstærkt op om.

Drømmen om Palæstina

At børnenes fremtid er i Danmark, er Ibrahim ikke tvivl om.

     - Som palæstinenser ligger Palæstina i mit hjerte. Min far talte altid om, at vi skulle tilbage. Men som Palæstina er en drøm for mig, bliver det også en drøm for mine børn. I dag er vi danske statsborgere og flytter ikke tilbage. Mine børn skal have en uddannelse og et arbejde. Det kan de ikke få i Palæstina.

     - Som muslim er det mit håb, at danskerne vil acceptere os som muslimer og få lyst til at have os som venner. Vi er ikke farlige. Vi er almindelige mennesker med en religion.