Zama-Zulu har valgt at være åben om HIV-smitte

(Nyt på tværs 2-2010)

HIV/AIDS: Zama-Zulu Shange er træt af hemmeligheder. Dem var der alt for mange af i hendes barndom. Derfor valgte den 44-årige sydafrikanske kvinde fra Kalundborg at være åben om sin sygdom, da hun blev smittet med HIV-virus i sit første ægteskab. I dag kommer hun i en international menighed i København og tager ud på skoler, i kirker og foreninger og fortæller om den tabubelagte sygdom.

Hendes liv har været barskere end de flestes. Om nogen kender hun til omsorgssvigt, ensomhed og en barndom med alt for mange hemmeligheder.

     Zama-Zulu Shange kom til Danmark som 9-årig fra Sydafrika sammen med sin far, stedmor og ni søskende. Som politisk aktiv under det daværende apartheidstyre havde faren været i fængsel og fik politisk asyl i Danmark. Men efter nogle år faldt familien fra hinanden. Forældrene blev skilt, faren flyttede til London, og en ny stedmor ankom fra Sydafrika for at tage sig af børnene.

     - Det gik helt galt. Min stedmor kunne ikke klare os og gjorde nogle ting, man bare ikke gør. Samtidig skulle det være et kristent hjem. Som 18-årig flyttede jeg til København for at læse og komme væk. Her mødte jeg min første mand. Han var fra Zimbabwe og meget sød mod mig. Han var sådan almindelig og høflig. Jeg flyttede med ham til Stockholm, vi blev gift og fik en datter. Da hun døde nogle få måneder gammel, gik min mand helt i stå. Uden Guds styrke havde jeg heller ikke klaret det. Nogle år senere opdagede jeg, at min mand var biseksuel. Da havde vi været gift i 10 år.

     Ægteskabet blev opløst, og Zama-Zulu flyttede til London, hvor hun boede de næste syv år.

     - Jeg arbejdede på FNs børnekontor og fik efterhånden skabt mig et nyt liv. Men så blev jeg syg. Først var det lungebetændelse. Mens jeg var sygemeldt, tog jeg til Sydafrika for at komme til kræfter. Men en dag faldt jeg om på badeværelset. De næste to måneder lå jeg i koma på hospitalet. Fra maj til august. Da jeg kom til bevidsthed, kunne jeg ikke gå og lå på en afdeling, hvor folk døde som fluer omkring mig. Lægen fortalte, at jeg havde tuberkulose, meningitis og aids. Jeg tænkte, at det kunne bare ikke passe. Hvis jeg lukker øjnene, går det hele nok væk! Men langsomt vendte jeg tilbage til livet. Begyndte at gå. Begyndte alt forfra. Det var som om et eller andet gav mig styrke og fortalte mig, at det nok skulle gå.

Fik livet igen

Tilbage i Danmark viste det sig, at hendes journal var blevet forvekslet. Hun var HIV-positiv men havde hverken tuberkulose eller meningitis.

     - Det var som at få en anden chance. Ganske vist skulle jeg tage HIV-medicin resten af livet, men jeg var i live! Og lægerne sagde, at jeg godt kunne leve et langt liv.

    - Derfor besluttede jeg at være åben om min sygdom. HIV er jo ikke noget, der går væk. AIDS-Fondet støttede mig og opfordrede mig til at tage ud og holde foredrag. Det er næsten kun mænd, der holder foredrag, og de fleste er homoseksuelle. Men det er vigtigt, at der også er kvinder som mig, der fortæller vores historie. Så jeg sagde mit job op i London og flyttede til Danmark.

     - Prisen for at være åben er, at man mister nogle venner. Aids er stadig et stort tabu. Det er ikke alle, der vil snakke om det. Nogle siger, at jeg ikke ligner en HIV-smittet. Men hvis man forsøger at holde det hemmeligt, er det ikke til at holde styr på, hvad man har sagt til hvem. Hvis man er åben, er det ikke så tungt at bære. Og på en dårlig dag er der altid DVD’er og chokolade med nødder!

     Zama-Zulu ler med sin smittende latter og fortsætter:

     - Som barn havde jeg mange spørgsmål, når det var rigtig slemt: Hvor var Gud? Hvorfor greb han ikke ind? I dag føler jeg ikke, at Gud har svigtet. Når Jesus blev prøvet så meget, hvorfor så ikke mig? Det, jeg har oplevet, har gjort mig stærkere. Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg er blevet mere bevidst om at værdsætte livet og hverdagen. Jeg har lært at være taknemmelig for ting, andre tager for givet. At jeg kan gå uden rollator. At jeg kan vælge, hvad jeg vil med mit liv. At jeg kan bede. Bøn har altid været en del af mit liv. Det er som luften, jeg ånder.

Knus og håndtryk

De sidste måneder er Zama-Zulu kommet til gudstjenester i en international kirke i København. Det har været en god oplevelse.  

     - Første gang var jeg inviteret til at fortælle min livshistorie. Kirken var propfuld. Folk bare lyttede. Jeg kunne godt lide de mennesker, der var i kirken. De var ikke bange for mig. Jeg fik både knus og håndtryk. Det er ikke en selvfølge. Også blandt kristne møder jeg mange fordomme. Nogle tror, at de kan få aids, bare jeg rører ved dem eller sidder på samme stol.

     - Men jeg vil ikke bruge mit liv på at være såret. Jeg har lært at passe på mig selv. De kræfter, jeg har, skal jeg spare på. For fire år siden fik jeg tilkendt førtidspension. Jeg har altid haft et dårligt immunforsvar og får let infektioner. Jeg kan ikke bare leve derudad. I stedet vil jeg fortælle min historie for at hjælpe andre med at bevare håbet og tro på, at alt kan lade sig gøre.

     - Mange tror, at det aldrig kan ske for dem. Det må være min egen skyld, at jeg er smittet med aids. Men det kan ske. Det kan ske for alle. Det skete for mig.

BMF