Gik 3000 kilometer til fods på flugt fra borgerkrig

(Nyt på tværs 2-2008)

Mediatrice Bizindaryi har netop bestået sin første danskprøve efter fem uger på sprogskolen i Brønderslev. I forvejen taler hun kirundi, fransk, swahili, engelsk og lidt zulu. Hun er 23 år og en af de 500 kvoteflygtninge, som Danmark skal modtage i år gennem UNHCR. I februar startede hun livet forfra i Nordjylland efter tre år på et flygtningeherberg i den sydafrikanske millionby Johannesburg. Her endte hun efter at have gået 3000 kilometer til fods, da hun som 19-årig nybagt student måtte flygte fra borgerkrigen i hjemlandet Burundi.

Da hun var 11 år gammel, mistede hun al sin familie på nær en ældre søster i en af Afrikas blodigste borgerkrige.

     - I begyndelsen mærkede vi ikke så meget til krigen. Vi boede uden for Gitega, den næststørste by i Burundi. Men en dag i 1995 blev vores by angrebet. Jeg var tilfældigvis hos min storesøster og hendes familie inde i byen. Det var midt i skoleferien og helligdag. Jeg har ikke set mine forældre siden.  

     Ordene bliver hængende og sitrer i luften i den lille etværelses lejlighed med udsigt til grønne træer og blomstrende buske i udkanten af Brønderslev. Små spinkle ord som Mediatrice Bizindaryi selv. Vi ved begge, at de er helt utilstrækkelige. Vi havde da også aftalt ikke at tale for meget om det svære. Men gør det alligevel. Efter en kort pause fortsætter Mediatrice:

     - Jeg blev boende hos min søster. Somme tider kunne jeg ikke gå i skole på grund af krigen. Forskellige grupper havde våben, og vi var meget bange. Folk gik på arbejde og kom ikke hjem. Efter to år blev jeg sendt på kostskole. Det var en stor katolsk skole, hvor der altid var soldater, som holdt vagt, så der var mere sikkert end ude i byen.

     - I 2000 blev min søsters hus angrebet. Det var i juleferien, så jeg var hjemme fra skole. De tog næsten alt. Det var et mirakel, at de ikke slog os ihjel. Jeg har stadig ar fra dengang. Derefter blev det meget slemt. Jeg plejede at komme hjem fra skolen den tredje søndag i måneden. Men en søndag var døren til min søsters hus låst. Der var ingen. Fra den dag havde jeg ikke længere nogen familie.

 

Flugten

Mediatrice blev på skolen og afsluttede sin studentereksamen. Derefter tog hun sammen med andre fra skolen ind til hovedstaden Bujumbura for at tage adgangseksamen til universitetet.

     - Samme aften som vi kom, blev byen angrebet. Vi kunne mærke, at noget var ved at ske, og flygtede over grænsen til Congo. Der fortsatte angrebene. Vi bare løb. Vi vidste ikke hvorhen. Vi kendte ingen og kunne ikke tale sproget. Der var en dame fra Rwanda med to små børn. Det var svært for hende at bære børnene, så jeg hjalp hende.  

     - Efter to måneder nåede vi grænsen til Sydafrika. Undervejs var vi blevet en gruppe på 11-12 personer. Bortset fra et par timer i en lastbil i Zimbabwe gik vi hele vejen. Bare gik og gik.

   I Sydafrika blev gruppen opløst. Mediatrice fik kontakt med en katolsk præst, og gennem en jesuitisk hjælpeorganisation fik hun lov at bo på et herberg for flygtninge.

     - Jeg fik en plads på et engelsksproget gymnasium. Jeg talte ikke engelsk, men efter tre måneder havde jeg lært så meget, at jeg kunne følge med. Vi gik i skole seks dage om ugen. Jeg arbejdede meget hårdt. Efter to år fik jeg min eksamen - med skolens næsthøjeste karakterer!

 

Søster i Danmark

Mediatrice fik lov at bo på herberget endnu et år. Men som flygtning måtte hun hverken arbejde eller studere, så fremtidsmulighederne var meget begrænsede.

     - Nogen betalte for, at jeg kunne tage enkelte universitetskurser i matematik, fysik, kemi og biologi. Jeg bestod eksamen i november sidste år. Men jeg havde mange problemer.

     - Da jeg først kom til Sydafrika, kunne jeg slet ikke tale om mig selv og det, jeg havde oplevet. Jeg kom med i et projekt, der hed PigeNet. Her lærte vi at tale om vores problemer og sige vores mening. Det hjalp mig meget.

