Som sundheds- og ernæringsekspert håber Emmanuel Taban en dag at kunne gøre en forskel i et af verdens brændpunkter. Og så drømmer den 33-årige sudaneser om at skaffe penge til en ambulance i hjembyen i det sydlige Sudan, hvor han boede, indtil borgerkrigen drev familien på flugt over grænsen til nabolandet Uganda i 1987.

 Han brænder for at dele sin viden med andre. Men først skal bacheloruddannelsen i global ernæring og sundhed afsluttes. Siden Emmanuel Taban kom til Danmark som FN-kvoteflygtning for fire år siden, er det gået stærkt. Sprogskolen i Pandrup nær Fjerritslev i Nordjylland, hvor familien blev placeret ved ankomsten til Danmark, blev afsluttet på halvandet år sideløbende med aftenkurser i Ålborg, praktikforløb og senere fast arbejde på en lokal træfabrik. Derefter blev han optaget på den internationale sundhedsuddannelse på professionshøjskolen Metropol i København, hvor han i dag læser på tredje år.

     - Jeg kan stadig næsten ikke fatte, at jeg som flygtning kan tage en uddannelse i Danmark uden at skulle betale. I Uganda kan flygtninge ikke få stipendier fra staten. Jeg læste medicin i to år og har et lærerdiplom, men så havde jeg ikke flere penge. I Danmark får jeg SU ligesom danske studerende, og måske kan jeg senere tage en ph.d. Her er alt muligt, hvis man arbejder hårdt. I Danmark bliver jeg behandlet som en dansker. Det gør, at jeg tør tro på fremtiden, siger han.

Egen adresse

I dag bor Emmanuel i en tre-værelses lejlighed i Brønshøj sammen med sin mor, en yngre bror på 14 år og en niece på 12 år, der under krigen blev adskilt fra sine forældre. Han fortæller, at da familien blev udvalgt af UNHCR til genbosættelse i Danmark, tænkte de, at de ville blive placeret i en indhegnet lejr uden kontakt med lokalbefolkningen.      

     - Vi havde været flygtninge i Uganda i mange år og kendte sådanne lejre. Vi regnede med, at det også ville blive sådan i Danmark. Men efter en uge fik vi vores eget hus og vores egen adresse midt mellem danskerne. Det var en stor overraskelse, fortæller Emmanuel, der på forhånd havde hørt om racisme og overfald på afrikanere i Europa og Rusland.    

     - Jeg frygtede det værste. Men jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt bortset fra enkeltpersoner, der har sagt negative ting. Det kan jo ske alle vegne, også i mit land. I Danmark kan jeg gå alle steder – selv forbi parlamentet! Og både politi og militær kan gå forbi mig på gaden uden at stoppe mig. Jeg føler, at jeg hører til i Danmark. Det er som om jeg er kommet hjem.

Opsøgte kirken

Emmanuel voksede op i det sydlige Sudan, mens borgerkrigen tog til i landet. Forældrene tilhørte den anglikanske kirke og sendte deres børn i en kristen skole. Kirkegang har altid været en del af Emmanuels liv, så da han kom til Fjerritslev, gik han hen i den nærmeste kirke. Her fik han hurtigt danske venner og et netværk, der rakte helt til København.

     - Kirken var meget anderledes end kirken i flygtningelejren i Kampala, der var stuvende fuld af unge mennesker hver søndag. I Fjerritslev var jeg ofte den eneste afrikaner i kirken. Men folk var meget venlige og imødekommende og kom hen og talte med mig. I kirken mødte jeg et ægtepar, der blev mine danske bedsteforældre. De hjalp os meget, da min mor blev syg, og betyder stadig rigtig meget for mig.    

     Det var også det nordjyske ægtepar, der fortalte Emmanuel om en kirkesprogskole i København, hvor hans mor kunne lære dansk gratis.

     - Min mor begyndte at gå til dansk på Internationalt Kristent Center (IKC). Det var hun meget glad for, så jeg spurgte, om jeg måtte komme i praktik der. Nu har jeg afsluttet otte ugers praktik på IKC, hvor jeg fik lov at holde kurser og diskussionsoplæg om sundhed og ernæring. Det har været en god udfordring. Jeg var rigtig glad for at være der og har besluttet at fortsætte som frivillig to gange om ugen.    

     Om søndagen kommer Emmanuel i den anglikanske kirke på Langelinie i København.

     - Her føler jeg mig meget hjemme og slapper af. Det er min egen tradition, siger han.    

     Den 33-årige sudaneser er klar over, at han med sin fortid altid vil være anderledes end sine danske venner. Et øjeblik bliver han fjern i blikket, mens han fortæller om de første skoleår og den store flok børn fra landsbyen, der gik to timer til fods for at komme i skole og undervejs skulle krydse tre floder. Om barndommens bombeangreb, døde mennesker og den allestedsnærværende frygt. Oplevelserne under borgerkrigen, indtil han som 20-årig blev registeret som flygtning af UNHCR, adskillelsen fra familien, der ikke vidste, om han var levende elle død, og tabet af flere familiemedlemmer taler han ikke gerne om. Siden fulgte en årrække som lærer i flygtningelejre i Uganda, hvor han underviste klasser på op til 200 børn i engelsk og naturvidenskab. Senest arbejdede han som tolk i en international organisation, hvor lønnen udbetalt i dollars gjorde det muligt for ham at forsørge sin genfundne familie.

Overskud til at hjælpe

I dag er Emmanuel fast besluttet på at se fremad og bruge de mange muligheder, som hans nye land giver ham, til at hjælpe andre – måske i en international hjælpeorganisation. Et konkret projekt er at skaffe sponsorer til en ambulance til hjembyen i Sudan.

     - En ambulance vil kunne redde mange menneskeliv. Som flygtning kender jeg behovene – både i mit eget land og ude i verden. I dag har jeg overskud til at hjælpe andre. Med en sundhedsuddannelse vil jeg gerne være med til at vise, at afrikanere også har noget at bidrage med. I Afrika er vi vant til at dele med hinanden. De fleste afrikanere er fredselskende mennesker, der tror på Gud og lever fredeligt med deres naboer.      

     - Jeg har altid haft tro på Gud. Selv om jeg har set og oplevet meget, ved jeg, at Gud elsker mig. Hver gang jeg trækker vejret, bliver jeg mindet om, at det er på grund af Guds kærlighed, at jeg lever. Jeg takker hver dag Gud.

BMF