Pigecafé i Århus nedbryder fordomme mellem kristne og muslimer

 (Nyt på tværs nr. 4-2006)

Derya er muslim. Kirsten er kristen. De bor et stenkast fra hinanden i andelsboligforeningen Skovgårdsparken i Århusforstaden Brabrand, der grænser op til Gellerupplanens hvidgrå boligblikke. Derya (21) er medicinstuderende og deler en kollegielejlighed med søsteren Döndü, der også læser medicin. Kirsten (31) er ansat i Indre Mission og bor i en fire-værelses lejlighed i naboblokken sammen med sin kinesiske mand John og sønnen David på 2 år. - Derya og Kirsten lærte hinanden at kende i en pigecafé i Århus, hvor 20-30 muslimske og kristne piger mødes til debat om religion, pigehygge og fortrolig snak. Caféen foregår på skift i et beboerhus, en kirke, en moské, et missionshus og pigernes hjem.

Veninder er de vel ikke. Dertil er aldersforskellen for stor. Og så alligevel. For som Kirsten siger:

     - Når man sidder sammen uge efter uge og taler om de dybeste ting, kommer man til at kunne lide hinanden. Så på en måde kan man godt sige, at vi er veninder. - Derya er enig:

   - Det giver virkelig meget at komme tæt på dig og dine følelser om kristendommen.  

     De lægger ikke skjul på, at de er meget forskellige - de to piger, der sidder og drikker krydret lakridste på Deryas hyggelige kollegieværelse i Brabrand i udkanten af Århus. 21-årige Derya Alici læser medicin på fjerde semester ved Århus Universitet. Kirsten Søvndal Jiang er 31 år, uddannet lærer og ansat i Indre Mission i Århus. Deryas forældre kom til Danmark som gæstearbejdere fra en landsby i Tyrkiet i slutningen af halvfjerdserne. Kirstens forældre bor i Vestjylland. Som barn blev Derya sendt i koranskole i den tyrkiske moské sammen med sine fem søstre for at lære at recitere Koranen på arabisk og lære om islams grundelementer. Kirstens forældre sendte deres fem døtre i søndagsskole og børneklub i missionshuset, for at de skulle lære om Jesus.    

Pigecafé

At Derya og Kirsten mødte hinanden skyldes, at begge er medlemmer af foreninger, der ønsker dialog med anderledes troende. Derya er aktiv i den muslimske organisation Muslimer i Dialog, og Kirsten kommer i Indre Mission.

     - Da KIVIK* startede en pigecafé med debataftener for kristne og muslimer i Århus, fik jeg til opgave at finde de kristne piger. Senere fik vi kontakt med foreningen Muslimer i Dialog. Her var de muslimske piger meget interesserede i at være med, fortæller Kirsten. En af dem var Derya. Hun uddyber:

     - Jeg havde lyst til at møde kristne og få nogle kristne veninder. Jeg ville gerne tale med dem om tro. Man hører så meget negativt om islam. Som muslim synes jeg, at det er min pligt at oplyse om den sande side af islam.  

     Derya har været med i pigecaféen i knap et år. Det har bekræftet hende i, at dialogarbejde er vigtigt.      

     - Når vi diskuterer trosspørgsmål, bliver vi selvfølgelig ikke enige. Men det giver noget andet at høre om kristendommen fra kristne, man kender. Man hører ikke så meget om kristendommen gennem medierne – eller om, hvordan kristendommen påvirker kristnes hverdag. Jeg havde læst om kristendommen i bøger, men jeg havde ikke mødt nogen, der lever kristendommen. Man kan jo ikke bare tage til Netto og få fat i nogle kristne! Jeg vidste for eksempel ikke, at troende kristne også har nogle begrænsninger med hensyn til fester og alkohol. Det er godt for muslimer at opleve, at vi ikke er alene, når vi ikke vil drikke os fulde til fester.

Indblik

Også Kirsten har fået nedbrudt nogle fordomme.

     - Før jeg mødte Derya og de andre piger, vidste jeg en del om islam fra bøger, men at møde muslimer er noget helt andet. Det har været godt at opleve, at vi har mange ting til fælles - og spændende at møde nogle piger, der er meget bevidste om deres tro, og for hvem troen fylder lige så meget, som den gør i mit liv. Vi håber, at flere med tiden vil blive veninder på tværs.   Når man kender hinanden, kan man spørge om detaljer og få mere viden og indblik. Mange tror for eksempel, at alle muslimske piger, der går med tørklæde, bliver presset til det af forældrene. Men sådan er det jo ikke.

     Begge føler, at de kan være helt åbne om deres tro over for hinanden. Her er ingen skjulte dagsordener.

     - Selvfølgelig ville jeg ønske, at Kirsten blev muslim. Jeg mener jo, at det bedste for alle mennesker er at tro på Allah som skaberen og Muhammed som den sidste profet. Men der er ikke tvang i islam. Jeg kan kun håbe, at det, jeg forklarer, kan hjælpe nogen, der er i tvivl. Mission er jo heller ikke bare ord. Det er hvordan man lever. Jeg vil gerne vise, hvordan man er som muslim - at man har en god opførsel, siger Derya. Kirsten nikker genkendende.

