(Nyt på tværs 1 - 2016) 

Da Nordsø Camping syd for Hvide Sande genåbnede som asylcenter i efteråret, foreslog sognepræsten at tilbyde beboerne en dansk kontaktfamilie. Da centret lukkede i marts, havde  34 af de 57 familier på centret spist middag i et dansk hjem. 

Det var ikke et projekt med langtidsperspektiver. Helt fra starten vidste sognepræst Daniel Dørken Kristiansen, at asylcentret ville lukke efter få måneder, når campinghytterne igen skulle huse turister og ikke syriske, kurdiske og palæstinensiske børnefamilier på flugt.

     - Det handlede om at være noget for familierne her og nu og sørge for, at de hurtigt blev tilknyttet en dansk familie, forklarer siger Daniel Dørken Kristiansen og tilføjer, at der ikke var tale om et kirkeprojekt, selv om de fleste danske familier kom fra kirken.  

     Da sognepræsten på et informationsmøde i byen foreslog at finde danske kontaktfamilier til asylsøgerne, var der bred opbakning. Sammen med frivillige fra kirken og Red Barnets lokalafdeling dannede sognepræsten en arbejdsgruppe, der gennem deres netværk fandt de danske familier. 

     - På centret fik vi lov at sætte en plakat op oversat til arabisk. Vi fik også lov at fortælle på et informationsmøde, hvor der var en tolk til stede. Asylsøgerne var fyr og flamme og tilmeldte sig på stedet! 

     - I kirken tog jeg projektet med på prædikestolen. Det rygtedes hurtigt, at det var en god og vigtig opgave. Vi lavede en tilmeldingsseddel, hvor folk forpligtede sig på at invitere en asylfamilie hjem én gang og besøge familien på centret én gang. Det var opgaven. Selvfølgelig var der sproglige udfordringer. Men med tegn og fagter og Google Translate kommer man langt, siger Daniel Dørken Kristiansen, der efterfølgende har fået mange positive tilbagemeldinger både fra de danske familier og asylfamilierne.

     Med til historien hører også, at en lokal virksomhed tilbød sig som sponsor. Det betød, at danske familier tilmeldt projektet gratis kunne bestille en tre-retters menu fra et lokalt spisested, når de inviterede en asylfamilie på middag.