Maria er egypter - og kristen

(Nyt på tværs 1-2010)

Maria Fanous er født i en kristen egyptisk indvandrerfamilie og opvokset i Brøndby Strand. Faren er ingeniør og kom hertil fra Cairo i 1970erne for at arbejde og læse videre. Senere kom Marias mor, der i mange år har arbejdet som arabisk tolk. Som koptere tilhører familien et af verdens ældste kristne kirkesamfund. Maria og hendes to søstre voksede op med kirkegang hver søndag i den koptiske menighed i København. Med årene er den kristne tro kommet til at betyde stadig mere for den 24-årige egypter, der læser psykologi ved Københavns Universitet.

Selv om Maria Fanous er kristen og har boet i Danmark det meste af sit liv, føler hun sig ikke dansk. Med årene er hun blevet mere bevidst om, at hendes kulturelle og religiøse baggage er meget anderledes end danske unges. I dag er hun nået dertil, hvor hun  betragter sin anderledes baggrund som noget positivt og personligt berigende. Men sådan har det ikke altid været for den 24-årige studerende, der næste sommer afslutter en kandidatuddannelse i psykologi.

- Da jeg var yngre, ville jeg gerne være som mine venner. Vores familie var i forvejen anderledes, fordi vi var egyptere. Hvis jeg sagde til mine venner, at jeg ikke kunne være sammen med dem, fordi jeg skulle i kirke, syntes de det var mærkeligt. 

- I dag har jeg ingen problemer med at være den, jeg er. Jeg plejer at sige, at jeg føler mig som en egypter, der bor i Danmark. Det har jeg det godt med. Mine forældre er jo født og opvokset i Egypten. Jeg er ikke egypter på samme måde som dem, men jeg er heller ikke bare dansker, selv om danskheden kommer lidt mere frem, når jeg besøger min familie i Egypten. Dernede føler jeg mig mere europæisk.
 
Koptisk kristen
Som kopter tilhører Maria et af verdens ældste kirkesamfund. Den koptiske kirke i Egypten blev efter traditionen grundlagt af apostlen Markus omkring år 42 e.Kr. og kan føre en ubrudt linje tilbage til oldkirken og de egyptiske kirkefædre. 

 - Jeg er både glad og stolt over at være kopter. Man har en anden historie med, som mange ikke kender. I Egypten er kristendommen aldrig blevet spredt på en voldelig måde. Tværtimod er mange kristne blevet dræbt for deres tro op gennem historien. Som kopter føler man virkelig, at de har betalt en pris for, at den koptiske kirke eksisterer i dag. Men i hverdagen tænker jeg nok mere på, at jeg er kristen overhovedet. I Danmark er der ikke rigtig plads til det at tro på Gud. Folk synes, det er lidt spøjst - som om  man ikke har stillet spørgsmål til tilværelsen. Man er uvidende. I England, hvor jeg tog min bachelor og mastergrad, er der meget mere plads til at være anderledes. Dér bor der folk fra hele verden med forskellige religioner. Det er bare så normalt. For mig var det en meget positiv erfaring. 

Kærlig Gud
Marias forældre komme begge fra kirkeligt aktive familier i Egypten og var i sin tid med til at oprette den koptiske menighed i Danmark, der siden 1996 har haft egen kirkebygning i Tåstrup.

- Mine forældre er meget åbne om deres tro. Man kan se på deres liv, at de har noget specielt, og at Gud gør en stor forskel i deres liv. Vi børn lærte tidligt, at kirken var noget, der skulle tages alvorligt. Hjemme talte min mor meget om Gud og fortalte historier fra Bibelen og den koptiske kirke. Når der skete noget godt, blev vi gjort opmærksom på, at det ikke bare var tilfældigt. Vi skulle huske at være taknemmelige. Det er jeg rigtig glad for i dag. Gennem min barndom blev jeg hele tiden mindet om, at jeg som person er meget speciel for Gud. Vores forældre tegnede et billede af Gud som uendelig megen kærlighed. Det var også meget det, vi hørte i kirken. Selvfølgelig skal vi tage ansvar for vores liv, for Gud er også en retfærdig og dømmende Gud, men det var først og fremmest Guds kærlighed, der blev lagt vægt på. Det billede sidder stadig dybt i mig. I forhold til andre religioner føler jeg, at kristendommens sandhed er baseret på kærlighed.

