Flygtninge i tre generationer

(Nyt på tværs 1 - 2015)

For Hanna Zakaria Audish fra den kaldæiske menighed i Aarhus er flugt og forfølgelse en del af familiens historie i tre generationer. I 1915 flygtede hendes bedsteforældre til den nordirakiske by Dohuk. I dag hundrede år senere er de få tilbageværende slægtninge drevet på flugt fra deres hjem, efter at en milits sidste sommer indtog store områder i Nordirak. Selv kom Hanna til Danmark i 1990, da hun blev gift med sin mand, der flygtede i begyndelsen af 1980erne. I 1995 var parret med til at oprette den kaldæiske forening, der gennem årene har været et vigtigt samlingssted for byens mange kristne kaldæiske familier fra Irak.

Krige har trukket lange spor gennem den irakiske families historie. Selv om det er 24 år siden Hanna Zakaria Audish forlod Irak, bærer hun stadig på generationers fortællinger om forfølgelse og flugt. Hertil kommer de mange minder fra årene i skyggen af krigen mod Iran fra 1980-88. 

     - Jeg troede, at jeg havde lagt det hele væk. Men jeg bliver meget påvirket af det, der sker i Nordirak lige nu. For nylig blev min svigerindes familie tvunget til at forlade alt. Det berører os alle meget, siger den 54-årige irakiske mor til tre, der er uddannet teknisk designer og i dag arbejder på et ældrecenter i Aarhus.     

Bror dræbt i krigen

Da krigen mellem Irak og Irak brød ud i 1980, var hun 20 år gammel. Familien boede i Bagdad, hvor faren var togkontrollør og moren hjemmegående syerske. 

     - Vi var slet ikke forberedt på krig, da de begyndte at bombe Bagdad. Vi boede tæt på præsidentpaladset og så fly komme ind over byen. Da min ældste bror blev indkaldt som soldat, kom min niece på tre år ned til os fra Dohuk. Jeg kan stadig huske, hvordan hun skreg og græd, hver gang de bombede. I dag er hun voksen, men hun har ikke glemt dengang.

     To år senere mistede Hanna en bror i krigen.

     - En dag ringede en politibetjent på døren. Jeg vidste med det samme, at der var sket noget. Betjenten fortalte, at min bror var blevet dræbt, og spurgte, om jeg ville hen på politistationen og hente hans kiste. Jeg kan huske, at jeg råbte og skældte ud. En ukendt mand hjalp mig med at hente kisten. Min bror blev 24 år. Dengang var folk i Bagdad meget gode ved hinanden og gav megen omsorg, fortæller Hanna, der efter brorens død fik arbejde i et firma, hvor næsten alle ansatte var kvinder. Irakiske mænd var i krig. På vej til og fra arbejde begyndte hun at tælle kister. Turen tog en time hver vej. Nogle dage talte hun op til 15 kister. Det var dræbte soldater, der blev bragt hjem til deres familier. Da hun året efter blev sendt på en firmarejse til Tyskland, overvejede hun ikke at vende tilbage. 

     - Jeg var 23 år og træt af krigen. Min far forstod mig godt men sagde: "Hvad skal en ung kvinde stille op i et fremmed land alene?" I sidste ende skulle min søster garantere for mig. Hvis jeg ikke kom tilbage, ville hun blive fængslet. Jeg kunne ikke udsætte min søster for noget.  

     Under krigen var familiens hus meget tæt på at blive ramt under et bombardement.

     - Jeg var på arbejde i en by 50 kilometer fra Bagdad og kom hjem til et hus, hvor alle ruder var knust og alt ødelagt. Heldigvis var mine forældre og søster i sikkerhed hos en onkel i en anden bydel. De fortalte, hvordan et fly var kommet meget tæt på, mens min far lå og sov i sin seng under et vindue. De kunne meget let være blevet dræbt alle sammen. 

Til Danmark

Efterhånden som krigen skred frem, voksede ønsket om at forlade Irak. Men først i 1990 fik Hanna mulighed for at rejse til Cypern på en turistrejse sammen med sin mor. Hun var 29 år og vendte aldrig tilbage. På Cypern mødte hun sin kommende mand, der allerede boede i Danmark. 

     - Vores familier kendte hinanden. Vi var begge kristne. Det var det allervigtigste. Han er en rigtig god mand, som jeg er meget glad for, siger Hanna med varme i stemmen.

