Kinesisk ingeniør genfandt sin kristne tro i Danmark
(Nyt på tværs 2-2014)
Da Ruth blev født i en større by i det østlige Kina firmange år siden, var det ikke ualmindeligt, at kinesiske familier gik i kirke. Både forældrene og bedsteforældrene var kristne og havde gået i kristne skoler. Som barn blev Ruth sendt i søndagsskole og sang i kirkekor. Men da kommunistpartiet kom til magten i 1949, blev al religionsudøvelse forbudt og kirker lukket, og under de gennemgribende samfundsomvæltninger gled troen ud af hendes liv. Først mange år senere genfandt hun sin kristne tro i Danmark. I dag er hun stadig fast kirkegænger i en dansk provinsby.
Den spinkle kinesiske kvinde sidder i køkkenet i sin lejlighed og fortæller om et langt liv, der begyndte i en kristen akademikerfamilie i Kina længe inden kommunistpartiets magtovertagelse i verdens folkerigeste land. På reolen bag hende vidner talrige ordbøger, leksika og anden faglitteratur om et langt og flittigt liv med tilegnelse af et nyt sprog, inden hun for snart mange år siden gik på pension. Selv synes Ruth, at hendes liv har været ganske almindeligt. Så mange kinesere har gennemlevet krig, sult og perioder med hårdt fysisk arbejde. Hun har blot levet det liv, der blev hendes skæbne. I dag er kræfterne ikke så mange som tidligere, men der kommer liv i de milde øjne, da hun bliver bedt om at fortælle om kirkelivet i barndomsbyen. Her begynder hun gerne.
- Dengang var det ikke farligt at være kristen i Kina. Der var mange kirker i vores by, og mine forældre var uddannet ved kristne universiteter. Vi havde vores eget hus og levede rigtig godt. Vi var fire søskende, der alle blev døbt som børn. Hjemme bad vi bordbøn og aftenbøn. Jeg gik i en kristen skole, hvor hver dag startede i kirken. Mange af eleverne var kristne, men der var også buddhister og muslimer. Det gav ingen problemer. Vi besøgte hinanden, legede og spiste i hinandens hjem, husker hun og smiler ved tanken.
Barndomshjem bombet
De ubekymrede barndomsdage fik brat ende, da japanerne i 1937 besatte byen, og familiens hus blev ødelagt. De mistede alt og måtte starte forfra i en mindre by.
- Det første, min mor gjorde det nye sted, var at opsøge kirken. Det var det allervigtigste. Senere begyndte hun at undervise børn og unge i byen for at tjene lidt penge. Vi klarede os, men det var en meget svær periode, hvor der ofte ikke var penge til at købe mad, fortæller Ruth, der som 20-årig blev gift og flyttede til en anden by, hvor hun afsluttede et ingeniørstudium.
- Dengang var ægteskab normalt arrangeret af familien, men vi havde allerede mødt hinanden. Da vi blev forlovet, fik vi lov at skrive breve til hinanden, og på universitetet kunne vi somme tider mødes. Min mand var nogle år ældre, men inden vi kunne gifte os, krævede min mor, at han blev kristen. Han havde allerede mødt kristne på universitetet, og heldigvis havde hans familie ikke noget imod, at han blev døbt. Året efter vi blev gift, fik vi vores ældste søn. Han er den eneste af vores børn, der fik chancen for at blive barnedøbt.
Kirker lukket
Kommunistpartiets magtovertagelse forandrede alt. Ruth fortæller, hvordan kirker blev lukket og præster fængslet.
- Ifølge loven kunne man stadig vælge at dyrke religion, men i virkeligheden var det meget begrænset. Vores præst blev arresteret, og vi kunne ikke gå i kirke.
