Drømmen om et nyt liv blev til virkelighed for Cherry og Moses
(Nyt på tværs 3-2009)
De er unge, forelskede og venter deres første barn. Cherry Par og Moses Lal Bawi Peng er blandt de omkring 1.100 kvoteflygtninge fra Burma, som Danmark de seneste år har modtaget gennem FNs genbosætningsprogram for verdens svageste flygtninge. De kommer fra et af verdens mest brutale og undertrykkende regimer, der er kendt for sine grove overtrædelser af menneskerettighederne. I dag er Cherry og Moses ved at opbygge en ny tilværelse i den lille maleriske havneby Sæby med de gamle gader, gule bindingsværkshuse og blomstrende stokroser.
I næsten et år vidste Cherry Par (28) ikke, om hendes mand Moses var levende eller død. Havde han overlevet flugten til Malaysia fra hovedstaden Rangoon? Som det er almindeligt i Burma (Myanmar) var Cherry flyttet ind hos svigerfamilien efter brylluppet. Svigerfaren var præst og leder af en bibelskole i hovedstaden. Han sagde hver dag til hende, at hun ikke skulle være bekymret.
- Min svigerfamilie hjalp mig meget. Min svigerfar blev ved med at sige, at alt ville blive OK. Men det var en meget svær tid. Jeg havde mange dårlige følelser, fortæller Cherry, der voksede op i Chin-staten i det vestlige Burma, hvor forældrene var landmænd. På det tidspunkt var livet i storbyen stadig nyt for hende. Efter 10. klasse havde hun hjulpet forældrene derhjemme i huset og på rismarkerne.
Moses (33) overlevede den lange og farefulde rejse fra Burma til Malaysia. Men i mange måneder efter ankomsten til hovedstaden Kuala Lumpur turde han ikke kontakte Cherry af frygt for myndighedernes repressalier mod hende og familien.
- Jeg var flygtet på grund af politiske problemer, selv om jeg ikke var politisk aktiv. Men når regeringen siger, at man laver politik, kan man ikke sige noget. Så på et tidspunkt blev jeg tilbageholdt. Måske var det også fordi jeg er kristen. Regeringen kan ikke lide kristne. De holder altid øje med os, fortæller Moses.
- Vi var en gruppe på 14, der flygtede sammen. Først sejlede vi med en lille båd. Derefter gik vi i mange dage gennem skoven i Thailand. Vi gik om natten, når det var mørkt. Det var meget farligt. Vi var ulovligt i Thailand uden papirer. Vi havde ikke noget at spise. Andre døde. Jeg var blandt de heldige, der klarede det.
I Malaysia blev Moses anerkendt som flygtning af FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR, og to år senere blev han udvalgt til genbosættelse i Danmark. Forinden havde han været til samtale med repræsentanter for Udlændingeservice, der besøgte Malaysia på en såkaldt kvoterejse med henblik på at tilbyde især yngre og veluddannede flygtninge et nyt liv i Danmark.
- Jeg vidste ikke noget om Danmark. De viste os billeder, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det var at bo i Danmark. Men selvfølgelig sagde jeg ja. Som flygtning vælger man ikke sit nye land.
Fra universitet til slagteri
I december 2005 landede Moses i Billund Lufthavn sammen med 20 andre kvoteflygtninge. De blev placeret i Grindsted, hvor de kom på sprogskole, og Moses kom hurtigt i praktik på et slagteri, hvor mange burmesere havde arbejde. Men efter seks måneder lukkede slagteriet, og burmeserne blev tilbudt arbejde på en anden afdeling i Sæby i Nordjylland.
- Slagteriet arrangerede en bustur, så vi kunne se arbejdspladsen og byen. Det var meget fint, syntes vi. Vi var 28 ansatte med familier, der tog imod tilbuddet om at flytte til Sæby, fortæller Moses, der har en bachelorgrad i filosofi fra hjemlandet.
- I Burma bestemmer man ikke selv, hvilket fag, man vil læse på universitetet. Jeg ville gerne have læst matematik eller engelsk, men det er regeringen, der bestemmer. I Danmark skulle jeg bare have et arbejde, så Cherry kunne komme herop. Men selv om jeg selv betalte flybilletten, tog det 16 måneder, inden hendes papirer gik i orden. Da havde vi været adskilt i tre år, forklarer Moses, der drømmer om en dag at blive præst ligesom sin far.
- Jeg er meget glad for, at jeg har et arbejde, men jeg vil ikke være slagteriarbejder hele mit liv. Jeg vil gerne fortælle både burmesere og danskere om Gud. Men foreløbig skal jeg tjene penge, så jeg kan forsørge min familie.
For Cherry var Danmark alt det, hun havde drømt om.
- Jeg savnede Moses meget. At komme til Danmark var som en drøm. Nu var vi sammen igen. Pludselig gik drømmen i opfyldelse.