Kilde til glæde
I dag har Maria et reflekteret og meget personligt og forhold til sin kristne tro.

- Jeg føler, at jeg har brug for noget, der giver mening i livet. Jo ældre man bliver, jo mindre betyder samfundets reaktion. Min tro er en kilde til stor glæde i mit liv.

- Da jeg var yngre, gik jeg i kirke, fordi jeg skulle. Nu går jeg i kirke, fordi jeg har brug for det. Der er så mange ting at jonglere med i livet, at man let glemmer fokus. Jeg har brug for ro i det her travle liv. Det får man i vores kirke, hvor gudstjenesten varer tre timer. Bagefter har man mere overskud. Selvfølgelig skal man også arbejde med sig selv. At gå i kirke løser ikke alle problemer. Men det er et godt sted at starte. 

 - Bøn har altid været en del af livet omkring mig. I den koptiske gudstjeneste har bønnen en stor plads. I dag bliver gudstjenesten oversat fra klassisk arabisk til dansk, så jeg forstår næsten det hele. Jeg har ikke selv en struktureret bønspraksis. For mig er bøn også at sidde og have en stund, hvor man tænker. Jeg beder mest, når jeg er taknemmelig, stresset eller har brug for hjælp. Det er noget, der vokser inde i mig og bliver mere og mere naturligt. 

Maria har aldrig følt, at hendes anderledes opdragelse har begrænset hendes valgmuligheder. 

- I vores religion er der ikke forskel på mænd og kvinder. Måske kan der godt være forskel på forventninger til pigers og drenges adfærd, men det er mest negativ kulturel baggage fra Egypten. Man beskytter piger lidt mere. Selv fik jeg lov at rejse til England, da jeg var 18, og gå på universitetet i fire år, selv om mine forældre nok ikke var så glade for det i begyndelsen. Men nu kan de godt se, at jeg har fået meget ud af det også på et personligt plan. 

 - For mig er egyptisk kultur først og fremmest det sociale - samværet, hjælpsomheden og det meget generøse. Egyptere kan ikke lide at være alene. Man er altid velkommen hos en egypter og bliver modtaget med åbne arme. Det synes jeg er enormt dejligt. Deres varme og livlighed er noget, jeg rigtig godt kan lide. Det er så tydeligt i den egyptiske kultur. Hos danskerne skal man lede lidt mere efter de ting.


Fremtiden
Maria er dog sikker på, at hendes fremtid ikke er i Egypten, selv om hun taler flydende arabisk.  

- I dag er det svært at være kristen og kvinde i Egypten. Der er megen chikane. Jeg har kusiner, der bor dernede og har en normal hverdag, men det er hårdt for dem. Fra vores familie hører vi mange historier om diskrimination af kristne. Jeg kunne godt forestille mig at bo i et andet land, men det bliver ikke Egypten.

- Engang i fremtiden håber jeg også at få et godt ægteskab og en glad familie. Jeg vil nok opdrage mine børn lidt anderledes, end jeg selv er opdraget. Fordi jeg er født her, vil jeg bedre kunne forstå deres verden. Men jeg har været heldig. Jeg har fået rigtig meget kulturelt med fra Egypten, som mine børn ikke vil få på samme måde. Jeg vil også gerne give min tro og mit forhold til Gud videre. Mine børn skal vide, at der er noget større end deres forældre, der altid er der for dem. Den tryghed for jeg selv haft. Det er det vigtigste, jeg kan give videre til mine børn.  

BMF