(Nyt på tværs 2 - 2019)

Kurdisk familie i Sjælsmark: Vi skal være gode naboer

Da Ahmad og Kobra Omidi blev døbt på Bornholm for snart tre år siden, var det en fælles familiebeslutning, der blev bakket op af familiemedlemmer i Danmark, der havde truffet samme valg. Men mens alle andre i den kurdiske familie i dag har opholdstilladelse, har Ahmad og Kobra Omidi fået afslag på asyl. I dag bor familien på Udrejsecenter Sjælsmark ved Hørsholm sammen med børnene Atena (8) og Aydin (18 måneder). Det er en kontrakt uden udløbsdato.

De prøver ikke at tænke på fremtiden. For den unge kurdiske familie handler livet om dagen i dag.

     - Tidligere tænkte vi meget på, hvad der vil ske i morgen. Vi kan ikke rejse tilbage. Hvis politiet fanger mig i Iran, vil jeg ikke være i denne verden mere. Men Gud har sagt, at vi ikke skal tænke på fremtiden. Han tænker for os. Vi er i Sjælsmark, fordi Gud har en opgave til os her. Vi skal være gode naboer og vise andre Guds kærlighed, siger Ahmad Omidi og byder indenfor på værelset i den tidligere kaserne, der har været familiens hjem siden september sidste år. På et lille bord har Kobra Omidi (27) dækket op med frugt, kage og kaffe. I et kurdisk hjem er gæster meget velkomne.

     På grund af den 29-årige familiefars handicap bor familien i et af de større værelser med eget bad og toilet. Ahmad Omidi har haft benprotese, siden han som barn trådte på en mine. Men han har aldrig ladet sig begrænse af sit handicap. Den unge kurder med det vindende smil har altid haft let ved at lære og taler i dag flydende dansk, fungerer som tolk og arbejder frivilligt som frisør. Og så er hele familien aktivt engageret i det lokale kirkeliv og andre kirkelige tilbud. For siden dåben i den bornholmske folkekirke for tre år siden har den kristne tro været det faste omdrejningspunkt i familiens liv.  

Ransagede hus

Det var Ahmad Omidis bror, der introducerede den kurdiske familie til kristendommen kort tid efter, at de var kommet til Danmark i efteråret 2015. I Iran var familien yaresaniere som mange andre kalhori-kurdere i de vestlige grænseområder.            

     - Vi rejste, fordi jeg fik problemer på grund af vores religion og etniske tilhørsforhold. Jeg tænkte ikke politisk, men det gjorde de iranske myndigheder. En dag kom politiet og ransagede vores hus, mens jeg ikke var hjemme. Det blev meget farligt for os. Vi havde ikke forestillet os at forlade Iran. Vi havde et godt liv. Vi var meget unge, da vi blev gift, og elskede hinanden. VI havde hus og bil, jeg arbejdede som taxachauffør, og min kone var syerske. Vi havde det bedre end mange. Men vi blev nødt til at forlade Iran.  

     Han fortæller om rejsen over bjergene til Tyrkiet og videre med båd til Grækenland og op gennem Europa.

     - Jeg betalte penge til en mand, der lovede at hjælpe os. Vi gik over bjergene om natten. Det var mørkt. Jeg bar min datter. Hun var kun fire år. Jeg kunne ikke løbe på grund af mit ben. Da vi sejlede over til Grækenland, faldt jeg i vandet fra båden, men heldigvis kunne jeg svømme. Mange gange blev vi slået af politiet. Vi frygtede meget voldsomt. At vi kom til Danmark var et mirakel.    

BIbelundervisning

Kort efter ankomsten til Danmark blev familien sendt til Bornholm, hvor de boede på et asylcenter de næste to år.

     - Jeg har to brødre og en søster i Danmark, og min kone har også to brødre her. Min yngste bror var blevet kristen i Danmark og fandt os på Bornholm. Han viste os en Jesusfilm på persisk på YouTube og sagde, at vi skulle komme til kirken. Han forklarede, at det var helt gratis, og at det ikke blev betragtet som politisk arbejde at følge kristendommen i Danmark. Kom og prøv, sagde han. Han forklarede, at kristendommen ligner vores religion. Yaresaniere kender også Abraham, Moses og David. Vi besluttede at prøve kirken. Den første gang kom præsten hen og gav hånd, og folk hilste og sagde hej. Alt var på dansk, så vi forstod ikke noget, men vi så kærligheden. Derfor kom vi igen. Efterhånden forstod præsten, at vi ikke var døbt men gerne ville vide mere. Kirken begyndte at lave bibelundervisning med oversættelse, og efter otte måneder bad vi om at blive døbt.

     Forud for beslutningen om dåb var gået mange samtaler i den udvidede familie i Danmark.          

     - Vi snakkede meget med mine brødre og med Kobras bror, der også er kristen, og sammenlignede de to religioner. Først tænkte vi, at hvis vi troede på Jesus, ville vores egen religion blive fuldkommen. Men efterhånden forstod vi, at vi skal tilbede Gud med hele vores sind og ikke tilbede gravsteder eller andre hellige steder, som vi kender fra vores religion. Vi diskuterede meget og nåede frem til, at det var forkert at tage den levende Gud ind i vores religion. Hvis vi ville være kristne, kunne vi ikke samtidig være yaresanier. I kristendommen har vi en levende relation til en levende Gud. Vi kan bede direkte til en Gud, der forstår alt – også det, der er ondt. Jesus viser os Guds kærlighed. Vi besluttede at tage imod Guds invitation. Derfor blev vi døbt, forklarer Ahmad Omidi.

Giver ikke op

Efter snart fire år i Danmark håber han stadig på, at livet en dag bliver normalt, så han og hans kone igen kan arbejde og give deres børn en tryg hverdag.

     - Vi forstår ikke, hvorfor vi har fået afslag på asyl. Men vi har ikke givet op. I Danmark har vi mødt den levende Gud. Jesus er i Sjælsmark sammen med os. Derfor har vi håb. Vores Gud forstår alting.

     - I Sjælsmark er vi omkring 90 kristne børn og voksne. Vi beder for hinanden og prøver at støtte hinanden. Vi har en Gud, der ikke forlader os.  

BMF