Eritreansk familie starter nyt liv på Sydsjælland

(Nyt på tværs 1 - 2018)

Abraham Haile har omhyggeligt skrevet alle datoer ned i et kladdehæfte. Syv år er der gået, siden den 42-årige skoleinspektør en februarnat i 2011 illegalt krydsede grænsen fra Eritrea til nabolandet Etiopien i ly af mørket. Han læser højt: Seks måneder i Etiopien. Tre år i Sudan. Syv dage i Sahara. To måneder og ni dage i Libyen. 10 timer på Middelhavet. 16 dage i Italien. Ankomst til København den 13. maj 2015.

Han måtte vente to endnu to et halvt år, inden han for to måneder siden fik familiesammenføring med sin kone Yehdega (30) og de to børn Natnael (10) og Betiel (6). I dag bor familien i Haslev på Sydsjælland. "Vi er klar til et nyt kapitel i vores liv," siger han og smiler varmt til Yehdega, der sidder på gulvet i det lille værelse og rister etiopiske kaffebønner på en elektrisk kogeplade.  

6-årige Betiel er glad for sin far. Så glad, at hun ikke gerne deler ham med andre. Når han sidder og taler med fremmede, kommer den lille pige med de klare øjne og stramme fletninger forbi med korte mellemrum for at sikre sig, at hun stadig kan få sin fars opmærksomhed. For hun har kun haft to måneder til at øve sig i at have en far. Selv om hun altid har vidst, at han var der et sted langt borte i et andet land, og også snakket med ham på Skype, mødte hun ham første gang i Kastrup Lufthavn en decemberdag i 2017.

Pladsen er trang men gæstfriheden stor på det lille kollegieværelse bag en af de gamle skoler i Haslev, hvor Abraham Haile og hans kone Yehdega byder på den eritreanske nationalret injerra og wått. Det tidligere kollegium fungerer i dag som midlertidig bolig for mange af de flygtninge, der er kommet til byen de seneste år. Her har den eritreanske familie tre tilstødende værelser på første med fælles toilet på gangen og fælleskøkken i underetagen.

     - Vi drømmer om en dag at leje vores eget hus. Vi vil gerne bo ude blandt danskerne, så vi kan få flere danske venner og lære mere om livet i Danmark. Men først skal jeg have et arbejde, så jeg kan betale husleje. Jeg har været i praktik i Aldi og Netto, og næste måned starter jeg i praktik i et skovbrug. Det er svært at finde et rigtigt arbejde i Danmark. Jeg vil gerne være skolelærer igen, men sproget er et stort problem. Måske kan jeg arbejde i en børnehave. Eller uddanne mig til mekaniker. Eritreanere har ikke lyst til at modtage penge fra kommunen. Vi er unge, raske og stærke. Vi vil gerne tjene vores egne penge.

Skoleleder

På mange måder er den tidligere skoleinspektør en mønsterbryder. Han er født i en landbofamilie 80 kilometer fra hovedstaden Asmara, men på grund af den langvarige uafhængighedskrig mod Etiopien kom han først i skole som teenager.

     - Alligevel nåede jeg at gå i skole i 11 år. I 2003 tog jeg afsluttende eksamen som lærer fra Asmara Teacher Training Institute. Da var jeg 28 år og den første i min familie, der havde taget en uddannelse. Min familie var meget stolt af mig, fortæller Abraham Haile, der efter nogle år blev udnævnt til leder på en skole med 800 elever nær den etiopiske grænse.

     - I Eritrea er det regeringen, der bestemmer, hvor man skal arbejde. Men jeg var glad for mit job. Det første år blev jeg gift med min kone. Vi voksede op i samme område, men nu var hun 18 år og meget smuk. Da vi mødtes igen, vidste jeg, at det var hende, jeg ville giftes med. Vi byggede vores eget hus og fik en søn. Vi manglede ikke noget.  

Familien tilhører den ortodokse kirke, og begge er opvokset med bøn og kirkegang.

     - I vores kirke startede gudstjenesten om natten, mens det endnu var mørkt. Jeg kan stadig høre trommerne fra kirken og præstens sang, når han kaldte til bøn: "Vågn op! Kom her - vi skal bede!"

Kirken er det sted, hvor mennesker kan bede til Gud. Her er Guds øjne og Guds ører. Jeg kan godt bede derhjemme, men det er godt at gå i kirke. Her i Danmark tager jeg somme tider min familie med til gudstjeneste i en eritreansk menighed. Det er vigtigt for os at bede på vores eget sprog. Men jeg har også kontakt med en dansk præst her i byen. Somme tider låner vi lokaler i kirken til eritreanske kirkefester. Kirken har også inviteret os til at synge. Det vil vi meget gerne, siger Abraham Haile.      

