Anglikansk biskop efterlyser større åbenhed for inspiration fra Afrika
(Nyt på tværs 3-2007)
De seneste 20 år er antallet af afrikanske menigheder i Europa vokset markant i takt med, at politisk ustabilitet og fattigdom har fået stadig flere afrikanere til at søge mod nord. Samtidig ønsker mange afrikanske kirker at være med til at bringe kristendommen tilbage til et sekulariseret Europa. I Danmark findes der i dag mindst 15 afrikansk-ledede menigheder, der ikke alene tiltrækker afrikanere men også andre nationaliteter - heriblandt danskere. Nyt på tværs har spurgt den ugandesiske biskop David Zac Niringiye, hvad der kendetegner afrikansk kristendom, og hvad afrikanske migrantmenigheder kan tilføre det danske samfund. Den anglikanske biskop besøgte for nylig Danmark i forbindelse med Danske Kirkedage og talte efterfølgende på en inspirationsdag i København arrangeret af blandt andet Tværkulturelt Center.
Egentlig bryder den smilende biskop i vinrød skjorte og hvid præstekrave sig ikke om betegnelsen afrikansk kristendom.
- Der er en tendens til, at alt, hvad der kommer fra Afrika, kaldes afrikansk, mens det, der kommer fra Europa, ikke behøver nogen geografisk etikette. Det betragtes som det normale og normative. Men jeres kirke er ikke repræsentativ for kristendommen i verden. Kirken i Afrika er på mange områder tættere på kristendommens kerneværdier, understreger David Zac Niringiye og sætter ord på nogle af de forskelle, han selv har observeret:
- For afrikanere er der en nær sammenhæng mellem tro og dagligdag. Man kan sige, at vi har et integreret verdensbillede. I Vesten forsøger I at holde religion adskilt fra resten af livet. Tro betragtes som en privatsag. Men det er en falsk opsplitning. Den kristne tro har altid praktiske og samfundsmæssige konsekvenser.
- Afrikanske kirker er kendetegnet ved fællesskab, gæstfrihed og livsglæde. Ofte er det samfundets fattige og marginaliserede grupper, der har størst kapacitet for gæstfrihed og gavmildhed. Det ser jeg i min egen by Kampala, hvor de rige med god plads bygger mure omkring deres store huse, mens de fattige i slumkvartererne deler deres fattigdom. De rige deler ikke deres rigdom. Tværtimod er materiel overflod med til at nedbryde fællesskabet og få mig til at tro, at jeg ikke behøver andre mennesker. Derfor er Vestens individualisme og stræben efter stadig flere materielle goder ikke sund kristendom. Velstand er et gode, men det er gavmildhed og ikke grådighed, der er tegn på Guds velsignelse.
- I Afrika har vi en dyb længsel efter Gud, som jeg ofte har svært ved at få øje på i Europa. Afrikanske kristne søger Gud. I Vesten lader alt for mange sig tilfredsstille af det skabte i stedet for Skaberen. I Afrika kalder vi det afgudsdyrkelse.
Kristen modkultur
For den anglikanske biskop, der foruden en doktorgrad i teologi og missionshistorie også er uddannet fysiker og har boet en årrække i Vesten, er det en vigtig pointe, at kristendommen ikke er identisk med europæisk kultur.
- I Vesten var det længe en udbredt holdning, at det bedste, I kunne gøre for resten af verden, var at eksportere jeres kultur til os. Men jeres kultur er hverken bedre eller mere kristen end andre kulturer. Alle kulturer kan rumme det kristne evangelium. Guds folk er et regnbuefolk.
- Samtidig er det vigtigt, at kirken ikke bliver et spejlbillede af det omgivende samfund. Det er den store udfordring til kirken i Vesten i dag - at turde være en modkultur, der er med til at forme fremtidens samfund efter kristne værdier i stedet for blot at tilpasse sig.
Biskoppen advarer mod at marginalisere de afrikanske migrantmenigheder, så de ender som isolerede ghettoer. I stedet mener han, at de nye menigheder kan tilføre dansk kirkeliv ny vitalitet, hvis vi er villige til at gøre op med fordomme om Afrika som et kontinent, der ikke har noget at bidrage med af betydning.
- De afrikanske præster er Guds gave til det danske samfund og dansk kirkeliv. Mange er dygtige og velbegavede. Anerkend de gaver, Gud har givet dem, og mød dem som kolleger og samarbejdspartnere. De forkynder det samme evangelium, men på nye kreative måder. Dermed når de mennesker, som de etablerede kirker ikke når. Jeg har mødt danskere, der ikke kan relatere til institutionaliseret dansk kristendom, men som har genfundet deres kristne tro i en afrikansk menighed. Hvis ikke Europas kirker er åbne for inspiration fra Afrika og resten af verden, vil de sygne hen. Fremtidens kirke er per definition multikulturel.