FN-chauffør startede menighed i Herlev

(Nyt på tværs 1-2014)

BLÅ BOG: Amon Nkusi Kijana er 46 år og tidligere FN-chauffør. Han er født i DR Congo men flyttede til nabolandet Rwanda på grund af borgerkrigen, da han var først i tyverne. For fjorten år siden kom han til Danmark gennem familiesammenføring med sin kone Speciose Batamuliza, der er flygtning fra Burundi. Siden 2001 har han været præst for den østafrikanske menighed Bethel World Mission Church i Herlev. Sideløbende har han arbejdet som postbud, lagerarbejder og senest truckfører.

Det første år i Danmark mødte Amon Nkusi Kijana mange afrikanere, der var holdt op med at gå i kirke. Ikke blot var sproget et problem. Afstanden mellem afrikansk og dansk kirkeliv var ganske enkelt for stor.

     - Jeg forstod dem såmænd godt. Den måde, danskerne har kirke på, var også helt ny for mig. Det handlede både om sproget og kulturen. Derfor begyndte vi at mødes i vores lejlighed for at synge og bede sammen. Men når vi sang på vores afrikanske måde, klagede naboerne over, at vi larmede! Det var ikke min mening at starte en menighed, men efterhånden blev vi så mange, at vi ikke kunne være i vores lejlighed, fortæller han.  

     Det blev starten på den østafrikanske menighed Bethel World Mission Church i Mørkhøj Kirke i Herlev. Her samles 50-60 afrikanere, hovedsagelig fra Rwanda, Burundi og DR Congo, hver søndag eftermiddag til to timers gudstjeneste efterfulgt af te og frisksmurte franskbrødsmadder.

     - Jeg har stor respekt for den måde, den danske menighed har åbnet deres hjerte for os. Vi føler os meget velkomne. Da kirken for et par år siden fejrede 50-års jubilæum, blev jeg inviteret til at gå i procession sammen med biskoppen. Det viste os, at vi var accepteret, fortæller Kijana, der som præst trækker på mange års kirkelige erfaringer i Congo og Rwanda.

     - Som præst har jeg aldrig fået løn. Men jeg elsker mit arbejde. Når jeg hjælper en familie, får jeg det selv rigtig godt. Det giver megen mening og glæde. Jeg kender alle i menigheden og besøger to familier hver uge. Det har jeg gjort i mange år.

Hjælper hinanden

Den afrikanske præst er en venlig og udadvendt mand, der gerne tager initiativ til kontakt. Alligevel oplever han det svært at komme ind på livet af danskerne.

   - Danskerne har meget travlt. De er optaget af arbejde og børn. Folk er meget trætte og har ikke tid. Derfor blander danskerne sig ikke i hinandens liv. Man hjælper kun, hvis nogen spørger. I vores kultur er det helt anderledes. I Afrika har man rigtig megen tid.    

   - Hvor finder man venner i Danmark? Efter 14 år har jeg endnu ikke nære danske venner. Når jeg inviterer naboer hjem, kan jeg mærke, at de holder afstand. Mine naboer kender mig jo ikke og ved ikke, hvordan jeg lever. Arbejdskolleger ser man kun på arbejdspladsen. I vores menighed har mange stadig ikke danske venner. Derfor vælger de at være sammen med andre afrikanere. Vi forstår hinanden. I vores kultur er det naturligt at hjælpe hinanden. Hvis man mangler penge, går man til sine venner, før man går i banken. Da min kone og jeg for nylig skulle flytte, kom 15-20 af vores venner fra menigheden og hjalp os med at pakke. Tingene bliver nemmere, når man hjælper hinanden. I menigheden er vi hinandens familie.

     Han fortæller, at hans egen familie i Rwanda har valgt ham som familiens overhoved. Ikke overraskende. Den høje rolige afrikaner udstråler en naturlig myndighed og autoritet.  

     - Min familie betyder rigtig meget for mig. Selv om jeg har boet i Danmark i mange år, tænker jeg stadig på den afrikanske måde og rådfører mig altid med min familie, inden jeg tager en større beslutning. Vi er otte søskende. De spørger også mig til råds. Som afrikaner er man aldrig alene, forklarer Kijana.

Samarbejde

Årene i Danmark har lært ham, at i et foreningsland er det er vigtigt at organisere sig, hvis man vil integreres i samfundet.  

     - Vores menighed er organiseret som en forening med en bestyrelse. Når man gør tingene på den danske måde, er det også lettere at samarbejde med folkekirken. Vi håber, at nogen vil hjælpe os med materialer til børnene på dansk. De fleste taler jo dansk derhjemme. De skal lære, hvorfor de er i kirken. Under gudstjenesten skiftes fire voksne fra menigheden til at stå for aktiviteter for børnene. Somme tider inviterer de deres danske kammerater med. Mange danske børn kender ikke kirken.

   - Som afrikanere synes vi, at folkekirken somme tider bruger rigtig mange penge på ting, der ikke er så vigtige. Mange tror, at folk kommer, hvis kirken har flotte lokaler. Men det får ikke danskere til at tro på Gud. Kirken kunne gøre mere for børnene og de unge. Det er dem, der er fremtiden, understreger han.

En anden verden

- Vi vil gerne lære at forstå danskerne og hvorfor de er kirke på deres måde. Vi håber, at danskerne også vil prøve at forstå os, vores kultur og hvad vi kommer fra. Vi må være tålmodige og give tid til hinanden. Det vigtigste er, at vi mødes. For vi kan lære meget af hinanden, mener Kijana og uddyber:

     - Mange af os er vokset op med krige og konflikter. Vi har set mange dårlige ting - nød, død og elendighed. Krig gør noget ved mennesker. Livet bliver billigt. Børn ser døde mennesker på gaden. Det er en helt anden verden. I Danmark har der ikke været krig i mange år. Danskerne har stor respekt for det enkelte menneskes værdi. Det kan vi lære noget af.  

     - Afrikanere har lært at acceptere livet, som det er, med gode og dårlige dage. De fleste afrikanere har et hjerte, der kan tåle det svære. Det ligger både i den kristne tro og i kulturen. Når der er problemer, giver vi ikke op. Mange danskere forventer det perfekte liv og har svært ved at leve med problemer. Afrikanere har altid et håb. Det håb vil vi gerne dele med danskerne.

BMF