Afrikansk familie startede livet forfra i Danmark

(Nyt på tværs 1-2007)

De har kun hinanden. Som utallige rwandesere mistede Diane og Theoneste Habyarimana næsten hele deres familie under folkemordet i Rwanda i 1994, der kostede omkring 800.000 mennesker livet. Derfor har familiens fire børn Herue (12), Carole (10), Sara (4) og Esther (19 måneder) ingen bedsteforældre og hverken onkler, tanter, fætre eller kusiner på deres mors side. Kun en farbror og en faster overlevede. Men en nystartet afrikansk menighed i Vejle er sammen med mange danske venner fra kirken blevet familien Habyarimanas nye familie.

De har kendt hinanden siden gymnasieårene i hovedstaden Kigali i slutningen af firserne - Theoneste Habyarimana (41) og Diane Mukagitare (36). Dengang var de unge og forelskede, og med gode eksamensresultater tegnede fremtiden lovende. Begge begyndte at læse økonomi ved universitetet og drømte om den dag, hvor de med en videregående uddannelse kunne bidrage aktivt til samfundet.

     Men i april 1994 kulminerede lang tids politisk uro og magtkampe i et af det 20. århundredes mest omfattende folkemord. På tre måneder blev 800.000 mennesker slået ihjel i en lille magtelites blodige forsøg på etnisk udrensning i et land på størrelse med Jylland. Theoneste og Diana flygtede ud på landet og overlevede massakrerne. Men de mistede begge deres forældre og næsten alle familiemedlemmer.  

     - Vi har oplevet det samme. Det har bundet os sammen. Vi var kærester og sammen hele tiden. Der er billeder, som aldrig kan slettes i vores hjerne. Det skal vi leve med. Man kan spille glemme, men man glemmer aldrig. Vores ældste børn er begyndt at spørge, hvordan det kan være, at jeg ikke har far og mor og søskende som deres kammeraters forældre. De ved, at der var krig i vores land, men det er meget svært for mig at snakke om. Der er så mange ting, vi heller ikke kan forstå - ting, som ingen forstår, siger Diane lavmælt.

Deltog i genopbygning

Borgerkrigen afbrød universitetsstudierne, og de efterfølgende år deltog de begge aktivt i genopbygningen af deres land, fortæller Theoneste:  

     - Efter krigen var alle bange. Man kunne let blive kidnappet, og så fandtes man bare ikke mere. De første år arbejdede Diane som rådgiver for et spansk byggefirma, og jeg var finansadministrator i den internationale hjælpeorganisation Læger Uden Grænser. Vi giftede os og fik vores to ældste børn, der i dag er 10 og 12 år. I 1998 fik vi mulighed for at færdiggøre vores studier i Elfenbenskysten. Men da vi tre år senere var færdige, var der igen udbrudt krig i vores område, og med vores baggrund var det meget farligt for os at rejse tilbage. Det er en lang historie. Diane endte i Portugal med børnene, og jeg kom til Danmark, hvor jeg søgte asyl. Heldigvis lykkedes det Diane at blive overført til Danmark. Det næste år boede vi på asylcentre i Nørre Nissum og Jelling.

Sprog åbner døre

I oktober 2002 fik familien asyl og blev flyttet til Bredsten ved Børkop. Da var de allerede godt i gang med at lære dansk.

     - Vi tænkte, at hvis vi skulle bo i Danmark, ville vi lære dansk så hurtigt som muligt, så vi kunne komme ud på arbejdsmarkedet. I kirken har jeg mødt mange tidligere missionærer, der har været i mit land og lært mit sprog. Nu var det omvendt, forklarer Theoneste, der i forvejen taler fire sprog - kinyarwanda, kiswahili, fransk og engelsk. Diane supplerer:

   - Alle døre åbner sig, hvis man kan kommunikere med folk. Som flygtning er man lige pludselig i en situation, hvor man ikke kan bruge sin uddannelse, fordi man mangler den sproglige baggrund. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne arbejde som økonom i Danmark. Jeg måtte finde på noget andet. Da jeg har arbejdet som byggerådgiver, besluttede jeg at læse til bygningskonstruktør.

