Palæstinensisk familie fra Syrien er flygtninge i tredje generation

En alvorlig teenage pige med hvidt hovedtørklæde og en yngre pige med en kæk kasket. Pigerne står på en balkon i aftenlyset i et sydlandsk beboelseskvarter. Ala'a Alsabe holder mobiltelefonen frem, og et kort øjeblik lyser billedet af de to døtre på 10 og 14 år op i novembermørket, der sænker sig om os. Så slukker han og ser væk.

Den 49-årige diplomingeniør fra den palæstinensiske bydel Yarmouk i Damaskus var blandt de knap 3.000 flygtninge, der søgte asyl i Danmark i september i år. Med på den lange rejse til Europa havde han den ældste søn, en svoger og sønnens jævnaldrende gymnasiekammerat. Hans kone og de to døtre befinder sig stadig i Syrien.

     - Vores kvarter blev belejret af den syriske regeringshær i 2012. I dag bor min kone og mine døtre på et lejet værelse i en anden bydel. Nogle dage er der sikkert. De dage kan mine døtre gå i skole. Andre dage er der ikke sikkert. Min kone tør ikke lade pigerne være alene i huset, for soldaterne kan komme når som helst, fortæller Ala'a Alsabe, der forlod Syrien i august, efter at en ældre bror var blevet tilbageholdt og dræbt.     

Gymnastiksal

I dag er adressen et midlertidigt asylcenter i udkanten af Haderslev. Centret åbnede midt i oktober i bygninger tilhørende Beredskabsstyrelsen. På grund af de ekstraordinært mange asylansøgere, der er kommet til Danmark de seneste måneder, er der her indrettet nødindkvartering for 144 enlige mænd, der for størstedelens vedkommende sover i den tidligere gymnastiksal, hvor de mange senge er adskilt af flytbare skillevægge. Ala'a Alsabe deler et ”rum” med sønnen på 19 år. Privatliv er ikke eksisterende i den menneskefulde hal.

     Vi mødes på et autoværksted inde i byen, hvor ejeren er palæstinenser. Som de fleste beboere på asylcentret tilbringer Ala'a Alsabe mindst mulig tid der.

     Inden interviewet vil han sikre sig, at det ikke er Jehovas Vidner, der er på besøg. Venner har advaret ham om, at han skal være forsigtig med danskere. Den udsendte bedyrer, at hun kommer fra folkekirken, og vennen, der gæstfrit lægger hus til interviewet, fortæller, at han skam betaler kirkeskat og er medlem af folkekirken. Ala'a Alsabe lyser op i et smil. Han vil gerne tale med kristne. Dem kender han fra Syrien. Han fortæller, at selv om han er muslim, kan han godt gå ind i en kirke og bede. For der findes kun én Gud.

Taknemmelig

Trætheden er tydelig og mærkbar. Den palæstinensiske ingeniør er taknemmelig for, at Danmark tager imod flygtninge fra Syrien. Men han har efterladt halvdelen af sin familie i en krigszone og ønsker bare at se dem igen så hurtigt som muligt.  

     - De kan blive dræbt når som helst, siger ha

     Indtil for få år siden havde familien hvad han beskriver som et godt liv i Yarmouk, en pulserende bydel i det sydlige Damaskus, der inden krigen husede 160.000 palæstinensiske flygtninge, der levede fredeligt sammen med syrere af alle slags.

     - Jeg arbejdede som ingeniør. Min kone var lærer, og børnene gik i skole. Vi boede i et hus, som jeg selv havde bygget. Vi levede et normalt liv. Jeg gik på cafeteria med pigerne, og somme tider gik vi alle tur i parken, fortæller han. 

Hus ramt af bombe

Da den væbnede opstand mod den syriske præsident brød ud i 2011, blev alt anderledes. Oprørsgrupper trængte ind i Yarmouk, og regeringssoldater reagerede ved at angribe og senere belejre bydelen.

     - Det var død og ødelæggelse overalt. En dag landede en bombe i et værelse i vores hus. Ingen blev dræbt, men vi turde ikke blive i huset. Det næste år boede vi hos min bror uden for Yarmouk. Vi prøvede at reparere vores hus og flytte tilbage, men efter få uger kom krigen igen. Vi blev beskudt med granater, raketter og bomber. Da det var værst, flygtede vi ud på gaden. Efter nogle dage fandt vi et hus, hvor vi kunne leje et værelse. Her boede vi det næste år. Når min søn gik ud for at købe mad og vand, vidste jeg aldrig, om han ville komme tilbage, fortæller Ala'a Alsabe.  