     På gymnasiet havde Mediatrice fået kontakt med UNHCR. Herigennem fik hun sidste år tilbud om at komme til Danmark, da det viste sig, at hendes søsters familie var endt her som flygtninge.

     - Min søster havde sendt en e-mail til min skole i Burundi. Men dengang vidste jeg ikke, hvad en e-mail var. Da jeg kom til Sydafrika, havde jeg stadig e-mailen. Den viste jeg til min rådgiver på CSVR, et center for forsoning, hvor de hjalp mig. Det lykkedes min rådgiver at få kontakt med min søster. Hun besøgte hende og hendes familie i Ålborg og viste mig billeder. Først da jeg så billederne, turde jeg tro, at det virkelig var min søster. At hun ikke var død. At jeg stadig havde familie.

     Øjnene lyser, mens hun fortæller om den dag, hun forlod Sydafrika:

     - Jeg var helt parat klokken seks om morgenen, selv om jeg først skulle rejse om eftermiddagen, siger hun med en genert latter og tilføjer, at hun blev kørt direkte fra lufthavnen ud til søsteren og hendes familie, som hun ikke havde set i otte år.

     - Børnene var blevet så store. Den ældste er 19 og den yngste 11. Han taler kun dansk!

 

Vred på Gud

Mediatrice er katolik og har altid været vant til at gå i kirke. Det sidste år i Sydafrika gik hun til messe hver dag i en nærliggende kirke i frokostpausen.

     - At komme i kirken og få nadveren hver dag gav mig fred. Ofte var der noget til mig i dagens bibeltekst. Som flygtning kunne det være svært at finde nogen at tale med. I kirken blev jeg mindet om, at jeg ikke var alene.

     Derfor var kirken det første, Mediatrice spurgte efter, da hun i februar kom til Brønderslev.

   - En dame fra Røde Kors viste mig rundt i byen og viste mig også kirken. Om søndagen kom hun og hentede mig, og sammen gik vi hen i kirken. Jeg blev meget overrasket over, at der ikke var ret mange mennesker - måske kun 50-60. Alle var ældre mennesker. Jeg spurgte, om der var to gudstjenester, for måske kom de unge først til den næste gudstjeneste! I Sydafrika er kirkerne helt fulde om søndagen. Man skal komme tidligt for at få en plads.

     - Det er min kristne tro, der har givet mig styrke til ikke at give op. Da jeg kom til Sydafrika, havde jeg mistet alt undtagen min tro. Nogle gange havde jeg lyst til at gøre en ende på det hele. Men som kristen vidste jeg, at livet er Guds gave. Det er noget dyrebart, som ikke tilhører mig.  

     Hun fortæller lavmælt om vreden og de svære følelser.

     - Jeg var meget vred på Gud. Det er meget hårdt ikke at have nogen familie. Livet er tomt. En rådgiver opfordrede mig til at skrive et brev til Gud. Jeg græd meget, mens jeg skrev. Men det hjalp. Jeg vidste, at Gud ville læse det. Jeg stillede Gud alle de spørgsmål, jeg havde inde i mig. Hvorfor havde jeg ingen familie? Hvorfor kunne jeg ikke få lov at dø? Jeg gemte brevet i to år. Så behøvede jeg det ikke længere. I dag er jeg overbevist om, at Gud vil noget med mit liv, og at der er en mening med, at han har sendt mig til Danmark.

 

Fremtiden

I sidste uge bestod Mediatrice sin første danskprøve. Drømmen er at læse medicin ved universitetet.

     - Jeg håber, at jeg kan lære dansk hurtigt, så jeg kan komme videre med mit liv. Så længe jeg kan huske har jeg villet være læge - måske fordi min mor fortalte mig, at jeg kun overlevede fødslen på grund af de læger, der hjalp hende.

     Efter tre måneder færdes Mediatrice hjemmevant i Brønderslev og hilser og smiler til folk på gaden. Hun er så småt ved at turde tro på fremtiden - og at hun med sine erfaringer kan være med til at gøre en forskel for andre.

     - I kirken er der en dansk familie, som inviterer mig hjem på besøg og støtter mig. Det betyder meget. Jeg er også med i en pigegruppe under Røde Kors. Jeg kunne godt tænke mig at starte en ungdomsgruppe for afrikanske og danske unge her i byen. Det skal være et sted, hvor vi både kan læse i Bibelen og tale om det, vi har oplevet, men også debattere og støtte hinanden i at leve her. Vi bærer alle mange ting inde i os. Mange føler, at Gud har glemt dem. Men Gud glemmer ingen. Det ved jeg helt sikkert.

BMF