Ordene bliver små og utilstrækkelige, når Pabitra Gautam skal fortælle om mødet med Danmark. For der er uendelig langt fra livet i en asiatisk flygtningelejr til den fem-værelses lejlighed i Sønderborg, som siden februar 2009 har været familiens hjem.

     - Sagsbehandleren åbnede døren til lejligheden og sagde: Her er din seng! Her er dit køkken! Det var som et hotel. Her var alt – senge og køkken og vand og toilet. Og det var vores. Kun til vores familie.

     Pabitra smiler genert. Bag ordene fornemmer man glæden og taknemmeligheden, der stadig overskygger alt andet, når den 38-årige kvinde tænker tilbage på den februardag sidste år, da familien - far, mor, bedstemor og tre børn - landede i Kastrup Lufthavn midt i den danske vinter. Samme dag fløj de videre til Sønderborg, hvor de blev modtaget i lufthavnen af kommunens sagsbehandler og repræsentanter for en lokal kirke og kørt hen til deres nye lejlighed på tredje sal i en almennyttig boligforening i udkanten af byen.

     I dag går Pabitra og hendes mand Gauri (45) på sprogskole og har begge været ude i praktik på danske arbejdspladser. Gauri Gautam håber at få en ny praktikplads som gravermedhjælper ved en lokal kirke. Når han har lært bedre dansk, vil han gerne arbejde som maler. Pabitra har aldrig gået i skole. Til gengæld medbringer hun en omfattende viden, livserfaring og praktiske færdigheder, som har haft afgørende betydning for familiens trivsel og sammenhold i de mange år i flygtningelejren. For Pabitra ved, hvordan man overlever på humanitær fødevarehjælp i 17 år uden at miste håbet og sin menneskelige værdighed.

     - Jeg lærte at få hverdagen til at fungere i lejren. Vi boede seks mennesker sammen i et enkelt rum i et lerklinet bambushus med plastiktag. Når det blæste, fløj taget somme tider af. Jeg skulle hente vand langt væk fra vores hus. Jeg lavede mad i et hjørne af stuen og vaskede vores tøj udendørs. Mine børn skulle have rent tøj, for de skulle i skole hver dag.

Rohit

I dag er de tre børn Rohit (19), Bhima (16) og Lokendra (14) godt på vej ind i en dansk hverdag. Hurtigst er det gået for Rohit, der har gået ti år i en engelsksproget skole i Nepal og er ferm til computere og internet. Han går på den internationale skole i Sønderborg og taler allerede flydende dansk. Målet er at blive sygeplejerske.

     - Jeg har været i praktik to dage på et plejehjem som SOSU-hjælper. Det kunne jeg godt lide. Jeg vil gerne læse om sundhed og sygepleje og hjælpe mennesker, forklarer han.

     Rohit fortæller gerne om livet i flygtningelejren, hvor han voksede op sammen med de to yngre søskende, der begge er født i lejren, og bedstemoren, der i dag er 76 år og fortsat bor sammen med familien

     - Det var en meget stor lejr. Der boede næsten lige så mange mennesker som i hele Sønderborg. I vores afdeling var vi 18.000. Vi var anerkendt som flygtninge af UNHCR, der gav os fødevarehjælp, for de nepalesiske myndigheder sagde, at vi ikke måtte arbejde eller dyrke jorden uden for lejren. Vi fik ris, grøntsager, dhal og bønner.

Flugten

Rohit har ingen personlig erindring om flugten fra Bhutan i 1993. Han var kun halvandet år. Men han har fået historien fortalt så mange gange, at han kender alle detaljer:

   - Vi flygtede til fods. Min bedstemor bar mig. Vi gik om natten og skulle gennem tre floder. Det regnede meget. Fra den indiske grænse kom vi videre med lastbil. Fra den nepalesiske grænse var vi fem familier, der rejste videre sammen i en anden lastbil, fortæller han.

