Døbt i marts

(Nyt på tværs nr. 2-2004)

Jaltjin Ali-zade er ved at vænne sig til, at han er kristen. Det har han nemlig ikke altid været. For to måneder siden blev den 16-årige aserbajdsjaner døbt i en folkekirke i København, og Store Bededag blev han konfirmeret i Kirke Værløse Kirke sammen med klassekammeraterne fra Søndersøskolen i Værløse.

 

Jaltjin Ali-zade er født og opvokset i Aserbajdsjan ved Det kaspiske Hav, hvor 93 procent af befolkningen ifølge officielle opgørelser er muslimer. I praksis har Sovjettidens ateistiske propaganda dog været så effektiv, at der for de flestes vedkommende er tale om en sekulariseret udgave af islam.

 

Chikane

Jaltjin har aldrig opfattet sig selv som muslim og ryster benægtende på hovedet, når han bliver spurgt, om han er konverteret fra islam. Han voksede op i et akademikerhjem i hovedstaden Baku, hvor forældrene og bedsteforældrene var overbeviste ateister. Familien havde en stor omgangskreds, og Yaltjin var vant til, at der blev diskuteret meget i hjemmet. Men religion var ikke noget, man talte om.

- Min far og mor sagde, at jeg måtte tro, hvad jeg ville. Jeg har aldrig fået undervisning i islam. I skolen snakkede vi ikke om religion. Ingen af mine kammerater troede på Gud, og jeg troede heller ikke på noget. Religion interesserede mig ikke, fortæller Jaltjin, der var 12 år, da familien måtte flygte fra den bjergrige tidligere Sovjetrepublik på grund af morens etniske tilhørsforhold. Som halvt jøde og halvt etnisk armenier var hun over længere tid blevet udsat for voldsom chikane og trusler på livet, og efterhånden var situationen så usikker, at familien ikke turde tage flere chancer.

 

Interesseret i kristendommen

Inden flugten til Danmark havde Jaltjin lagt mærke til, at moren var begyndt at interessere sig for kristendommen.

- Det var ikke noget, hun talte om, men jeg kunne se det på hende. Somme tider gik hun ind i en kristen kirke. Nogle gange tog hun mig med, fortæller Jaltjin.

Det første år i Danmark boede familien i Sandholmlejren i Nordsjælland, mens de ventede på svar på deres asylansøgning.

- I Sandholmlejren hørte vi om en bus, der kørte folk ind til en kirke i København. Mine forældre syntes, at vi skulle tage med. I Baku havde jeg været inde i flere kirker, men jeg havde aldrig overværet en kristen gudstjeneste. Det var ret spændende første gang. Jeg kunne godt lide, at de sang. Jeg vidste ikke, hvad det med vinen og brødet var, så jeg spurgte mine forældre. De fortalte, at det var Jesu blod og legeme.

- Da vi havde været i kirke nogle gange, sagde min mor til præsten, at hun ville være kristen. Jeg syntes, at det var helt fint. Hun fik undervisning af præsten, og et par måneder senere blev hun døbt. Min mor har senere fortalt mig, at hun faktisk havde besluttet sig for mange år siden, da mine forældre var et år i USA , inden jeg blev født. Der havde hun på en eller anden måde set Jesu ansigt i en kirke, forklarer Jaltjin.

 

Forældrene døbt

Jaltjin var med til sin mors dåb i november 2001. Han fortæller, at dåbsgudstjenesten gjorde indtryk på ham.

- Det var spændende. Jeg var glad på hendes vegne. Jeg vidste godt, at i Aserbajdsjan kunne man ikke bare blive døbt. Det var for farligt. Dengang tænkte jeg ikke på, at det måske også kunne være farligt for hende at blive døbt i Danmark, hvis vi nu blev sendt tilbage til Aserbajdsjan. Men det blev vi heldigvis ikke.

- Da min mor var blevet døbt, blev min far mere og mere interesseret i kristendommen. Han sad tit og læste i Bibelen. En dag kom han og sagde, at nu ville han også døbes. Jeg blev nok lidt overrasket, for min far havde altid været overbevist ateist, fortæller Jaltjin.

.

Til præst på prøve

Selv om Jaltjin kunne mærke, at forældrenes nye tro betød meget for dem, forsøgte de aldrig at overtale ham til at blive døbt.

- Da jeg gik i 7. klasse, fik vi besøg af en præst, der fortalte om konfirmationsundervisning. Jeg syntes, det lød spændende. Fordi min far og mor var blevet døbt, var jeg lidt nysgerrig efter at finde ud af mere om kristendommen. Jeg kunne se, at de læste i Bibelen og gik i kirke. De snakkede også med hinanden om kristendommen. Jeg kunne godt lide, at de var blevet kristne.

- Jeg begyndte at gå til præst sådan lidt på prøve. Jeg ville godt se, hvad det var. Præsten snakkede om mange ting, som var nye for mig. Det afgørende øjeblik var den dag, da præsten fortalte, at Jesus gik på korset og døde for vores synder. Det berørte mig meget. Det var noget meget stort. Fra den dag begyndte jeg at tro. Nogle måneder senere sagde jeg til den præst, der havde døbt mine forældre, at jeg gerne ville døbes i hans kirke. Det var i orden, sagde han. For to måneder siden blev jeg så døbt ved en særlig gudstjeneste. Det føltes rart, da præsten hældte vand på mit hoved. Da jeg gik ud af kirken, vidste jeg, at nu var jeg kristen. I skolen sagde mine klassekammerater til lykke. Også min bedste ven, der er muslim, sagde, at det var godt nok.

Nogle uger senere blev Jaltjin konfirmeret i Kirke Værløse Kirke sammen med sine klassekammerater. Bagefter holdt forældrene en lille fest for ham i rækkehuset i Kirke Værløse.

- Det bedste ved at blive konfirmeret var at stå oppe ved alteret og sige trosbekendelsen. Bagefter knælede jeg, mens præsten lagde hånden på mit hoved og gav mig et ord fra Bibelen. Mit ord var fra Johannesevangeliet kapitel 10, vers 27-28, hvor Jesus siger: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv." Det vers kan jeg godt lide.

 

I kirke

Efter at Jaltjin er blevet døbt, er han begyndt at gå mere i kirke.

- Før gik jeg med i kirken for min mors skyld. Nu gør jeg det for min egen skyld - fordi jeg er kristen. Jeg synes, at når man er kristen, skal man gå i kirke. Jeg kan godt lide at synge i kirken. Jeg er også med i en ungdomsklub i præstens hjem hver tirsdag, hvor vi er nogle kristne unge, der synger og beder, snakker om Bibelen, drikker cola og spiser slik. Det er hyggeligt.

- Jeg er også begyndt at læse i Bibelen. Jeg har fået en meget god bibel af min præst. Når jeg spiser, er jeg begyndt at sige tak til Gud for maden. Jeg beder også for min bror, som stadig er i Aserbajdsjan. Jeg beder om, at min familie må have det godt. Jeg beder også, når jeg har det dårligt. Jeg ved, at Gud vil hjælpe mig.

- Når man er kristen, har man noget at tro på. Man ved, hvad der sker efter døden. Hvis man ikke tror på noget, er der ikke mere, når man dør. Som kristen behøver man ikke at være bange. Jeg har både prøvet ikke at tro på noget og at tro på Gud, så jeg kan godt sammenligne. Det er meget bedre at tro på Gud.

 

BMF