Dansk-iraker starter ungdomsgruppe for flygtninge og danskere i Aarhus 

(Nyt på tværs 2 - 2016)

Integration er ikke kun flygtninges ansvar. Ansvaret går begge veje. Det mener Farah Karyo Maagaard, socialrådgiver i integrationsafdelingen i en østjysk kommune og født i Irak. Sammen med sin danske mand tog hun i efteråret initiativ til ungdomsgruppen "Ahlan", hvor flygtninge møder jævnaldrende danskere.  Gruppen er en såkaldt klynge under Aarhus Valgmenighed og samler 20-25 danskere og flygtninge fra Syrien og Eritrea til aktiviteter på tværs af kultur og religion. "Min familie kom i sin tid hertil som flygtninge. Derfor vil jeg gerne hjælpe dem, der kommer i dag," siger hun.  

Der var både brun sovs og humus på menuen, da Farah Karyo for tre år siden blev gift med danske Anders Maagaard.

     - Vi ønskede at blande de to kulturer. I min kultur holder man for eksempel ikke taler til et bryllup, men det er vigtigt i Danmark, så de danske taler blev oversat til arabisk på storskærm. Senere dansede vi arabisk kædedans, fortæller Farah med et smil, mens hun serverer te i taglejligheden i Aarhus Midtby.  

     I mange år brugte den 28-årige dansk-iraker megen energi på at blive så dansk som muligt.

     - Jeg var 11 år, da jeg kom til Danmark fra Jordan sammen med min mor og lillesøster. Min far havde fået asyl året før. I den by, hvor vi boede de første år, var alle de andre børn på skolen danskere, så det gik stærkt med at lære sproget. Det var vigtigt for mig at være som de andre og ikke skille mig ud. I mange år syntes jeg, at det var pinligt at tale arabisk foran mine venner.

     I dag oplever hun det ikke længere udelt positivt, når venner fortæller, at de ikke kan mærke på hende, at hun kommer fra et andet land. 

     - Hvorfor er det noget positivt? Selv om jeg godt ved, at det er velment, bliver jeg lidt provokeret. Min mand arbejder på en skole for asylbørn og er meget interesseret i Mellemøsten. Han synes, at det er rigtig sejt, at jeg kommer fra en anden kultur. Det har fået mig til at åbne mere op. 

To kulturer

De seneste års intense debat i medierne om flygtninge har gjort, at Farah er begyndt at tænke mere over sin egen baggrund.

     - Debatten påvirker mig meget. Jeg synes, at den måde, flygtninge bliver omtalt på, er unfair. Jeg ser en helt anden side. De her mennesker har oplevet store lidelser. Somme tider tænker jeg, at det godt kunne have været mig. Mig, der havde skullet flygte over havet. Med min baggrund har jeg let ved at identificere mig med dem, der kommer i dag.   

     At hun i dag arbejder professionelt med integration er lidt af en tilfældighed. 

     - Jeg havde været frivillig på Blå Kors sommerlejre i flere år og havde lyst til at arbejde med misbrugere. Derfor læste jeg til socialrådgiver. Da jeg blev færdig, søgte jeg lidt bredere – og endte i en integrationsafdeling. Her oplevede jeg pludselig, at min baggrund var en ressource. Mange flygtninge fra Syrien er rigtig glade for, at jeg taler arabisk. Så behøver vi ikke tolk, og de kan være mere fortrolige. Det er meget de samme ting, der fylder for dem som for irakere – ISIS og de mange bombeangreb. Når syriske forældre er bekymret for, om deres børn kan klare sig her, kan jeg bruge mig selv og fortælle, at jeg selv kom hertil som barn og har taget en dansk uddannelse. Jeg kan mærke, at mange har tillid til mig. Jeg står lidt midt imellem, fordi jeg kender to kulturer indefra og ved, at der er nogle ting, som lige skal forklares lidt ekstra.

     - De fleste syrere er muslimer. For mange er det noget positivt, at jeg er kristen. De er vant til at bo sammen med kristne og kan ofte bedre relatere til kristne end til folk, der ikke har nogen religion.  

Aftensmad og bingo

For snart et år siden fik Farah sammen med sin mand idéen til at starte en ungdomsgruppe (klynge) for flygtninge og danskere ud fra Aarhus Valgmenighed, hvor parret er aktive medlemmer. Fra sit arbejde vidste Farah, at mange flygtninge savner relationer med jævnaldrende danskere.

     - Vi er en stor menighed med en masse unge, men det er sjældent, at man ser udlændinge. Vi ville gerne være med til at tage ansvar for, at flygtninge får et godt liv i Danmark. Derfor tænkte vi, at det ville være godt, hvis flygtninge kunne lære nogle flinke danskere i menigheden at kende. Vi kalder vores klynge "Ahlan", der betyder velkommen på arabisk. I dag er vi 20-25 danskere og flygtninge, de fleste fra Syrien og Eritrea. Inden vi startede, tog vi kontakt til Dansk Flygtningehjælp og fik en liste med telefonnumre på unge flygtninge, der havde lyst til at møde andre unge. Jeg ringede rundt og inviterede dem til aftensmad og bingo hjemme hos os. Første gang kom der 12 flygtninge. I dag er vi så mange, at vi er flyttet over i kirken. Selv om de fleste er muslimer, er det ikke noget problem. Somme tider kommer flygtningene med lektier, som vi hjælper med. Nogle har spontant dannet venskaber på tværs, hvor man besøger hinanden privat. For dem, der taler arabisk, betyder det meget, at jeg kan tolke. De oplever, at jeg er en af dem. Nogle gange sætter vi arabiske sange på og danser. Det synes jeg er dejligt.

     - Når jeg sidder i en stor gruppe og taler arabisk, ser mine danske venner en anden side af mig. Det har været sundt for mig. Gennem det her lærer jeg mig selv bedre at kende og kan kombinere de to sider af mig selv.

Beder for flygtninge

For Farah er den kristne tro en hjælp til at kunne rumme de mange menneskeskæbner, hun møder i kontakten med flygtninge. 

    - Fordi jeg tror på Gud, har jeg et håb. Når jeg hører om alt det, der sker med mennesker ude i verden, er der en, jeg kan bede til. Jeg kan også bede for de flygtninge, jeg møder.

     - Min mand og jeg kunne godt tænke os at tage til Jordan i en længere periode og lave noget frivilligt arbejde. Det er en lækker kultur at komme ned til. Der er så meget liv og energi i Mellemøsten. Mange kristne har mistet meget, fordi de tror på Gud, men de er ikke vrede eller bitre. Deres stærke vidnesbyrd er meget opmuntrende.

.