74-årig assyrer i Århus har overlevet krige og massakre

(Nyt på tværs 1-2005)

Kana Odisho beder hver dag for fred i verden, i hjemlandet Irak og i Danmark. Og så beder hun om, at hendes 27 børnebørn ikke må opleve krig.

Når vejret er godt, går Kana Odisho somme tider hen i Tilst Kirke med sin rollator. Er døren åben, går hun ind, slår korsets tegn og sætter sig og beder på assyrisk, som hun har gjort hver dag, siden hun blev født i en landsby i Nordirak omkring 1930. Er kirken lukket, sætter hun sig på bænken udenfor. Møder hun danskere i kirken, hilser de på hinanden og smiler. Tale sammen kan de ikke.

     Kana Odisho kom til Danmark fra Irak i 1995 gennem reglerne om familiesammenføring for forældre over 60 år.* I dag er hun 74 år - en lille spinkel kvinde i råhvid uldtrøje med et mørkebrunt tørklæde om det grånende hår. En solvarm vinterdag sidder hun i sofaen i datterens lejlighed i Tilst ved Århus og fortæller om sit liv - om krig og flugt og stadig kamp for at overleve, men også om stærke familiebånd, om tilfredsstillelsen ved at gøre nytte, og om en dyb og personlig kristentro. Hun taler ikke dansk, men de klare øjne og et varmt smil fortæller, at hun stadig er levende interesseret i omgivelserne.

     - Jeg føler mig ikke isoleret. Gud forstår, når jeg beder på assyrisk. Jeg kan tale med mine børn og børnebørn og de andre familier i vores assyriske menighed i Århus. Vi har gudstjeneste på assyrisk hver anden lørdag, og bagefter spiser vi sammen. Jeg har også lært at tage telefonen på dansk og sige, at min datter er i skole og min svigersøn på arbejde, fortæller Kana.  

Arrangeret ægteskab

Da Kana var barn, var det ikke almindeligt, at piger blev taget med på råd, når de skulle giftes.

     - Min onkel sørgede for, at jeg tidligt blev gift med en mand, jeg aldrig havde mødt. Han var 15 år ældre end jeg og soldat under den engelske besættelse. I dag ville man kalde det et tvangsægteskab. Det var ikke det, jeg ønskede, men jeg lærte at holde af min mand og fødte 10 børn i løbet af de næste 25 år. To døde som små. Da min mand blev syg, passede jeg ham i mange år, indtil han døde, fortæller Kana, der efter mandens død måtte ud og arbejde som hushjælp for at forsørge sig selv og sin familie.

     Som mange andre ældre assyriske kvinder har Kana aldrig gået i skole og kan hverken læse eller skrive. I de nordirakiske landsbyer i 1930erne var det ikke almindeligt, at piger fik en uddannelse. Men da hun selv fik børn, var hun fast besluttet på, at ikke kun sønnen men også de syv døtre skulle have en uddannelse.

     - Mine døtre behøvede ikke at hjælpe med husarbejdet. Det var vigtigere, at de læste lektier og fik en uddannelse, forklarer Kana, der i dag glæder sig over, at alle de voksne børn har studentereksamen og de fleste også en videregående uddannelse.  

Massakre på landsby

Kana voksede op i en kristen assyrisk landsby, hvor faren var diakon i kirken. Hvornår hun er født, ved hun ikke præcis. Moren døde, da hun var tre uger gammel. Hun har en svag erindring om, at bedstemoren flygtede med hende på armen under en massakre på en assyrisk landsby i området i 1933.

     Siden har krig og flugt været en del af hendes liv. Da Saddam Hussein kom til magten, flygtede familien fra Nordirak til Bagdad. Her hørte de senere, at deres landsby i Nordirak var blevet tilintetgjort og alle huse ødelagt. Siden fulgte krigen mellem Iran og Irak, der sendte Kanas nu voksne børn og deres familier på flugt til udlandet. Derefter kom Golfkrigen og til sidst den lange rejse til Danmark for at blive familiesammenført med tre døtre, der efter ophold i flygtningelejre i Nordirak og Iran var endt i det fjerne lille land højt mod nord.

Tak til danskerne

I dag betyder det mindre for Kana, om hun bor i Danmark eller et andet land.