Hjælper hinanden

I dag er drømmen om en dansk uddannelse godt på vej til at gå i opfyldelse. Diane er optaget på bygningskonstruktørlinjen på uddannelsescentret Vitus Bering i Horsens (den tidligere ingeniørhøjskole), og familien er netop flyttet ind i en rummelig lejlighed i et ældre byhus i Amaliegade få kilometer fra studiestedet. Theoneste uddyber:

     - Nu er det Dianes tur til at få en dansk uddannelse. Jeg har taget en datamatikeruddannelse og er snart færdig som IT-ingeniør. Så det er mig, der henter og bringer børnene, når de skal i vuggestue og børnehave. Herhjemme hjælper vi hinanden. I Afrika havde vi tjenestefolk. Det har man ikke i Danmark, og Diane kan jo ikke nå det hele.

    Diane forklarer, at det er meget anderledes at være familie i Danmark og i Afrika.

     - I Danmark har vi altid travlt. Vi har ikke tid som i Afrika. Vi skal hele tiden konkurrere med danskerne. Det kræver et stort arbejde. Vi har også skullet lære, at forholdet mellem børn og forældre er anderledes her. Som barn turde jeg aldrig sige nej til min far eller mor. Det var umuligt. Vores ældste børn, der er født i Afrika, har stadig lidt af den afrikanske kultur. Men vores datter på 4 år siger "Nej, mor!" Mine forældre kunne bare kigge på mig. Så vidste jeg... Når jeg kigger på Sara, siger hun: "Mor, hvorfor ser du på mig på den måde?!"

Lytter til hinanden

Diane og Theoneste har ofte øjenkontakt og inddrager hinanden i samtalen. Det er tydeligt, at de er vant til at lytte til hinandens synspunkter. Diane uddyber:

     - Vi har altid været gode til at snakke sammen og forstå hinanden. Det er vigtigt for mig at høre, hvad Theoneste mener. Han lytter også til mig. Somme tider er børnene med til at diskutere, hvis det er noget, der handler om dem. Andre gange siger jeg til børnene, at jeg skal tale med far om voksenting. Problemer må ikke få lov at vokse, inden vi får talt sammen og fundet en løsning.

     - Som kristne kan vi også bede til Gud og få hjælp. Vi beder hver aften sammen med børnene. Bønnen giver os ro og overblik. Vi oplever mange nye ting hver dag. Når man beder, sidder man lidt ned og tænker. Bøn hjælper mig til at analysere min situation, så jeg kan komme videre, siger Diane.

Afrikansk menighed

Selv om hverdagen er travl, er parret enige om, at der skal være tid til kirken. Her oplever de, at religion betyder mere end kultur.

     - Sammen med kristne danske familier føler vi os ikke anderledes. Vi har mange af de samme værdier. Som afrikanere kommer vi fra et samfund, hvor det traditionelt er manden, der bestemmer over kvinden. Men i kristne familier respekterer mænd deres koner - både i Afrika og i Danmark, siger Theoneste.

     For halvandet år siden startede Theoneste en afrikansk menighed, der lejer lokaler i Vejle Frikirke. Her holder han hver søndag gudstjeneste på engelsk for godt 40 børn og voksne.

     - Danskerne i kirken støtter os meget og holder også søndagsskole for vores børn, der jo har dansk som første sprog. Gennem kirken har vi fået mange danske venner, som har hjulpet os meget. Det er vi meget taknemmelige for. Vi har jo ikke vores egen familie i Danmark.

Ingen krig i Danmark

Parret har affundet sig med, at fremtiden sandsynligvis bliver i Danmark. Derfor er fællessproget i lejligheden i Amaliegade også dansk, for det er det eneste sprog, 4-årige Sara taler.

   - Hvis vi en dag rejser tilbage til Rwanda, bliver vores børn fremmede der. Men som flygtning kan man ikke glemme sine rødder - der, hvor man har haft alt sit liv. Man tænker altid. Men vi har fået andre ting til gengæld. I Afrika har mange børn ikke mad, skolegang og medicin. I Danmark mangler børn ikke noget. I vores land er det varmt. I Danmark er det koldt, men her er ingen krig, siger Theoneste med et smil.

BMF