     Selv om det var en stor omvæltning at komme til Danmark, faldt hun hurtigt til i de nye omgivelser. 

     - Jeg følte mig ikke så fremmed. Jeg var jo kommet til et land med kristne traditioner og værdier. Jeg lærte hurtigt dansk og håbede at kunne bruge min uddannelse som teknisk designer. I Irak havde jeg haft et rigtig godt job. Men det går jo ikke altid, som man gerne vil. I dag er jeg træningsassistent på et ældrecenter. Det var ikke det, jeg drømte om, men jeg er glad for mit arbejde. Det vigtigste er at bidrage til samfundet og gøre noget, der er til gavn for andre. Det giver mig glæde, når jeg ser de ældre smile. Hvis man er positiv, gør det tingene meget lettere.     

Fulde kirker

Kirken har altid betydet meget for Hanna, der voksede op i en kirkeligt aktiv familie i den nordirakiske by Dohuk nær den tyrkiske grænse. Her boede hun, indtil hun var otte år. 

     - Hver søndag gik vi i kirke. Sådan var det bare. Vi boede i en kristen bydel, hvor der altid var masser af mennesker i kirken. Min mor var med i kirkens kvindeforening. Jeg husker kirken som et dejligt sted, fortæller Hanna. 

     - Senere flyttede vi til Bagdad på grund af min fars arbejde. På vores vej boede der både kristne, shia- og sunnimuslimer. Jeg bedømmer ikke folk på deres religion, men på hvordan de er, og hvordan vi har det sammen. Tre af mine bedste veninder er muslimer. Inden krigen levede kristne og muslimer i fred og ro. Om søndagen var kirkerne fulde.

     - Fordi vi var et mindretal i et muslimsk land, holdt vi meget fast ved vores kristne traditioner. I Danmark er det lidt anderledes. Her lever vi i et fredeligt samfund med kristne værdier. Så bliver man troende på en lidt anden måde. Men de kristne værdier, jeg har lært af min mor og mormor, har jeg givet videre til mine tre børn, der i dag er 23, 21 og 17 år. De skal kende deres tro, så de har noget i deres rygsæk. Selv om de er født her og føler sig danske, skal de vide, at som kaldæere har de en baggrund, de kan være stolte af.

      - I dag gentager historien sig. Min bedstefar blev fordrevet i 1915 og flygtede over bjergene til Dohuk. Min far blev født under flugten. Midt i alt bevarede mine bedsteforældre deres kristne værdier. De kæmpede og knoklede. Hundrede år senere bliver de kristne igen fordrevet fra deres hjem i Irak. Men de opgiver ikke deres tro.

Kaldæisk menighed

I 1995 var Hannas mand med til at stifte den kaldæiske forening, der i 20 år har arrangeret undervisning i kristendom og sociale og kulturelle aktiviteter for børn og voksne en gang om ugen. Gennem årene har foreningen også lavet kirkelige og sociale arrangementer sammen med lokale sognekirker. 

     - I begyndelsen havde vi kun kaldæisk gudstjeneste et par gange om året med en præst fra Italien eller Sverige. Nu har vi vores egen præst, der holder gudstjeneste to gange om måneden, fortæller Hanna, der er en af menighedens tre kontaktpersoner. 

     - Det vigtigste for mig er at være i kirken. I kirken får jeg ro i sindet. Om det er kaldæisk eller dansk kirke betyder ikke så meget. Jeg bliver ofte bedt om at lave mad og hjælpe med noget i kirken. Det gør jeg meget gerne. 

     Når Hanna ser tilbage på sit liv, er det med glæde og taknemmelighed trods krigens aftryk i sjæl og sind.   

     - Jeg startede helt fra bunden for 24 år siden. I dag har jeg en god familie og velfungerende børn, der alle er i gang med en uddannelse, har fritidsjobs og fungerer rigtig godt. Jeg er slet ikke bekymret for mine børn. Vi bor i et dejligt hus. Jeg er tryg i Danmark. Her er jeg ikke bange for at miste min tro. Jeg beder for mit land Danmark og for mit land Irak. Jeg beder for min familie og mine naboer og for fred i hele verden.

 

Den kaldæiske kirke: Et af verdens ældste kirkesamfund og den største kristne kirke i Irak. Kirken lod sig i 1552 forene med Rom og har siden været katolsk. Det skønnes, at der er omkring 2.000 kaldæiske kristne i Danmark.