Interview med anglikansk præst med britisk pas og indiske rødder

(Nyt på tværs 2 - 2019)

Præstegården er en gulstens etplansvilla omgivet af blomstrende rododendron på Tuborgvej i Hellerup. Smitha Prasadam er præst ved St. Alban's anglikanske kirke i København og har lige afsluttet dagens dansklektion på en privat sprogskole skråt over for præsteboligen. I forvejen taler hun tre sprog, beskriver sig selv som verdensborger - og så er hun glad for elefanter og ugler.

En mørkebrun træelefant med hvide stødtænder hilser venligt på den besøgende. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at den har selskab af adskillige andre elefanter på puder og tæpper rundt omkring i den lyse dagligstue. Og så er der uglerne, der har indtaget en hel hylde i et glasskab. Store og små mellem hinanden. Smitha Prasadam forklarer:

     - Elefanterne repræsenterer selvfølgelig Indien. Det er der, jeg kommer fra. Uglerne har en teologisk historie. Under reformationen blev de mange steder fjernet fra kirkeloftet, fordi de blev associeret med Guds feminine side. Men her er de velkomne, ler den anglikanske præst med det indiske navn og tydelige britiske accent. Med til historien hører også, at hendes mormor var rektor for en pigeskole i Indien og forkæmper for kvinders ret til uddannelse, og hendes i dag 80-årige mor var den første ikke-hvide kvindelige præst, der blev ordineret i den anglikanske kirke i England for 25 år siden.            

     - Min mor blev kendt som præsten i sari med den hvide præstekrave. I mange år var hun en pioner inden for religionsdialog i England. I dag er hun stadig aktiv og har tilladelse til at forrette gudstjenester her i København, fortæller Smitha Prasadam.

      For selv om præsten ved St. Alban´s Kirke er gift med en englænder, følger familien den indiske tradition med flere generationer under samme tag.

     - I England boede vi tre generationer sammen i mange år. Først hos min mor, og da hun gik på pension, flyttede hun ind hos os. Derfor var det helt naturligt, at min mor skulle med os til København, forklarer Smitha Prasadam.       

Duften af jasmin

Fællesskab og forbundenhed er nøgleord for den britisk-indiske præst, der blev født i Bangalore i Sydindien for 54 år siden. At hun er stolt af sine indiske rødder lægger hun ikke skjul på. 

     - Alle kan se på mig, at jeg er inder, selv om jeg har et britisk pas. Jeg var 10 år, da vi flyttede til England, og har masser af minder fra Indien. Jeg husker det som om Gud var overalt. Et af mine tidligste minder er de lange aftener, hvor hele familien var samlet til bøn på min mormors veranda. Vi kunne være 20-40 børn og voksne. Den kølige aftenluft var fuld af duften af blomstrende jasmin. Så sad vi og bad og læste i Bibelen, spiste og talte sammen. Det var i stedet for at se fjernsyn.

     - I Indien siger vi, at man først møder Gud i sin mor, der gav en livet. Derefter i sin far og senere i sin lærer. Det fjerde sted er i den fremmede. Min indiske opvækst har givet mig en dyb forståelse for betydningen af gæstfrihed og respekt for den fremmede. Når vi havde fødselsdag, inviterede min mor og mormor altid 15-20 tiggere hjem til vores hus, hvor de fik et måltid mad og nyt tøj. Vi fik også nyt tøj, men først når de andre havde fået deres.   

Til Danmark

Den anglikanske præst i den sorte præsteskjorte er en levende fortæller og godt selskab. Hun er nærværende og mestrer kunsten at ignorere mobiltelefonens brummen. Og så er hun levende interesseret i mennesker, læser meget og har stor indsigt i teologi, spiritualitet og verden omkring sig.      

     Det er godt et år siden, at Smitha Prasadam flyttede til Danmark. Den første uge bød både på et kursus i brandslukning på den lokale brandstation og konfirmationsgudstjeneste med bispebesøg. To uger senere blev hun indsat som præst ved St. Alban´s Kirke på Langelinie, hvor menigheden består af 32 nationaliteter - en tredjedel briter, en tredjedel danskere og en tredjedel fra resten af verden. 

     Hun aner en sammenhæng mellem barndomsårene i Indien og den nye danske hverdag. 