Bror dræbt

En ældre brors død sidste år blev afgørende for familiens beslutning om at forlade Syrien, hvor de havde boet som flygtninge siden 1948. Broren arbejdede for FN og var en kendt og respekteret mand. En dag blev han tilbageholdt af ukendte mænd.

     - Vi fandt ham på hospitalet. De havde skudt ham gennem hovedet. Han efterlod kone og tre børn. Min far kaldte os tre brødre sammen og sagde, at vi ikke måtte blive i Syrien. En af mine brødre endte i Norge og en anden i Danmark. Jeg havde ikke penge til at rejse med min familie. Kunne jeg lade dem blive tilbage? Men til sidst havde jeg ikke noget valg. Med hjælp fra familie og venner kom jeg over grænsen til Tyrkiet. En ven tog min søn med til Istanbul, så han kunne rejse sammen med mig.

     - I Tyrkiet betalte vi penge til en mand, der lovede at hjælpe os. Vi kørte med bus i mange timer. Så blev vi sat af i en skov og gik i syv timer. Til sidst kom vi om bord på en båd. Vi var 40 personer - mænd, kvinder og syv børn. Vi var på havet i fem døgn. En dag blæste det op til storm med meterhøje bølger. Alle var meget bange og græd og råbte. Heldigvis havde vi en god kaptajn, og efter nogle timer lagde stormen sig, så vi nåede frem til Italien. Herfra kørte vi med smuglere op gennem Europa i en lukket bil. Vi måtte ikke gå ud af bilen. Jeg ved ikke, hvor jeg har været, siger han. 

     Først i Danmark blev bilen stoppet af politiet.

     - Da jeg spurgte betjenten, hvor jeg var, sagde han: Du er i Danmark. Jeg blev meget glad. Vi var kommet til et sikkert land. Politiet var meget venlige mod os. Næste dag fik vi togbilletter til København og besked på at melde os i Sandholmlejren, fortæller Ala'a Alsabe.

Ventetid

Efter to måneder ved far og søn endnu ikke, om deres asylsag bliver behandlet i Danmark. For den 19-årige søn, der ikke har gået i skole, siden hans gymnasium blev ramt under et luftangreb sidste år, er dagene lange.  

     - Min søn savner meget sin mor og sine søstre. Somme tider spiller han fodbold med de andre drenge, men så kommer han tilbage og ligger på sin seng og græder. Hver dag spørger han: "Far, hvornår kommer min mor og mine søstre?" Jeg siger, at det ved jeg ikke. Måske siger Danmark ja til os. Måske siger Danmark nej. Jeg har ikke noget svar til min søn.  

     - Mine døtre græder, når jeg taler med dem i telefonen. "Far, du må hjælpe os," siger de. "Vi har ingen penge og ingen elektricitet. Vi er bange. De bomber os." Men jeg kan jo ikke gøre noget. I Danmark går alting meget langsomt. Mens vi venter, dør mennesker i Syrien.

Tredje generation

Ala'a Alsabe er statsløs flygtning i tredje generation. Faren var ni år, da familien flygtede til Syrien fra en landsby nær Betlehem i forbindelse med staten Israels oprettelse. Selv har han levet hele sit liv som flygtning i Syrien. Nu er han og sønnen flygtninge i Danmark. 

     - Min familie kunne ikke blive i Palæstina. Vi kunne ikke blive i Syrien. Måske kan vi ikke blive i Danmark. Hvor skal vi tage hen, spørger han.  

     Hvis han får asyl i Danmark, vil han lære dansk så hurtigt som muligt.

     - Jeg vil kunne kommunikere, så jeg kan arbejde som ingeniør og gøre nytte her. Jeg vil betale Danmark tilbage. Jeg vil ikke tage penge fra kommunen, siger han bestemt og tilføjer, at de tre børn skal have en uddannelse. Uddannelse er det bedste, han kan give sine børn.

    - Danskerne smiler til os, når vi møder dem på gaden. I Syrien er der ingen smil tilbage. I Syrien græder man. Jeg er træt af krig. Når man oplever krig, har man til sidst ingen følelser tilbage. Alt er væk. Danskerne gør sig ikke nogen forestilling om, hvad vi har oplevet.

BMF