Min lange rejse ind i det danske sprog

(Nyt på tværs 2-2010)

Af Elizabeth Padillo Olesen, Christiansfeld, folkeskolelærer

Sproget er nøglen til integration, når man kommer til et nyt land. Men at lære et nyt sprog er som at begive sig ud på en lang rejse. I det følgende vil jeg dele lidt af min rejse - hvordan uforståelige lyde langsomt blev meningsfulde og efterhånden blev til et sammenhængende og forståeligt sprog. Et sprog, der har været et uundværligt redskab til at komme ind på livet af danskerne, og som i dag gør, at jeg føler mig hjemme og accepteret i det danske samfund.

 

Tænk på lyden af vilde biers summen en varm sommerdag. En hyggelig lyd og en del af naturens sprog. Men hvis man en dag bliver stukket af en bi, bliver den velkendte lyd ubehagelig. Det gør ondt. På samme måde med et nyt sprog. Det er i orden at høre mennesker tale et sprog, man ikke forstår, så længe man ikke behøver at forstå. Men når det pludselig bliver vigtigt at kunne følge med, og man stadig ikke forstår, gør det ondt. De summende ord begynder at stikke som bier. For sproget er det vigtigste redskab, hvis man vil integreres i et nyt land og blive en del af fællesskabet.

Jeg kom til Danmark i 1995 sammen med min danske mand, der havde tilbragt ti år sammen med mig i Filippinerne og Nepal og lært mit sprog. Jeg havde været fuldtids engageret i kirkeligt arbejde og kom med en forventning om, at når Danmark var et kristent land, ville kirken blive min udvidede familie. Det er en meget filippinsk måde at tænke på.

Kirken blev da også om ikke min nye familie, så dog en integreret del af vores liv her i Danmark. Vi gjorde selv en stor indsats. Hver søndag gik vi til gudstjeneste og engagerede os i menighedens liv. Vi hjalp med børneklub, Store Legedag, kirkebasar, missionsmøder og andre aktiviteter. På den måde blev kirken en vigtig del af min integration. Her øvede jeg mine første danske sætninger og kæmpede søndag efter søndag med at synge danske salmer og forstå præstens prædiken. Jeg ønskede at være aktiv i kirken, fordi det er en del af min kristne overbevisning. At deltage i kirkens aktiviteter er med til at give livet mening. Mange udlændinge vil ligesom jeg gerne hjælpe i kirken, hvis de bliver spurgt - og hvis de bliver mødt med gæstfrihed og oplever, at her er mennesker, der vil bruge tid og energi på at lære dem at kende og hjælpe dem med det danske sprog.  

Men så var der alle ugens andre timer. Fra starten var jeg meget motiveret for at lære sproget. Jeg ønskede ikke at være en outsider - en fremmed til evig tid. Jeg ville kunne tale med mennesker og deltage i samfundet på lige fod med andre. Så jeg tilmeldte mig en sprogskole og kastede mig fortrøstningsfuldt over det danske sprog. Men jeg var 35 år og klar over, at det kræver en stor indsats at lære et nyt sprog som voksen. Det er som en lang rejse, der aldrig får ende. For mig blev det ikke nogen let rejse. Der har været mange små succeser, men også mange nedture.

Min rejse gik gennem FOF, VUC, HF enkeltfag og herefter fire år på lærerseminarium. Som lærer og teolog fra Filippinerne var jeg fast besluttet på, at jeg ville have et arbejde, og dengang var der overskud af teologer men mangel på folkeskolelærere. På seminariet nød jeg især engelsktimerne og de kreative fag som musik og billedkunst. Her kunne jeg slappe af uden hele tiden at bekymre mig om min udtale og mit begrænsede danske ordforråd. Her var jeg fagligt kompetent og blev bekræftet af min lærer. Det lærte mig noget om, hvor vigtigt det er, at voksne elever behandles med værdighed, og at læreren anerkender elevernes evner og færdigheder.

Jeg fik min lærereksamen, men det tog tre forsøg, før jeg bestod i skriftligt dansk. Første gang jeg dumpede, var jeg knust. Det var det største boglige nederlag, jeg havde oplevet i mit liv. For en filippiner er det meget vigtigt at få gode karakterer. Fra barnsben lærer vi, at en god uddannelse er vejen frem. Og så dumpede jeg. Det tog lidt tid, inden jeg opdagede, at danske studerende også dumpede - og de tog det ikke nær så tungt som jeg!

     Siden har jeg arbejdet som folkeskolelærer. Der har været hårdt, men i dag er jeg utrolig glad for mit arbejde. Mine egne nederlag har lært mig at forstå andre, der kæmper. Jeg har lært, at min værdi som menneske ikke afhænger af mine præstationer. Selv om jeg ikke mestrer alle nuancer i det danske sprog, er jeg lige værdifuld for Gud.

     At lære det danske sprog er en kontinuerlig kamp. Når danskerne begynder at forstå os, slapper vi måske lidt af. Men senere opdager vi, at vi alligevel ikke blev forstået fuldt ud. Derfor er det vigtigt at have lærere og gode venner, der retter vores udtale og fejl - men uden at vi føler os ydmyget.

Efter 15 år i Danmark taler jeg stadig ikke perfekt dansk. Alligevel føler jeg mig ikke længere fremmed. Alle forstår, hvad jeg siger. Jeg forstår alt. Vejen er gået gennem mange nederlag og skuffelser. Men det er gennem vores nederlag, at vi lærer at stole på Gud og opleve hans betingelsesløse kærlighed.  

Elizabeth Padillo Olesen var en af oplægsholderne på Tværkulturelt Centers InspirationsDag i Odense i april om sprogaktiviteter og sprogbevidsthed i kirkernes integrationsarbejde. Dagen blev afholdt i samarbejde med Folkekirkes Tværkulturelle Samarbejde i Odense og Internationalt Kristent Center.