(Nyt på tværs 2 - 2019)

Asylkor giver Hoshang Rostami mening i hverdagen på udrejsecenter

Skønsang er det vel ikke. Flerstemmigt synger de heller ikke endnu. Men synge rent kan Asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård, og det er tydeligt, at de unge musikalske kurdere og iranere, der alle har mødt kristendommen for første gang i Danmark, synger og spiller fra hjertet. Det gør indtryk.  

Det er nok de færreste, der forbinder det midtjyske udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast med sang og livsglæde. I snart tre år har centret dannet rammen om en udsigtsløs hverdag for de i dag omkring 300 beboere, hvoraf størstedelen er unge enlige mænd, der har fået afslag på asyl, men som af forskellige grunde ikke kan eller tør rejse tilbage til hjemlandet. Ikke overraskende er der længe mellem positiv medieomtale. Men de seneste måneder har noget ændret sig, fortæller Hoshang Rostami.  

     Den 25-årige iranske kurder står og venter på parkeringspladsen foran missionshuset i den midtjyske stationsby Bording. Her i den karakteristiske rødstensbygning med de store glaspartier samles 60-70 beboere fra Kærshovedgård til bibelcafé hver torsdag. Og her øver Asylkoret. Hoshang Rostami har sunget i koret siden starten i december 2018 og forklarer, at invitationer til at komme ud og synge har hjulpet ham og de andre sangere til at se livet på udrejsecentret i et nyt perspektiv.  

    For der er bud efter det utraditionelle mandskor. Siden koret blev oprettet af frivillige fra Indre Mission og Luthersk Mission i december 2018, har de kurdiske og iranske asylansøgere optrådt 15 gange på skoler, i kirker og missionshuse og senest på Himmelske Dage i Herning. Koret synger kristne sange på flere sprog akkompagneret på klaver af korets leder, der er lærer på en kristen friskole, og musikalske beboere, der spiller bas og tamburin. Mødet med de 10-15 unge mænd, der med stort personligt engagement synger om deres nyfundne kristne tro, lader ingen uberørt.

Lærte at synge i Danmark

Både musikalsk og kirkeligt er det gået hurtigt for koret. Hoshang Rostami fortæller, at ingen af korets medlemmer havde korerfaring, da de kom til Kærshovedgård. De fleste er etniske kurdere fra det vestlige Iran, hvor mange tilhører den kurdiske yari-religion. I missionshuset lærte de at synge kristne sange på farsi, dansk og engelsk, og i dag er alle som Hoshang Rostami døbt i folkekirken eller en frimenighed.

   - Jeg elsker at synge. Når jeg synger om Gud, er det som om jeg mærker Helligånden. Sangene kommer fra mit hjerte. På Kærshovedgård er alle stolte af koret - også muslimer og ateister. Vi er et lys for Kærshovedgård, siger de. Mange danskere tror, at vi alle sammen er kriminelle. Jeg vil gerne være med til at tegne et andet billede. Vi kom til Danmark for at bede om hjælp. Men Danmark kunne ikke hjælpe os. Derfor er vi her, forklarer Hoshang.

     - De seneste måneder har vi fået rigtig mange invitationer til at komme ud og synge. Men vi kommer altid til den ugentlige bibelcafé i missionshuset. Vi kommer for at være tæt på Gud og få håb. Vi kan ikke ændre vores situation. Vi kan kun bede. Og så kommer vi for at lære at være mennesker og elske dem, der ikke kan ikke os.

Fodbolddrømme

At blive korsanger var ikke en del af Hoshang Rostamis drengedrømme. Han voksede op i en mindre by

nær den irakiske grænse som yngste af en søskendeflok på otte. Som barn var fodbold hans altoverskyggende interesse. Faren var landmand, og som andre børn i byen hjalp Hoshang med at vogte familiens får og geder. Det blev kun til seks års skolegang.

     - Jeg elskede at spille fodbold. Alle i min familie spiller fodbold. Jeg blev en af de bedste i vores by og drømte om at blive professionel fodboldspiller. Men da jeg var 17 år, trådte jeg på en mine ude på marken og mistede mit venstre ben. I vores område er der stadig mange ueksploderede miner fra krigen mellem Iran og Iran. Man kan ikke se dem, før det er for sent.  