Kristne familier
Moses og Cherry tilhører chin-folket, der er et kristent mindretal i det overvejende buddhistiske Burma. De kommer begge fra familier, der har været kristne, siden amerikanske baptistmissionærer kom til deres område i 1890erne. I mange byer er kirkerne stadig fulde om søndagen.
- Det var i kirken, at Moses og jeg mødtes og blev gode venner. I vores land skal man spørge sine forældre, inden man kan gifte sig. Heldigvis sagde vores forældre OK, fortæller Cherry. Moses tilføjer med et grin:
- Hvis de havde sagt nej, var vi løbet væk sammen!
I dag er parret medlemmer af Baptistkirken i Sæby, der har taget godt imod de mange chin-flygtninge fra Burma. Når den danske menighed er gået hjem, holder flygtningene gudstjeneste kl. 12 på deres eget sprog chin. En gang om måneden holder de to menigheder fælles gudstjeneste.
- Vores chin-menighed har 143 medlemmer i Sæby, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev. Det betyder meget for os at have vores egen gudstjeneste, hvor vi kan synge vores egne salmer. Nogle kan ikke forstå dansk. Vi har også forskellig måde at holde gudstjeneste på. Hos os har vi alle sammen opgaver. Vi beder for hinanden, og mange står op og siger noget. I en dansk gudstjeneste er det præsten, der siger det hele. Vi har ikke nogen præst men skiftes til at prædike og lede. Vi er meget glade for at være sammen med den danske baptistmenighed, men vi har også brug for at have vores eget. Somme tider inviterer folkekirken os til at synge eller lave Chin mad i kirken. Det vil vi også gerne.
- Da vi kom til Sæby, gik vi hen i baptistkirken den første søndag. Præsten havde hørt, at vi kom, og at vi var baptister. Hun sagde velkommen og tilbød os en kontaktfamilie. Kirken åbnede også en onsdagscafé med lektiehjælp, madkursus, bordtennis og andre aktiviteter. I dag er vores kontaktfar og kontaktmor som vores forældre. De lærer os dansk, og når vi får breve fra kommunen, som vi ikke forstår, hjælper de os. De er vores danske ordbog! Vi besøger dem flere gange om ugen. De er i tresserne og næsten altid hjemme, fortæller Moses.
Succeshistorie
Efter flere år i byen indgår de omkring 90 flygtninge fra Burma i dag naturligt i gadebilledet i Sæby. Byens præster fortæller samstemmende, at flygtningene er vellidte og kendt som høflige og arbejdsomme mennesker. Cherry og Moses fortæller, at danskerne i Sæby er venlige og hjælpsomme. Det ligner en succeshistorie. Moses er enig.
- Integrationen har det meget fint i Sæby! Vi er glade for at være her. Vi bor tæt på centrum, slagteriet og stranden. Fordi det er en lille by, er ting ikke så dyre. Alle mennesker, vi kender, er søde og flinke. De har gode hjerter. Det sværeste er at være så langt væk fra vores familie. Men heldigvis har vi begge søskende, der kan tage sig af vores forældre, når de bliver gamle. I vores land bor forældre ikke alene.
- Det er en fordel, at vi er mange chin'er her i Sæby. I vores kultur kan man altid besøge hinanden. Man behøver ikke at ringe først. Vi er som en stor familie og hjælper hinanden. Nogle har aldrig gået i skole og har svært ved at lære sproget. De er meget generte sammen med danskere og bliver bange, hvis deres kontaktfamile kommer på besøg, fordi de ikke kan tale rigtigt. Vi siger til dem, at det er vigtigt at snakke med danskere og bruge sproget. Men de synes, det er pinligt, når de taler forkert og ikke forstår. Vi kan også godt blive trætte, fordi der stadig er så mange ting og så mange regler, vi ikke forstår. Men vi ved, at vi er nødt til at lære mere og ikke give op, siger Moses.
Når Cherry om få uger skal føde på Hjørring Sygehus, vil både Moses og hendes kontaktmor være sammen med hende.
- I vores land ville det være utænkeligt, at Moses var med til fødslen. Jeg er rigtig glad for, at det ikke er sådan i Danmark. Selvfølgelig savner jeg min mor. I Burma ville hun have fortalt mig alt det, jeg skulle vide. Men her i Danmark får man heldigvis mange informationer af jordemoderen. Vi skal nok klare det, siger Cherry, der drømmer om en dag at læse til social- og sundhedshjælper. En drøm, der ville have været utænkelig i hjemlandet.
BMF
De kristne chin-flygtninge fra Burma er organiseret i Chin Christian Fellowship Denmark, der holder gudstjenester i otte byer - Sæby, Nørager, Ølgod, Esbjerg, Ribe, Fåborg/Svendborg, Odense og Rønne. De mødes i folkekirker, baptistkirker og missionshuse. Chin Christian Fellowship Denmark har ca. 900 medlemmer.I alt bor der ca. 1300 burmesere i Danmark. Website: www.ccfdenmark.dk