Kristen palæstinenser: Jeg bliver glad, når jeg hjælper andre  

(Nyt på tværs 3-2011)

De fleste palæstinensere i Danmark kommer fra Libanon og flygtede i sin tid på grund af den libanesiske borgerkrig. En af dem er Marie Jerious Freiwat, der har boet i Aalborg i 25 år. Her bor også de to voksne sønner, to brødre og en søster. Den 68-årige tidligere dagplejemor, der voksede op i en palæstinensisk flygtningelejr, er i dag en aktiv folkepensionist, der gerne bruger tid og kræfter på at hjælpe andre. For syv år siden genopdagede hun barndommens kristne tro.

Marie Jerious Freiwat tager imod på stationen med et stort smil. På vej ud til den nyrenoverede lejlighed få minutter med bus fra Aalborg Banegård spørger hun interesseret til gæstens rejse og velbefindende. I lejligheden er der dækket op med diverse lækkerier fra Mellemøstens køkken. Gæster forkæles. Palæstinensere er gæstfrie folk.

     Hun har mobiltelefon, bruger e-mail og internet og skyper med familien i Libanon. Den lille varmhjertede palæstinensiske kvinde er stadig nysgerrig på livet og levende interesseret i verden omkring sig. Ingen teknologiforskrækkelse. Moderne teknologi er noget, der kan læres. Hun har lige fået en ny computer og fortæller, at hun snart skal på kursus.

 

Teltlejr

Hun er født i 1942 i havnebyen Jaffa i det daværende Palæstina. Da hun var fem år gammel,   flygtede familien til Libanon i 1948 i forbindelse med den første arabisk-israelske krig efter staten Israels oprettelse. Hun husker stadig flugten, modtagelsen i Libanon og teltlejren, der efterhånden blev til en permanent flygtningelejr og familiens hjem de næste 40 år.

   - Vi sejlede med en lille færge fra Jaffa til Beirut. Israel bombede Jaffa. Der var panik. Folk tog deres ting på hovedet og løb ud på havnen. Min far var bange for, at vi skulle dø. Derfor tog han os til Libanon. Min mor var gravid. I Beirut tog FN imod alle flygtningene og gav os telte. Kristne blev sendt til Østbeirut og muslimer til Vestbeirut, fortæller Marie.

     Selv voksede hun op i en lejr i Østbeirut. Lejren lå på en bakke tæt ved stranden og husede 3.000 palæstinensere, der alle havde mistet deres hjem. Hverdagen var fyldt med praktiske gøremål.      

     - Vi havde altid travlt. Der var ikke tid til at lege. Vi var ti børn. Jeg skulle hjælpe min mor, og de store hjalp de små. De første fem år boede vi i telte. Senere byggede folk små rækkehuse med tynde vægge. Alle levede meget tæt på hinanden. Om søndagen gik vi i den katolske kirke. Min farfar, der blev 103 år, læste højt fra Bibelen i kirken.

     - Som ung drømte jeg om at blive gift med en god mand. Da jeg var 17, blev jeg gift med min granfætter. Det var min mor, der valgte min mand. I vores familie var det hende, der bestemte, men jeg havde mødt ham og sagt ja, inden vi blev forlovet. Vi var gift i syv år. Så døde min mand i en arbejdsulykke. Han var betonarbejder og blev 33 år. Jeg var alene med tre børn på seks, fem og to år. Dengang var det ikke så almindeligt, at kvinder arbejdede, men jeg fik arbejde hos UNHCR som food manager. En nabo lærte mig at sy, så jeg også kunne arbejde som syerske. Jeg var stærk dengang. Når jeg arbejdede, passede min forældre børnene.

Borgerkrigen

Da den libanesiske borgerkrig startede i 1976, blev det

meget vanskeligt for palæstinenserne i lejrene.

     - Der var mange bomber. Børnene kunne ikke gå ud. Da vores lejr blev indtaget, flygtede vi til Vestbeirut. I 1986 brød borgerkrigen ud igen. Vi flygtede fra sted til sted. Mange palæstinensere flygtede til udlandet. Da det blev meget slemt, lykkedes det mine sønner at flygte til Danmark. Jeg rejste senere sammen med min bror. Det var en meget svær tid.