     - Jeg mistede alle mine drømme og isolerede mig i vores hus. Jeg kunne ikke længere se nogen mening med at leve. Der var kun mørke i mit hjerte. Det var min storebror, der efter to år fik mig tilbage til livet. "Vi er din familie. Vi vil hjælpe dig," sagde han. Jeg fik en protese, og langsomt lærte jeg at gå igen. Da var jeg 20 år.

     Men fordi familien var kurdere og yaresaniere, var den offentlige hjælp meget begrænset.

     - Når man ikke er muslim, kan man ikke få den samme hjælp fra den iranske stat som andre mennesker. I mit land har forskellige mennesker forskellige rettigheder. Det endte med en retssag, som vi tabte. Jeg sagde nogle ikke så pæne ord til dommeren og kom i fængsel. Iranske fængsler er ikke som danske fængsler. Der skete mange ting, som jeg ikke har lyst til at huske. Efter fire dage betalte min far penge og fik mig ud. "Du er nødt til at rejse," sagde han. "Ellers vil der ske noget meget slemt med dig."

     - Min far betalte en mand for at sørge for, at jeg kom til Europa. Jeg nåede ikke at sige farvel til min familie. Jeg har altid haft et meget nært forhold til min mor og savner hende meget.        

Døbt i Holstebro

Rejsen til Danmark tog en måned.

     - Vi var flere, der rejste sammen. På lange strækninger gik vi. Det var svært for mig at gå lige så hurtigt som de andre med min protese, men smuglerne truede med at efterlade mig, hvis jeg ikke kunne følge med, fortæller Hoshang Rostami.                

     - En dag blev vi sat af på en vej. ”I skal gå den vej,” sagde smugleren. Jeg anede ikke, hvilket land jeg var i. Først senere fandt jeg ud af, at jeg var i Danmark.

     Han har let til smil og smittende latter. Men man aner en skygge i de mørke øjne. For det gik ikke som håbet. Efter snart fire år i Danmark har han stadig ikke sikkerhed for fremtiden. Hver dag er op ad bakke.

     - Gud er mit håb. Jeg blev overflyttet til Kærshovedgård tre dage efter, at jeg var blevet døbt i Holstebro. At blive døbt var som at starte livet forfra. Det er ikke på samme måde for danskere, der vokser op med den kristne tro. Vi har selv valgt at lære om troen. I dag tænker jeg ikke på kristendommen som en religion men som kærlighed og den rette vej til Gud, forklarer Hoshang Rostami, der begyndte at interessere sig for kristendommen for tre år siden, da han delte værelse med en kristen iraner på et nordjysk asylcenter.  

     - Min ven havde en bibel på farsi, der altid lå fremme på hans bord. Hver dag læste han i den. Jeg kunne se, at han kendte en masse mennesker og havde et stort netværk. Da han en dag ikke var hjemme, åbnede jeg hans bibel og læste et vers fra Johannesevangeliet. På farsi stod der, at Gud ville sende sin kærlighed og sin venlighed gennem Jesus. Jeg tænkte meget over det vers. Hvorfor skulle Gud elske mennesker, der ikke elskede ham? Efter et stykke tid bad jeg min ven om en bibel, så jeg kunne læse mere. Jeg havde mange spørgsmål og begyndte at komme i kirken for at finde svar. Hvorfor var de kristne så venlige mod os? Var det Guds kærlighed? Jeg havde brug for at undersøge grundigt. Religion er ikke som en T-shirt, man kan tage på i dag og tage af igen i morgen.

Ny familie

Siden Hoshang Rostami blev døbt, har han kun haft sporadisk kontakt med familien i Iran.      

     - Da jeg fortalte mine forældre, at jeg havde fundet den sande vej til Gud, blev min far meget vred og sagde, at fra nu af ville det være, som om de ikke havde en søn med navnet Hoshang, og jeg havde ikke nogen forældre i Iran. Det var meget svært for mig. Men i dag har Gud givet mig en ny familie i missionshuset og koret. De vil ikke forlade mig. Gud vil aldrig forlade mig. Ingen har magt som vores Gud.

BMF

 

Yari/yaresani religion: Kurdisk monoteistisk religion stiftet i 1400-tallet af Sultan Sohak. Det skønnes, at omkring 600 kurdere i Danmark har yari/yaresani-baggrund.