     Gauri Gautam nikker samstemmende og forklarer, at familien som mange andre nepalesere havde fået frataget deres bhutanesiske statsborgerskab. Kun hans kone er stadig bhutanesisk statsborger. Op

gennem firserne blev det nepalesiske mindretal i Bhutan udsat for systematisk diskriminering og overgreb fra de bhutanesiske myndigheder, der betragtede dem som en trussel mod landets stabilitet. Da nepaleserne protesterede mod overgrebene, kom det til voldelige sammenstød. Resultatet blev, nepaleserne i stort tal flygtede ud af landet, forklarer Gauri Gautam.

   - Mine oldeforældre udvandrede i sin tid fra Nepal til Bhutan. Der boede vi tæt ved den indiske grænse og solgte vores landbrugsvarer i Indien. Vi dyrkede ris, majs, kokosnød og ingefær og havde køer og geder. Vi levede stille og roligt. Men så blev det meget dårligt for nepaleserne. Der kom soldater. De fængslede og voldtog. En nat blev jeg arresteret af 12 militsfolk. De lagde mig i håndjern og slog mig i mange timer. Til sidst turde vi ikke blive boende i vores hus.  

Kontaktfamilie fra kirken

Familien var med det fly, der bragte de første bhutanesiske familier til Danmark. Gauri Gautam fortæller, at de allerede i lufthavnen blev budt velkommen af repræsentanter for en af byens kirker, der havde et særligt velkomstprogram for kvoteflygtninge. Familien fik også tilbudt en lokal kontaktfamilie fra kirken.  

     - Vi er meget glade for, at vi sagde ja tak. Vores kontaktfamilie besøger os i weekenden og hjælper med at læse breve fra kommunen og sygehuset og den slags. Der er mange ting, vi endnu ikke forstår. Min mor har været indlagt i to måneder, så vi får mange breve fra sygehuset. Vi har også været med vores kontaktfamilie i kirken flere gange. Vi er glade for at snakke med folk i kirken. I flygtningelejren boede hinduer, kristne og buddhister sammen, fortæller Gauri Gautam. Selv er familien hinduer.

   - Jeg beder puja hver morgen klokken fem og hver aften klokken 19. Det har jeg altid gjort. Det giver mig ro indeni, forklarer han og går foran ind i soveværelset, hvor der i et hjørne er indrettet et lille hustempel (mandir) med gudebilleder, lys og røgelse.

Savner familien og venner

Selv om familien i dag har et voksende dansk netværk gennem blandt andet kirken, er savnet af familie og venner stadig stort. Rohit forklarer:

     - I lejren var vi sammen. Nu er vi spredt. Vi savner dem alle sammen. Men vi har ikke fortrudt, at vi tog imod tilbuddet om at komme til Danmark. Min far havde mistet sin fremtid. Nu var det min tur til at opbygge en fremtid. Dengang kendte vi ikke noget til Danmark, men jeg læste lidt, og vi fik fem dages kursus om dansk kultur og sprog. Vi var meget overraskede og tænkte: Det lærer vi aldrig! Men i dag er dansk jo let nok.  

     Gauri Gautam supplerer:    

     - Vi er glade for alt her. Men det bedste ved Danmark er danskerne. De er meget flinke og hjælpsomme. Vi kan gå i skole og til læge og sygehus uden at betale. Mit største ønske er, at mine børn må blive danske statsborgere og få en uddannelse, så de kan arbejde og klare sig selv. De skal ikke være afhængige af andre ligesom mig.

BMF

BHUTANESERE: Der bor 327 bhutanesere i Danmark (januar 2010). Knap 300 er etniske nepalesere, der kom hertil i 2009 som kvoteflygtninge fra FN-flygtningelejre i Nepal. De er placeret i følgende kommuner: Bornholm, Egedal, Faxe, Hedensted, Jammerbugt, Middelfart, Morsø, Randers, Silkeborg, Skanderborg, Sønderborg, Thisted, Vesthimmerland og Viborg. Danmark regner med at modtage yderligere 150 bhutanesiske flygtninge i år.