Der skal være overskud til andre i vores ægteskab, siger burmesisk familie
(Nyt på tværs 4-2006)

Midt i en travl hverdag med sprogskole, barn nummer to på vej og fuldtidsarbejde prioriterer Sang Nawl og Sarah Sung tid til kirke og foreningsliv. En gang om måneden tager de til dansk gudstjeneste i en baptistkirke, og hver anden uge mødes de med andre kristne burmesere i Chin Christian Fellowship, hvor Sang er formand. De kommer begge fra den kristne delstat Chin i Myanmar (tidligere Burma), hvor kirkerne er fulde hver søndag, og hvor de kristne er vant til at hjælpe hinanden i en barsk hverdag i skyggen af et af verdens mest brutale militærdiktaturer.

På burmesisk betyder Sang en høj mand. Og nok er Sang Nawl lille og spinkel sammenlignet med de fleste skandinaver, men man mærker hurtigt, at den 37-årige smilende burmeser har en naturlig autoritet. En regnfuld novemberdag byder han indenfor i andelslejligheden i udkanten af Varde, hvor han bor sammen med sin kone Sarah Sung (27) og to-årige Monica, der er født i Danmark. Familien kom til Vestjylland for snart tre år siden, da de som illegale flygtninge i Malaysia blev tilbudt genbosættelse i Danmark gennem FN. I dag arbejder Sarah, der tidligere har været engelsklærer, som tolk, og Sang har siden april haft fast arbejde på en madrasfabrik. Derudover er han formand for Chin Christian Fellowship i Danmark, der arrangerer møder, gudstjenester og lejre for de ca. 400 burmesere, der de seneste år er kommet til Danmark som FN-kvoteflygtninge. Som Sang og Sarah er de fleste baptister fra den overvejende kristne delstat Chin i det nordvestlige Myanmar, der kæmper for demokrati og selvstændighed. Landets buddhistiske centralregering svarer igen med religiøs og politisk undertrykkelse, fængslinger, tortur og massakrer på lokalbefolkningen.  

 

Mødtes i kirken

Da Sang og Sarah mødte hinanden for snart seks år siden, var de begge flygtninge og opholdt sig illegalt i Malaysia.

     - I Burma havde vi problemer med militæret. Det var meget farligt. Vi mødte hinanden i den burmesiske kirke i Kuala Lumpur, hvor vi var 3-400 flygtninge. Jeg var med i menighedens ledelse, fordi jeg som lærer havde arbejdet for kirken i vores provins og rejst rundt og undervist i kristendom. Sarah sang i kirkekor. Som flygtning bad jeg meget til Gud for min fremtid. Jeg ville gerne giftes med en god kvinde. Jeg kunne se, at Sarah havde en god karakter. Og så var hun meget smuk, tilføjer Sang med et skælmsk smil. Sarah supplerer:

     - For mig var det vigtigt, at Sang havde givet sit liv til Gud, og at han levede et godt liv. Jeg lagde også mærke til, at han hverken røg eller drak.

     Men inden der kunne blive bryllup, måtte Sang først ringe hjem til sin mor i Myanmar for at fortælle, at han havde fundet den pige, han gerne ville giftes med. Han bad moren kontakte Sarahs forældre og bede om deres tilladelse.

     - Sådan gør vi i vores kultur. Heldigvis sagde Sarahs forældre ja! Men ingen fra vores familie kunne ikke være med til vores bryllup.

 

Menigheden arrangerede bryllupsfest

Da parret gav hinanden deres ja den 24. oktober 2002 i Kuala Lumpur, sørgede den burmesiske menighed og venner for, at der blev holdt stor bryllupsfest, hvor der ikke manglede noget. Men de mange fotos af det smilende brudepar fortæller ikke, at Sarah forinden havde været i fængsel i seks måneder, da de malaysiske myndigheder nægtede at anerkende hendes registreringspapirer fra UNHCR, og at parret det næste år gentagne gange måtte skifte opholdssted for at undgå arrestation.

