TemaInterview med Tværkulturelt Centers formand 

(Nyt på tværs 3-2009)

At lære at leve med sine tab er en forudsætning for at komme videre i livet. Derfor er det vigtigt at sætte ord på, hvad det er, man har mistet, siger Tværkulturelt Centers formand Adnan Dahan, der kom til Danmark som flygtning fra Irak i 1994. 

Hvilke følelser vækker ordet flygtning hos dig?

Jeg har haft 15 år til at øve mig på ordet: Jeg - en flygtning. Alligevel bliver det vel aldrig naturligt. I dag er jeg dansk statsborger, men en så skelsættende livserfaring er noget, man bærer med sig resten af livet. Livet bliver aldrig det samme som før. Det er en kendsgerning, man må forsone sig med.  

Årsagen til, at man forlod sit land, definerer ens håb såvel som ens tab. For mennesker, der er flygtet på grund af krig, forfølgelse eller voldelige konflikter, er det tilstrækkeligt at komme til et fredeligt land. Når man ikke længere behøver at bekymre sig for sin egen og sin nærmeste families sikkerhed, er flygtningens grundlæggende håb om et liv og en fremtid opfyldt. Men samtidig indebærer flugten en række tab, som man må forholde sig til. Tab af identitet, livshistorie, familie, land og måske materiel velstand.

Hvad oplever du som det største tab?

Alle tab er smertelige. Men for os, der kommer fra kulturer, hvor familierelationer er meget stærke, er der især mange følelser forbundet med tabet af familien. I dag er min egen nærmeste familie spredt i mange lande. Det betød helt konkret, at da min mor døde i 2003 i Irak, kunne hverken jeg eller mine tre søskende være med til begravelsen. Det var for farligt for os at rejse tilbage. Heldigvis er det med tiden muligt at få venner i det nye land, der til en vis grad kan erstatte den familie, man har mistet.

Så er der de ofte usynlige tab - tabet af identitet og personlig livshistorie. Når man kommer til et nyt land, er der ingen, der ved, hvem man engang var. De første 13 måneder i Danmark som asylansøger var jeg nummer 3281579. Ingen i udlændingesystemet brugte mit navn. Selv om der kan være gode grunde til denne praksis, opleves det meget ydmygende at blive reduceret til et nummer.

Da jeg forlod Irak, mistede jeg alt, hvad jeg bygget op gennem et langt liv. Jeg var 54 år og veletableret med familie, venner, karriere og et aktivt kirkeliv. Vi boede i et hus på 600 kvadratmeter, havde to biler og manglede ikke noget. Jeg var professor ved universitetet og havde mit eget ingeniørfirma. Men da min nevø en dag blev myrdet i min brors hjem og vores 18-årige søn truet på livet, betød alt det, jeg havde opnået, pludselig ingenting. Det blev meningsløst, når vi ikke vidste, om vores søn kom levende hjem fra skole. Vi rejste og efterlod det hele. I dag betyder de materielle tab ikke længere noget. Jeg takker hver dag Gud for, at vi er i sikkerhed i Danmark.  

Hvordan kommer en flygtning videre med sit liv?

At etablere sig på ny er ikke så let som første gang i hjemlandet, da man var yngre og havde livet foran sig. I det nye land starter man forfra uden familie og netværk. Men Danmark gav mig beskyttelse, tag over hovedet og mad på bordet, da jeg havde brug for det. Derfor er det min pligt at gøre, hvad jeg kan. Med min alder kunne jeg ikke gøre mig håb om at nå det samme niveau som i Irak. Men jeg er taknemmelig for, at jeg kunne arbejde i en årrække i en international organisation, hvor jeg kunne bruge min faglige viden og erfaring. Vi har også meget bevidst prioriteret vores børns uddannelse. For når man kommer udefra, skal man helst være lidt bedre kvalificeret end jævnaldrende danskere for at komme ind på arbejdsmarkedet. 

Tabet af det land, hvor man voksede op og har levet størstedelen af sit voksne liv, kan aldrig erstattes. Men jeg kan forsøge at lære mest muligt om mit nye land og prøve at forstå det danske samfund, som jeg forstod mit eget land. Selvfølgelig følger vi stadig udviklingen i Irak og beder dagligt for vores land og ikke mindst for de kristne, der har lidt ubeskrivelig meget. Men nu er det her, vi bor. Danmark er vores nye hjemland.

Som udlænding starter man ikke fra nul, men fra et sted under nul. Der er fordomme, som først skal overvindes. Jeg har lært ikke at forvente, at danskere kender min kultur. Derfor er det vigtigt, at flygtninge fortæller om deres baggrund og deres lands historie og kultur. Da jeg kom til Danmark, troede alle, at jeg var muslim, fordi jeg kom fra Irak. Når jeg fortalte, at jeg er kristen, spurgte de, hvornår jeg konverterede! Jeg forklarede, at det ganske enkelt er umuligt for en muslim at konvertere til kristendommen i Irak. Det er der dødsstraf for. Men vi har mange meget gamle kirker i Irak. Som syrisk-ortodoks kristen kommer jeg fra en af de ældste kirker.

Hvad har din kristne tro betydet? 

Et menneske kan ikke leve uden håb. Uden vores tro havde vi ikke haft noget håb. Jeg har ofte sagt, at den bedste indgang til det danske samfund er gennem kirken. Her er mennesker, som deler vores tro og er oprigtig interesseret i at hjælpe flygtninge. Selv om jeg savner min egen kirketradition, er det muligt at lære at værdsætte andre traditioner og bidrage i nye sammenhænge. Mere end noget andet har kontakten med kirken været med til at gøre vores liv i Danmark rigt og meningsfuldt.