Med Kulturevolution, der begyndte i 1966 og sluttede i 1976, fulgte en årrække med fængselsophold, arbejdslejre, sult og hårdt fysisk arbejde for Ruth og mange andre højtuddannede kinesere. Hendes mand blev sendt ud på landet for at arbejde, og i mange år måtte familien leve adskilt. I længere perioder boede børnene hos bedsteforældrene.
- Både på grund af vores uddannelse og vores kristne tro blev vi betragtet som en problemfamilie. Og fordi vi havde gået i kristne skoler, blev vi mistænkt for at være spioner for Vesten. Vi havde meget begrænsede muligheder for at videregive den kristne tro til vores børn. Vi var alle som får, der havde mistet deres hyrde, siger Ruth.
Til Danmark
Da familien blev genforenet i slutningen af Kulturrevolutionen, vendte hun tilbage til sin tidligere profession.
- I dag ved jeg, at det var Gud, der gav mig styrke i alle årene. Han var med mig, selv om jeg ikke var klar over det. Dengang tænkte jeg kun på at overleve. I lang tid havde jeg ikke kontakt med kristne. Men Gud havde en plan med mit liv, siger Ruth, der nogle år senere blev tilbudt en stilling i Danmark i en dansk virksomhed.
- Jeg var den eneste i vores afdeling, der havde de kvalifikationer, der blev efterspurgt, fortæller hun med et smil og forklarer, hvordan hun allerede den første dag i Danmark fik kontakt med kristne.
- Den danske virksomhed havde skaffet en gæstebolig til mig. Det viste sig, at min værtinde var født i Kina som datter af en tidligere Kina-missionær! Om aftenen satte hun sig ved klaveret og begyndte at synge og spille kristne salmer. Jeg genkendte melodierne fra Kina. Det berørte mig dybt. Jeg har altid været glad for at synge, men jeg havde ikke sunget salmer i næsten 40 år. Jeg begyndte at forstå, at Gud aldrig havde forladt mig. Det blev begyndelsen på min rejse tilbage til min kristne tro, fortæller hun.
Åndeligt hjem
Året efter kom hendes mand til Danmark, og parret nåede at få over 20 år sammen her, inden han døde fir nogle år siden.
- Vi fik en lejlighed tæt på en kirke. Den første søndag gik vi til gudstjeneste i kirken og præsenterede os for præsten. Vi bad præsten komme og besøge os og fortalte, at vi begge var kristne i Kina, og at vi ønskede et åndeligt hjem i Danmark. Siden kom vi i kirken hver søndag, hvis det var muligt, fortæller Ruth, der stadig går i kirke om søndagen, når helbredet tillader det.
- Hvis jeg ikke er til gudstjeneste, ved de i kirken, at jeg er syg. Selvfølgelig er sproget svært. Men jeg læser i min kinesiske bibel, og præsten giver mig en udskrift af sin prædiken, som jeg tager med hjem og studerer, forklarer hun og fremviser et tykt og sirligt bundt manuskripter i A5 format.
Datter døbt
I dag bor en voksen datter også i Danmark. For Ruth var datterens dåb i en folkekirke sidste år en meget stor glæde.
- Min datter er opdraget under kommunistpartiet og har lært, at al religion er overtro. Da hun kom til Danmark, troede hun ikke på noget. Jeg fortalte hende, at hvis man vil lære vestlig kultur at kende, må man læse Bibelen. Hun fik en bibel og begyndte at læse. Når der var noget, hun ikke forstod, forklarede jeg for hende. Efter mange år begyndte hun at forstå, at den kristne tro ikke er overtro. Gud rørte ved hende. Til sidst sagde hun: Mit hjerte vil døbes.
- At min datter i dag er kristen er den største glæde i mit liv. Mine andre børn i Kina tænker ikke på samme måde. Men alt er i Guds hænder. Jeg er tryg ved livet og ved at være gammel i Danmark. Her er fred og ro, og min datter er her. Gud har været god imod mig.
BMF
Efter familiens ønske er navne og enkelte detaljer ændret