     - I Danmark fik vi hurtigt ophold på grund af krigen. Jeg ventede kun halvanden måned. To år senere kom mine forældre gennem familiesammenføring. Jeg har stadig familie i Libanon, men de fleste er spredt ud over verden.

Statsborgerskab

Efter syv år fik Marie Freiwat dansk statsborgerskab. Da var hun 51 år og havde været statsløs, siden hun var fem år.  

     - Jeg er meget taknemmelig for Danmark. Det er svært ikke at have noget land. Som flygtninge i Libanon havde vi ingen papirer og ingen rettigheder. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi var anderledes end andre mennesker. I dag er jeg halvt/halvt - både dansker og palæstinenser. Jeg har lært mange gode ting af danskerne - om demokrati, om at komme til tiden og om at stå i kø!

     - Samtidig er jeg stolt af at være palæstinenser. Jesus er født i Palæstina. Selv om mit liv har været hårdt, er jeg heldig, at jeg er født samme sted som Jesus. Jeg er stolt af vores kultur, mad og traditioner.

     - Jeg håber, at der snart bliver fred mellem Israel og palæstinenserne, så vi får et land. Vi er mennesker alle sammen. Hvis vi får vores eget land, vil jeg gerne på besøg. Men jeg flytter ikke tilbage.

Arabisk menighed

Som katolik har Marie altid gået i kirke og troet på Gud. Men mødet med en lille arabisk menighed i Bethaniakirken i Aalborg for syv år siden åbnede op for en ny dimension i den kristne tro.

     - I den arabiske menighed lærte jeg Gud at kende på en helt anden måde end før. Under borgerkrigen tænkte jeg ikke på Gud. Men Gud tænkte på mig og passede på os. I dag kommer jeg både i den danske og den arabiske menighed. Vi har også i en arabisk menighed i Brønderslev hver anden søndag. Min søn underviser i Bibelen, og jeg laver te og kaffe og fortæller historier for børnene. Det er nemmere for mig at forstå Bibelen på arabisk. Når vi har bedemøde, beder vi for Aalborg, de arabiske lande og hele verden, at der må blive fred og ro. I kirken har jeg mange danske venner. De favner os og er som vores familie. Kirken har hjulpet os meget med at blive mere integreret her.

     - Mange danskere bliver overraskede, når jeg fortæller, at jeg er kristen. De tænker, at alle palæstinensere er muslimer. Mange danskere tror ikke på Gud. De siger, at de har det godt og ikke behøver Gud. De glemmer, hvem der har givet os alle de ting, vi har.

Hjælper andre

I mange år passede Marie sin mor, der døde i marts i en alder af 93 år.    

     - Min mor var analfabet og kunne ikke læse og skrive, men hun var et stærkt, modigt og dygtigt menneske. De sidste tre år var hun på plejehjem. Hun talte ikke dansk og var den eneste araber. Det var svært både for hende og for os, men hun kunne ikke gå, og til sidst kunne vi ikke løfte hende. Vi skrev min mors historie ned til personalet. I vores kultur skal man besøge hver dag og lave mad, så min søster kom med arabisk mad hver morgen og jeg kom med mad om eftermiddagen. Personalet sagde til os, at vi var en helt anderledes familie.

   - Jeg kan godt lide at hjælpe andre, også uden for familien. Vi mennesker skal være gode ved hinanden og tage os af de ældre, de svage og de syge. Jeg har hjulpet mange ældre danskere. Jeg besøger også asylansøgere. Jeg bliver glad, når jeg hjælper andre.  

     Marie håber ikke, at hun selv bliver så gammel og syg, at hun en dag skal på plejehjem.

     - Men Gud bestemmer. Mine sønner er søde og venlige mod mig, men de har travlt med deres liv. Jeg tænker ikke, at de skal passe mig.

     - I dag har jeg et godt liv. Jeg takker Gud. Her er ikke krig men demokrati. I Danmark er alle lige. Når jeg står op om morgenen, snakker jeg først med Gud og siger tak for dagen. Jeg beder også for min familie og for fattige og sultne mennesker. Selv om jeg bor alene, føler jeg mig ikke alene. Gud er med mig. Mange siger til mig: "Marie, du er altid glad!"

BMF