Pluralisme og kristen integritet: Erfaringer fra kirken i Asien

(Nyt på tværs  nr. 4-2003)
 
- Vi må lære at hvile i Gud og respektere, at Gud er Gud. At alt ikke afhænger af os i religionsmødet, siger Vinoth Ramachandra, srilankansk sekretær for religionsdialog og socialt engagement i Asien. I dette interview fortæller den 49-årige kernefysiker, der er ansat af den kristne NGO International Fellowship of Evangelical Students, om pluralismens udfordringer til kristen vanetænkning – og om, hvad kirken i Vesten måske kan lære af kristne i Asien.

 

Hvad er pluralisme?

Pluralismens grundtanke er eksistensen af alle livsopfattelser side om side. Mange betragter pluralisme som en vej til fredelig sameksistens.

For kirken i Asien er religiøs pluralisme ikke nogen trussel - snarere tværtimod. Det er noget, vi ønsker og arbejder for. En pluralistisk tankegang betyder, at vi har mulighed for at blive anerkendt som ligeværdige borgere i vore egne lande. Adskillelse mellem religion og stat beskytter religiøse mindretals rettigheder – og i Asien udgør kristne meget små mindretal overalt med undtagelse af Filippinerne og Sydkorea.

Kristendommens historie i Asien går tilbage til det første århundrede efter Kristus. Da Paulus rejste mod vest, var der andre, der rejste mod øst. Men det er en del af den kristne kirkes historie, som sjældent fortælles i Europa. Senere kom kristendommen igen til Asien med portugiserne, hollænderne og englænderne i det 16. århundrede. Det betød, at kristendommen blev udbredt af mennesker i en magtposition. Men når religion går hånd i hånd med politisk magt, bliver budskabet altid forvrænget. Det er en arv, kirken i Asien stadig kæmper med. Det er ikke tilfældigt, at Gud valgte at komme til os mennesker som den magtesløse.

 

Hvorfor opfatter mange europæere pluralisme som en trussel?

- I Europa er religiøs pluralisme stadig et forholdsvis nyt fænomen. For os asiater er det noget, vi er vokset op med og har kendt hele livet. I Europa betyder pluralisme, at kristne europæere skal lære at behandle deres indvandrere som ligeværdige medborgere og give dem grundlæggende rettigheder. Det udfordrer kristen vanetænkning.

 

Kan kristne i Vesten lære noget af kirken i Asien?

Kirken i Asien minder os om, at mange af de grundholdninger til menneskelivet, som europæere tager for givet, udspringer af kristne værdier. Alle religioner lærer ikke det samme. De er meget forskellige og fører i sidste ende til meget forskellige samfund. I hinduismen og buddhismen er karma et grundlæggende princip. Ulighed mellem mennesker betragtes som noget naturligt. Hvis vi ønsker et samfund, der beskytter svage, udstødte og handicappedes rettigheder, kan det ikke bygges på hinduistisk eller buddhistisk filosofi. Her behøves en forståelse for det enkelte menneskes værdi og ukrænkelighed. Denne forståelse udspringer dybest set af troen på, at vi er skabt i Gud billede.

Det, europæere kalder pluralisme, er ofte ikke andet end ligegyldighed. De fleste har kun ringe kendskab til de store verdensreligioner og antager, at alle religioner er variationer over samme tema. Men det er ikke rigtigt. Det ved vi i Asien.

Det er næppe tilfældigt, at den moderne økumeniske bevægelse har sine rødder i Sydindien. Vi lærte tidligt, at forskellen mellem kristendommen og andre religioner er langt større end konfessionsforskelle mellem kristne indbyrdes. Mange kristne i Europa har travlt med at isolere sig fra andre, der har en anden opfattelse af nogle ting. I Asien er kristne nødt til at stå sammen.

Men kirken i Asien har også meget at lære. Mange steder er vi et dårligt eksempel på geografisk adskillelse og isolation. Hinduer, buddhister, muslimer og kristne lever adskilt i egne samfund, og der er en udbredt os-og-dem mentalitet. Det positive er, at de fleste kristne ledere i Asien har indset, at man ikke kan adskille det kristne evangelium fra udfordringen til at arbejde for social retfærdighed.

 

Hvad forstår du ved kristen integritet i mødet med mennesker, der har en anden religion?

I Asien er det en almindelig opfattelse, at det er kristne, der bestemmer Europas politik. Hvis kristne i Europa noget oftere vovede at udfordre deres regeringers politik og tvivlsomme etik, ville vi se det på vores fjernsynsskærme i Asien – og det ville være en uvurderlig hjælp for asiatiske kristne, når de forsøger at fortælle deres naboer, hvad kristendom er.

Kristen mission er mere end kirkeplantning og mere end barmhjertighedstjeneste. I kirkens missionsbefaling fra Mattæusevangeliet kapitel 28 ligger vægten på at gøre mennesker til Jesu disciple. En discipel er en, der følger Jesus. I Bjergprædikenen fortæller Jesus os, hvordan vi skal leve, hvis vi vil være hans disciple: Vi skal stifte fred, arbejde for retfærdighed, skaffe mad til de sultne og elske vores fjender. Hvis vi ikke selv lever som Jesu disciple, kan vi ikke gøre andre til hans disciple.

At forsøge at adskille mission, socialt engagement og politik er ikke bibelsk. Kristen integritet handler om at leve det kristne evangelium ud, så der er overensstemmelse mellem det, vi siger med vores liv og med vores læber.

Det er vores opgave at være vidner om Kristus. Hvad der kommer ud af det, må vi overlade til Gud. Ægte tolerance er, når jeg kan sige til en muslim: ”Jeg er meget uenig i det, du siger, men jeg vil kæmpe for din ret til at sige det – og for dine rettigheder som borger i mit land. Og hvis de brænder din moské ned, vil jeg hjælpe dig med at genopbygge den.” Det er kristen integritet.

 

Vinoth Ramachandra var hovedtaler på en temadag om kristen integritet og pluralisme i oktober 2003 arrangeret af Tværkulturelt Center.