     - Som kristen vil jeg også ønske, at alle mennesker må finde troen på Jesus. For mig er islam jo ikke det bedste. Men jeg kan kun fortælle, hvad der er det vigtigste for mig, og forsøge at vise, hvordan jeg lever mit liv som kristen. Jeg må respektere, at Derya har en anden tro.

Livsstil

Begge piger ønsker at leve deres tro ud i hverdagen i en personlig praksis såvel som sammen med andre, der har den samme tro. Derya forklarer:

     - For mig er islam en livsstil. Det betyder meget for mig at leve efter Koranen og profetens eksempel. Jeg beder fem gange om dagen, læser Koranen, faster og giver penge til humanitære organisationer. Ved siden af tænker jeg meget over, hvad meningen med livet er. Det er vigtigt at være et godt eksempel for andre. Mine forældre har altid sagt, at vi skulle være stærke og tage en uddannelse. Det har helt klart haft indflydelse på min personlige udvikling. Derfor læser jeg i dag medicin, er aktiv i samfundet og med i dialogarbejde.

     For Kirsten har den kristne tro altid været en naturlig del af hendes liv.

     - Jeg begyndte i søndagsskole, da jeg var 3 år. Derhjemme bad vi bordbøn, og min far læste et andagtsstykke efter aftensmaden. Men det var ikke sådan, at vi snakkede en masse om troen. Det var mere mine forældres vaner - at de gik i kirke og til møder i missionshuset.

     Når hun skal forklare, hvordan hun praktiserer sin tro, nævner hun bøn, bibellæsning og kirkegang.

     - Jeg har altid været vant til at læse i Bibelen og bede, før jeg gik i seng. Det gør jeg stadig. Når jeg lægger min søn i seng, synger vi og beder Fadervor.   Hvis vi en søndag ikke kommer af sted i kirke, mangler der noget. Det er både det at høre Guds Ord og det fællesskab, der er i kirken. I hverdagen forsøger jeg at tænke over de ting, jeg gør - hvordan jeg kan leve et godt liv og vise andre lidt af Guds kærlighed.

     Derya begyndte først bevidst at prioritere sin religion, da hun gik i gymnasiet.    

     - Når vi diskuterede i timerne, følte jeg, at jeg ikke havde den fulde viden om min religion. Min tvillingesøster og jeg snakkede meget om vores identitet. Vi var født i Danmark, men vi ville gerne vide lidt mere om vores baggrund. Derfor begyndte vi at læse Koranen og nogle bøger om vores profet og gå til møder i foreninger. I starten var vores forældre lidt bekymrede. De havde jo hørt, at man kan udnytte islam til dårlige ting. Men vi fortalte dem altid, hvor vi gik hen, og hvad vi hørte. Det gør vi stadig.

Privilegium

Derya har netop afsluttet en måneds faste.

     - Ramadanen er en måned, hvor fællesskabet styrkes, og man oplever noget helt andet, end man plejer. Egentlig er det ikke så hårdt at faste. Man får jo styrke. Når jeg holder mig fra at spise og drikke fra solopgang til solnedgang, dukker der en masse tanker op. Man bliver mere villig til at støtte de fattige og betale noget til humanitære formål, når man selv prøver at være sulten. At faste tester også ens tålmodighed. Man må jo ikke gå rundt og være sur, fordi man er sulten!

     - For mig er det ikke svært at være muslim i Danmark. Jeg har gået med tørklæde, siden jeg var 12 år. Min tvillingesøster og jeg begyndte samme dag. Det var vores eget valg. Dengang syntes alle i klassen, at det var virkelig underligt. I dag er det overhovedet ikke noget problem - hverken på universitetet eller hospitalet. Folk har vænnet sig til, at vi altså også findes!

     På spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved at være henholdsvis muslim og kristen, siger Derya efter en kort pause:

     - At jeg lever efter noget, jeg er overbevist om er sandt. Livet har et formål. Der er noget efter døden. Jeg ved, at jeg bliver stillet til regnskab. Derfor passer jeg på, hvad jeg gør. Jeg føler, at jeg får det bedste, når jeg underkaster mig under Allah. Jeg vil også gerne på pilgrimsrejse, mens jeg er ung, rask og sund. For man ved jo aldrig.    

     For Kirsten er det friheden i Kristus:

     - For mig er livet en gave og ikke nogen test. Jeg ville aldrig kunne bestå en test. Jeg tror, at Jesus har gjort det, jeg aldrig kan gøre. Derfor kan jeg leve mit liv i taknemmelighed til ham og bruge min frihed under ansvar. Ved pigeaftenerne bliver jeg så glad for min egen tro!

     Derya og Kirsten er enige om, at mødet med nogle, der har en anden tro, har styrket deres egen tro.

     - Det er et kæmpe privilegium at møde nogle piger, der bare er så anderledes, og få indblik i deres religion og hverdag - og samtidig få lov at fortælle om min egen tro, siger Kirsten. Derya nikker bekræftende:

     - Jeg er rigtig glad for, at jeg i dag har flere veninder som Kirsten, der er kristne.

BMF

* Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom