Krigen stjal vores liv

Det var drømmen om en fremtid for familiens to børn langt væk fra krigen, usikkerheden og håbløsheden, der sidste år fik Heba Besher til at tage ud på den lange rejse mod Europa. Og den 33-årige mor er langt fra den eneste, der ikke længere kan se nogen fremtid i Syrien eller de omkringliggende lande. Siden krigen brød ud i marts 2011, er over en halv million syrere flygtet til Europa. I dag bor Heba Bersher og datteren Sama (5) i et nyrenoveret bindingsværkshus i Nysted på sydkysten af Lolland. Her venter de på familiesammenføring med Hebas mand og sønnen Mehyar på 11 år.

Hun har stadig nøglen til familiens lejlighed i hovedstaden Damaskus. Men Heba Besher ved, at hun aldrig kommer til at bruge den. Huset, gaden og hele kvarteret, hvor hun er født og opvokset i den palæstinensiske bydel Yarmouk, er for længst forvandlet til en ruinhob. Bombet til ukendelighed i den snart fem år lange borgerkrig, der har kostet mindst 250.000 syrere livet og sendt knap 12 millioner på flugt fra deres hjem.

     - I dag er der ikke noget tilbage af vores bydel. Engang var det et meget smukt sted. Vi havde et godt liv med lejlighed, bil og gode jobs. Jeg er uddannet laborant og arbejdede på et hospital i 10 år. Min mand var selvstændig grossist. Børnene gik i skole og børnehave. Selvfølgelig havde vi ikke politisk frihed. Men sådan er det også i mange andre lande. Det er noget, man lærer at leve med, siger Heba Besher.    

     Krigen startede i marts 2011 i byen Homs 140 kilometer nord for Damaskus. I begyndelsen var det hele fjernt og uvirkeligt.

     - Vi hørte rygter og så reportager i nyhederne, men vi kunne ikke tro, at krigen ville komme til Damaskus. Jeg husker tydeligt den første store eksplosion. Det var en morgen. Vi var på vej på arbejde og havde lige afleveret vores søn i skolen. Pludselig lød der et enormt brag. Alt rystede. Folk skreg og løb. Der var røg overalt. Jeg knugede min datter ind til mig, mens jeg løb tilbage til min søns skole. Ruderne var blæst ud, men han var uskadt. Jeg husker ikke, hvor mange der døde den dag. Det var flere hundrede.

     Den følgende tid blev luftangrebene stadig hyppigere. Krigen var nået til Damaskus.

     - Vi vidste ikke, om vores hus ville blive ramt næste gang. Dengang var det stadig muligt for palæstinensere at rejse til Egypten, så vi tænkte, at vi ville rejse væk nogle måneder og komme tilbage, når det hele var overstået. Vi rejste og efterlod alt. Det var i 2012. Siden er det bare blevet værre og værre.

Til Italien

Det blev til mere end to år i Egypten, hvor familiens situation blev stadig mere uholdbar. 

     - Vi kunne kun få opholdstilladelse for et år. Det var umuligt at få arbejde. Heldigvis har vi familie i udlandet, der hjalp os. Jeg arbejdede frivilligt som laborant for en syrisk læge, der hjalp syriske flygtninge. Men alt var usikkert. Vi kunne ikke tage vores børn tilbage til krigen i Syrien. Min mand var villig til at tage den farlige rejse til Europa, men han kunne ikke efterlade børnene og mig alene i Egypten. Jeg sagde, at så ville jeg prøve. Jeg ønskede ikke ar rejse til Europa, men det var vores eneste mulighed for at give børnene en fremtid. Vi kendte nogen, der organiserede rejsen for mig og min datter. De lovede os, at det var sikkert. Men det var det jo slet ikke, siger Heba.    

     Rejsen med båd til Italien tog fem dage. Efter to dage slap mad og vand op. Men der gik flere dage, inden båden blev opdaget af den italienske kystvagt og de 170 flygtninge om bord reddet over på et større skib.

    - Min datter var meget sulten og græd og græd, siger Heba og fortæller, hvordan datteren i lang tid derefter var bange for, at de ikke havde nok at spise.   

     - Skibet samlede også flygtninge op fra andre både. Jeg var nummer 1201. Men ikke alle klarede det, siger hun og bliver tavs et øjeblik.   

     I Italien fik Heba valget mellem at komme illegalt videre til Tyskland, Danmark eller Sverige.

     - Jeg ville bare til et sikkert land, hvor der var fred, frihed og gode uddannelsesmuligheder for mine børn. Det blev så Danmark. Jeg kan ikke fortælle om rejsen fra Italien. Vi kørte gennem mange lande. Jeg gør det aldrig igen.  

     Hebas rejse endte i Sandholmlejren i august sidste år. Efter nogle uger blev mor og datter overflyttet til et asylcenter på Langeland, og seks måneder senere kunne de starte et nyt liv i Nysted. Heba fortæller, at datteren i dag er faldet til ro og trives med børnehave og danske kammerater, selv om hun savner sin far og storebror og hver dag spørger, hvornår de kommer.

     - Jeg siger til min datter, at det ved jeg ikke. Men de kommer snart, siger Heba, der håber at få sin uddannelse som laborant godkendt i Danmark. Foreløbig går hun på sprogskole og håber snart at få en praktikplads på et hospital. 

Kristne venner

Som palæstinenser er Heba flygtning i tredje generation. Bedsteforældrene flygtede til Syrien fra Palæstina i 1948 i forbindelse med staten Israels oprettelse. De mistede alt. 

     - Selv om vi var statsløse, havde vi et godt liv i Syrien. I min familie har vi tradition for uddannelse. Min far er lærer og min mor laborant. I min mors familie er der flere læger. Mine forældre har lært mig at respektere alle mennesker uanset tro og politisk overbevisning. Som barn havde jeg mange kristne venner, fortæller Heba, der stadig har kristne veninder og kender de kristne juletraditioner. De første julenisser er også rykket ind i den lille stilfuldt indrettede stue med hvidt flisegulv og sortlakerede  genbrugsmøbler. Heba ønsker sine kristne venner glædelig jul, ligesom en kristen veninde og tidligere arbejdskollega gerne er den første, der sender  lykønskning ved den muslimske fest, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadanen. I år gik  hun og en veninde rundt til danske naboer og venner efter ramadanen med poser med kager og slik, som man gør i Syrien.

      - Danskerne her respekterer, at jeg er muslim og går med tørklæde. Det er mit valg. Som muslim beder jeg fem gange om dagen. Nogle danskere synes, det er lidt meget! Men det er min religion. Og jeg har meget at sige Gud tak for. Min søn har det godt, selv om han savner mig. Min mand er i live. Jeg har ikke mistet nogen af mine nærmeste i krigen.  

Kom med blomst

Selv om Heba er vokset op i en storby, er hun faldet godt til i Danmarks sydligste købstad.

     - Jeg elsker storbyen, hvor der er liv og mennesker til langt ud på aftenen. Nysted er en meget stille by. Klokken fem lukker alt! Men jeg føler mig velkommen her. Gennem kommunen, Røde Kors og kirken har jeg fået danske venner, jeg kan stole på. Det betyder alt. Mange flygtninge har ikke danske venner. En af de første dage kom en dame med en blomst og sagde velkommen. En anden dame fra kirken besøger mig hver uge og hjælper mig med det danske sprog. Jeg er ikke alene.

     - Somme tider har jeg svært ved at koncentrere mig. Det er som at leve i to verdener. Der er en masse følelser. Jeg bærer på en tristhed, som jeg ikke har kendt før. Det er svært at tale om. Udadtil skal jeg være stærk. Men jeg er konstant bekymret for min familie. Mine forældres bydel er belejret af regeringshæren. De mangler alt. Jeg har ikke set min mor i over tre år. Når vi taler i telefonen, siger hun, at de er OK. Hun vil ikke fortælle mig de dårlige ting.

     - Der er bekymringer for fremtiden her. Regeringen har vedtaget nye regler for flygtninge. Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os økonomisk, når min mand kommer. Hver dag taler medierne om flygtninge. Det er som om regeringen ikke ønsker, at vi skal være ligeværdige borgere. Men jeg vil ikke, at mine børn skal vokse op og føle sig mindreværdige.

Venter på svar

For Heba overskygger savnet af manden og sønnen, der i dag er 11 år, dog stadig alle andre bekymringer. Ansøgningen om familiesammenføring er for længst udfyldt og indsendt. Seneste melding lyder, at hun vil få svar i januar 2016.  

     - Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det skal tage så lang tid. Indtil min mand og min søn kommer, er det som om mit liv er gået i stå. 

     - Krigen stjal vores liv. Vi ønsker blot, at mennesker må holde op med at slå hinanden ihjel. Vi vil bare gerne starte et nyt liv. Bare leve igen. Jeg er meget taknemmelig for danskerne og håber, at vi en dag kan gøre noget godt for Danmark.

BMF