     - Da vi fik tilbud om at komme til Danmark gennem FN, sagde vi med det samme, at det ville vi meget gerne. Vi var villige til at rejse til et hvilket som helst land. I Malaysia havde vi ingen rettigheder og ingen til at beskytte os. Vi var hele tiden bange for, at politiet skulle fange os. Vi arbejdede illegalt - Sarah på en restaurant og jeg som elektriker. Vi drømte om en ny fremtid i et land, hvor vi kunne bo og arbejde og bygge et nyt liv op sammen, fortæller Sang.

 

Hjælper hinanden

At det var en meget stor omvæltning at komme til Danmark fra et traditionelt asiatisk samfund, lægger de ikke skjul på.  

     - I vores land er der mange kvinder, der ikke arbejder. De hjælper deres mand og passer børn og laver mad. Men sådan er det ikke i Danmark. Her laver jeg også mad og gør rent og passer Monica. Vi arbejder jo begge to. Vi har ikke fars arbejde og mors arbejde. I stedet hjælper vi hinanden, forklarer Sang, mens han holder et vågent øje med datteren, der sidder på en kontorstol foran computeren og opmærksomt følger de skiftende billeder på skærmen.  

     Sarah uddyber:

     - Det vigtigste i et ægteskab er at forstå hinanden. Sang har temperament og kan godt blive vred. Så går jeg ud og siger ikke noget. Når jeg så kommer tilbage, er det OK. - Sang tilføjer med et grin:

     - Somme tider siger jeg for meget. Sarah er roligere og venter, indtil jeg er faldet ned igen!

     Som forældre er det vigtigt for dem, at datteren Monica ikke glemmer, hvem hun er, og hvor hendes familie kommer fra.

     - Vi kan godt være lidt bange for, at hun skal glemme vores sprog og kultur og vores kristne tro, når hun bliver stor. I vores land er der mange børn og unge i kirken og søndagsskolen. Det er der ikke i Danmark. I Varde bor der 20.000 mennesker, men de 19.000 går ikke i kirke! Nogle danskere siger til mig, at folk i Danmark har mange penge og ikke behøver at bede Gud om mad. Sådan ønsker vi ikke, at vores datter skal tænke. Vi tager hende med i kirke, for at det skal blive naturligt for hende at tænke på Gud, siger Sang.

 

Et godt liv

Parret har altid været enige om at prioritere tid til et aktivt kirkeliv og er ikke i tvivl om, at det fælles engagement og fællesskabet med andre i kirken har styrket deres ægteskab. Som formand for Chin Christian Fellowship rejser Sang rundt og besøger andre burmesiske familier i Danmark for at støtte og opmuntre dem i et nyt land. Da familierne bor spredt ud over landet, koster det både tid og penge. Også Sarah deltager aktivt i foreningens arbejde.

     - Som burmesere har vi brug for hinanden. En gang om året holder vi en stor konference for alle familierne, og i løbet af året mødes vi i hjemmene til bøn og bibellæsning. Her i Vestjylland samles vi to gange om måneden til vores egen gudstjeneste. Normalt er vi mellem 50 og 70.

     Sang og Sarah lægger ikke skjul på, at de savner deres familie. Alligevel er de enige om, at de har et godt liv i Danmark.

     - Vi er alene her uden vores forældre og bedsteforældre. Det kan godt være hårdt. For eksempel er det rigtig svært for os, når Monica er syg. Der er jo ikke nogen, vi kan spørge om at passe hende, og vi er bange for at miste vores arbejde, hvis vi bliver hjemme hos hende, forklarer Sarah, og Sang uddyber:  

     - Selvfølgelig er alt anderledes her - vores arbejde, levestandard, sproget og kulturen. Men når vi er i Danmark, er vi nødt til at lære det danske system. Det gælder også i familien. Det har ikke været så svært for os. Vi hjælper hinanden og har ikke store problemer. Og så læser vi i Bibelen og beder Gud om at hjælpe os og bruge os. Vi vil ikke kun tænke på vores egen familie, men også på andre, siger Sang.

BMF