Flugten

Han havde ikke forestillet sig, at han en dag ville blive flygtning i et andet land.

     - Vi havde et godt liv. Men så i 2011 fik jeg besøg af nogle fra regeringen, der ville have mig til at finde et barn på skolen, der kunne spionere i grænseområdet til Etiopien og rapportere om, hvor de etiopiske soldater befandt sig. Skolen lå kun tre kilometer fra grænsen. Men jeg sagde nej. Det ville jeg ikke være med til. De sagde, at jeg skulle overveje igen. Om en måned ville de komme tilbage. Jeg vidste, hvad der så ville ske. I mit land siger man ikke nej. Efter 20 dage flygtede jeg over bjergene til Etiopien om natten. Jeg gik meget forsigtigt ligesom en kat. Ingen måtte vide noget. Jeg kunne ikke en gang sige farvel til min kone.
Flugten lykkedes, og efter nogle måneder kom han videre til Sudan.

     - I Khartoum pakkede jeg ris fra klokken seks om morgenen til klokken 20 om aftenen. Fordi jeg sendte penge til min kone, der havde mange problemer, gik der tre år, inden jeg havde tjent nok til at rejse videre til Europa. I Sudan er det ikke sikkert for eritreanere. Der var ingen fremtid for os.  

Han fortæller lavmælt om rejsen til Libyen gennem Saharas ørken. En rejse, der tog otte dage.

     - Det var februar og meget koldt. Vi kørte i fire Toyotaer. Omkring 35 personer i hver bil. Vi havde meget lidt mad og næsten ikke noget vand. Om morgenen samlede vi dug og drak en teskefuld af gangen. I Tripoli ventede vi i et hus to måneder, inden vi kom videre til Italien. Vi var 450 mennesker i en lille åben båd. Vi havde ingen kaptajn og ingen GPS. Ude på havet bad vi til Gud, og nogle af os begyndte at synge sange fra vores kirke. Vi sejlede rundt i cirkler i 10 timer, inden vi blev opdaget af italienerne.

Fra havnebyen Catánia på Sicilien kom Abraham til Milano, hvor han har en søster, der hjalp ham med den videre rejse. Efter få uger nåede han Danmark.

     - Det var min plan at tage til Norge, men jeg havde ikke flere penge. Nogle eritreanere fortalte mig, at jeg kunne søge asyl i Sandholmlejren. Her endte min rejse.

Et godt liv

Hverdagen i Danmark er stadig ny for den eritreanske familie, selv om Abraham Haile snart har boet i landet i tre år og taler godt dansk. Men foreløbig går det godt, fortæller han med et stort smil. Børnene er glade for deres nye skole, og Yehdega er startet på sprogskolen   og har allerede lært de første danske ord.

     - Livet har lært os at tage en dag af gangen. Da jeg kom til Danmark i 2015, havde jeg to store spørgsmål: Kunne jeg få asyl, og kunne min familie komme til Danmark? Jeg fik asyl efter fire måneder på Langeland. Dengang syntes jeg, at det var meget lang tid. I dag ved jeg, at mange venter meget længere. Men jeg savnede min familie meget og var meget bekymret for dem. På det tidspunkt var de kommet til Etiopien, men alt var usikkert. Det var en meget svær tid for min kone.

     - Da jeg endelig stod og ventede på dem i lufthavnen, var det næsten uvirkeligt. Var de virkelig med flyet? Kunne vi finde ud af at leve sammen igen efter så lang tid? Da jeg så dem, græd jeg af glæde. Min søn var kun tre år, da jeg rejste. Min datter på seks år var født, efter at jeg forlod Eritrea. Da jeg så hende, gav jeg hende et meget stort knus - så stort som helt fra Jylland til Sjælland! Ganske vist kendte vi hinanden fra Skype og telefon, men nu var vi sammen alle fire. Jeg var verdens lykkeligste mand!    

     - I dag har jeg mange tanker om livet. Siden jeg forlod Eritrea, har jeg set mange ting og været meget nær på døden. Mange, der rejste som mig, døde i Sahara eller på Middelhavet. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg lever. At jeg er heldig. Min familie er samlet i et fredeligt land. Her kan vi fået godt liv. Jeg er en meget taknemmelig mand.  

BMF