    - Måske kan jeg betale lidt tilbage til mine tidlige rødder, hvor mine forældre underviste på et teologisk universitet, der blev grundlagt af britiske missionærer i den tidligere danske koloni Serampore. Og til de mange danske missionærer, der rejste til Indien. 

     Derfor vil hun også lære det danske sprog. Det foregår på en lokal sprogskole, hvor klassen allerede har været inviteret på besøg i præsteboligen. 

     - Vi er 13 nationaliteter og vidt forskellige, men vi har det fantastisk med hinanden og kan også sagtens tale om tro. Der er en utrolig vitalitet. Det er mennesker med så mange ressourcer og færdigheder. Jeg elsker danske ord som ”rummelig”!

     - Når man kan sproget, forstår man bedre kulturen. En af de kulturelle udfordringer for mig er danskernes forhold til tid. I Indien har alle et ur, men ingen tager notits af det. I Danmark ser man ingen ure, men danskerne er meget bevidste om tid og præcision. Her kommer man bare ikke for sent!  

Tro og forbundenhed   

Hvad har formet din tro?

- Først og fremmest en altoverskyggende erfaring af, at Gud tror på os, før vi tror på ham. Det er noget med forbundenhed. Gud sørger for os. Gud er der altid.

     - Måske hænger det også sammen med, at jeg er tvilling. Jeg har altid været forbundet med en anden. Jeg er, fordi vi er – og sammen er vi i Gud. Det er noget meget indisk. Som den engelske digter John Donne siger: No man is an island. I kristen forståelse handler det om at bære hinandens byrder.

     - Og så det med at leve i krydsfelter. Jeg har altid levet mellem flere kulturer, religioner og kirkesamfund. I min mors familie er der både kristne og hinduer. Min oldefar på min fars side var født brahman og tilhørte præstestanden - samfundets øverste kaste. Da han mødte kristne missionærer, måtte han stikke af hjemmefra for at blive døbt. Siden blev han præst, og hans søn – min farfar – blev assisterende biskop. Også min far blev præst og tog en teologisk doktorgrad. I Indien voksede jeg op i et meget økumenisk miljø. Min mand er oprindelig katolik. I krydsfelter bliver man orienteret mod en større verden.

Gud udruster

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle læse teologi.

     - Begge mine forældre var præster og fremragende  teologiske undervisere. Det ville jeg aldrig kunne leve op til, tænkte jeg. Så jeg læste engelsk og lingvistik, underviste lærerstuderende og rejste rundt i Europa som censor i engelsk som fremmedsprog. Men jeg kunne ikke løbe fra Guds kald. Under et besøg i Sydafrika det år, apartheid faldt, var jeg så privilegeret at få lov at holde gudstjeneste i Cape Town sammen med Desmond Tutu. Bagefter greb han min hånd og sagde, at jeg skulle overveje at blive præst. Min mor sagde: ”Når du er klar!”

     Og klar blev Smitha Prasadam. I 2003 blev hun ordineret som præst i den anglikanske kirke i England, og efter 15 år som præst i Birmingham blev hun opfordret til at søge stillingen som præst for den anglikanske menighed i Danmark. 

     - Når Gud kalder, udruster han også. Jeg bad Gud sende mig derhen, hvor der var brug for mig. Som præst har jeg en dyb kærlighed til gudstjenesten og kirkens liturgi. Jeg beder meget. Bøn er at stå med al sin ufuldkommenhed og lade Gud fylde det tomme rum. 

     Hun bærer stadig den indiske spiritualitet med sig.

     - Indere er et bedende folk. I alle hinduhjem er der et sted, hvor man er bevidst om guddommeligt nærvær. Gud er på alles læber. Når vi hilser på hinanden, siger vi Namaste, der betyder ”Må jeg se Gud i dig.”

     - De fleste danskere taler ikke gerne om Gud eller tro. Men når man kradser lidt i overfladen, er der ofte virkelig et behov. Måske mangler danskere et sprog for troen. Når folk ser min præstekrave, er der nogle, der spørger, om jeg er præst, Det er en god ice breaker. Jeg vil gerne give troen mere sprog og skabe rum, hvor mennesker kan møde Gud og få en dybere relation til ham. Og så håber jeg, at jeg kan være med til at sprede glæde. Glæden er noget fundamentalt i den kristne tro. Glæd jer i Herren! Gud er med os!

BMF