     - Det vigtigste for mig er at være, hvor min familie er. Det er en stor lykke, når man er gammel, siger hun. At ryggen smerter og benene ikke helt vil, som hun vil, klager hun sjældent over.

     - Min krop er slidt. Jeg har arbejdet hårdt fysisk hele mit liv. I Irak var vi i mange år selvforsynende med alt undtagen te og sukker. Vi holdt får og dyrkede korn, grøntsager og frugter - abrikoser, figner, appelsiner og æbler. Jeg har aldrig været vant til at sidde stille. Det kan jeg heller ikke i dag, ler hun og fortæller, at hun stadig dyrker purløg og persille i datterens lille have.

     - Jeg har det godt, fordi jeg er sammen med min familie. Selvfølgelig ville jeg helst være i mit eget land, hvis min familie var der. Men jeg har ingen familie tilbage i Irak. Alle mine børn bor i dag i andre lande - Danmark, Sverige, USA og Australien. Når det ikke kan være anderledes, er jeg glad for at være her. Danmark er et godt land. Her er ikke krig. Jeg har aldrig arbejdet i Danmark, men alligevel hjælper danskerne mig. Jeg får medicin og har også fået en rollator. Jeg siger mange tak til danskerne.      

     Mens mange ældre har brug for fred og ro, nyder Kana at have mange mennesker omkring sig.

     - Jeg har altid boet i store huse med mange mennesker - både som barn hos mine bedsteforældre og efter at jeg blev gift. Selv om vi havde vores eget hus i Bagdad, kom familie, venner og naboer på besøg hver dag. Assyrere besøger hinanden meget. Det gør familierne også her i Danmark. Jeg ville have meget svært ved at vænne mig til at bo alene. Kommunen har tilbudt mig, at jeg kunne få min egen bolig her i Danmark. Men jeg sagde nej tak.

Kristen familie

Når Kana ser tilbage på sit liv, er det taknemmelighed, der fylder mest.

     - Mit liv har været hårdt, men også godt. Gud har været med mig. Jeg er opvokset i en kristen familie og tror på Jesus. Jeg beder til Gud for hvert skridt, jeg tager. Når jeg slår korsets tegn, føler jeg, at der er megen velsignelse i det. Jeg beder hver dag for mine otte børn og deres familier. Jeg beder om, at mine børnebørn ikke må opleve krig, som jeg har oplevet det, og at de må være raske og glade for deres liv. Jeg beder om fred i Irak og hele verden, og at Gud vil hjælpe de mennesker, der er ofre for krig. Jeg beder også for Danmark - at her må være fred og tryghed.

Velsignelse

Bortset fra kortere besøg hos de andre voksne børn har Kana de sidste 10 år boet hos datteren og svigersønnen og deres fire teenagebørn i Tilst i familiens 5-værelses lejlighed. Her er hun sjældent alene mere end nogle få timer ad gangen.

     - Så går jeg ud og ordner lidt i haven eller laver mad, så min datter ikke behøver at tænke på det, når hun kommer hjem fra arbejde. Jeg laver assyriske retter som biryani, kubba, kofte, ris og suppe - men jeg kan også lave spaghetti! Da børnene var mindre og kom tidligt hjem fra skole, sad vi sammen om eftermiddagen, og jeg fortalte om gamle dage i Irak. Min datter var glad for, at børnene ikke kom hjem til en tom lejlighed, og jeg følte, at jeg gjorde nytte.

     Lejligheden giver ikke megen plads til privatliv for syv mennesker, men familien ønsker det ikke anderledes. Datteren forklarer:

     - Min mor er en velsignelse i vores hjem. Vi elsker hende meget og kan se, at hun er glad og tryg hos os. Hun er meget åben og har aldrig prøvet at presse os til noget. Selv om hun oplevede et tvangsægteskab, har alle hendes børn fået lov til selv at vælge deres ægtefælle. Vi respekterer hende meget. I vores kultur har børn ansvar for deres forældre. De har jo gjort, hvad de kunne for os. Derfor vil vi også sørge for, at min mor har det godt på sine gamle dage, og at hun ikke er alene.

BMF

* Frem til 2002 var det muligt at søge om familiesammenføring med forældre over 60 år, der ikke havde andre nærtstående slægtninge i hjemlandet. Denne mulighed blev afskaffet med ændringerne i Udlændingeloven i juli 2002.