22-årig konverteret afghaner får genoptaget asylsag

(Nyt på tværs 2-2013)

For seks år siden sendte en afghansk far sin 16-årige søn til Iran efter en konflikt med en indflydelsesrig familie i nabolaget. Faren vidste, at han ikke kunne beskytte sin søn. Khadem Jawadi flygtede videre til Tyrkiet, Grækenland, Italien og Østrig, hvor han søgte asyl. Men han blev afvist og sendt tilbage til Grækenland. Herfra kom han igen til Østrig, og i 2010 endte han i Danmark, der også ville sende ham til Grækenland. Da Grækenland afslog at modtage ham, fik han lov at søge asyl - men fik afslag. Han har været fængslet i Grækenland, Østrig og Danmark. For få måneder siden undgik han i sidste øjeblik at blive tvangsudsendt til Afghanistan, da Flygtningenævnet indvilligede i at genoptage hans asylsag. Om kort tid afgør nævnet, om Khadem risikerer forfølgelse, hvis han som konvertit fra islam til kristendommen sendes tilbage til Afghanistan. For under sin lange rejse fik Khadem kontakt med en kirke i Østrig, og for snart tre år siden blev han døbt i Danmark. - Khadem fortæller:

"Somme tider er jeg meget træt. Tankerne bare kører. Jeg har svært ved at huske præcise tidspunkter og datoer. Derfor tror de danske myndigheder ikke, at jeg siger sandheden. Men det er ikke det. Jeg kan bare ikke overskue det hele.    

     Jeg savner min familie i Afghanistan. Jeg savner min mor. Jeg savner at sidde sammen med min familie og spise, som vi gjorde engang – indtil den dag, da alle vores problemer startede. Jeg har ikke lyst til at huske. Bagefter sagde min far til mig: Det er farligt for dig. Du skal rejse.

     I dag er min far død. De siger, at han blev dræbt af en anden familie. I mit land kan alt ske. Man kan slå hinanden ihjel, uden at der sker noget. Der er ikke lov og orden som her i Danmark.

Min far sendte mig til Pakistan og videre til Iran. Jeg var alene. Nogen betalte penge, så jeg kom til Teheran. Der hjalp en ven mig med at få et job som bygningsarbejder. Jeg lærte at lægge fliser. Mange fliser.

     Men en dag kom nogle mænd og ville tage mig med tilbage til Afghanistan. Det lykkedes mig at slippe væk. Jeg kom med en stor lastbil. Vi var mange, der rejste sammen uden papirer. Familier og unge drenge fra Indien, Pakistan og Afghanistan. Vi rejste gennem Tyrkiet til Grækenland. Om natten var det meget koldt. Om dagen bagte solen.  

     I Grækenland blev vores båd taget af politiet. Vi blev sat i en lukket lejr - mænd, kvinder og børn sammen. Efter 12 dage fik jeg en billet til Athen og besked på at forlade Grækenland. En ven hjalp mig videre til Italien med skib. Men i Rom havde jeg kun penge til en togbillet til Østrig. Så der søgte jeg asyl.  

På asylcentret fortalte en ven om en kirke, der lå uden for lejren. Han var muslim, men i kirken kunne man drikke kaffe og spise kage, sagde han. Jeg gik med og drak kaffe og spiste en masse kage! Det var første gang, jeg var inde i en kirke. Præsten spurgte, om han kunne hjælpe mig. Jeg havde kun det tøj, jeg havde på, og havde ikke skiftet tøj i 10 dage. Præsten fandt noget tøj, som han gav mig. Jeg var meget overrasket over, at kirken også hjalp muslimer.      

     Jeg begyndte at komme i kirken hver uge. Jeg havde mange spørgsmål. Som barn tog min far mig med i moskéen, og min mor sagde, at jeg skulle læse i Koranen hver morgen. Men der var meget, jeg ikke forstod, I kirken snakkede jeg med præsten, der fortalte om Jesus. Jeg begyndte at kende Jesus lidt. Senere fik jeg kontakt med en kristen kvinde, der hjalp mig meget. Hun blev som en mor for mig.  

Efter 15 måneder fik jeg afslag og blev sendt tilbage til Grækenland. Der blev jeg fængslet i en uge. Bagefter boede jeg på gaden, indtil jeg fik hjælp til at komme tilbage til Østrig. Jeg var meget bange for at blive sendt tilbage til mit land. I Østrig søgte jeg igen asyl. Men Østrig sagde nej, nej - du skal i fængsel! Det er en lang historie. Til sidst endte jeg i Danmark og søgte asyl her. Men politiet satte mig i fængsel. Jeg skulle tilbage til Grækenland, sagde de. Jeg ventede i to måneder i fængslet. Heldigvis ville Grækenland ikke tage imod mig. Jeg var meget glad og tænkte, at nu var mine problemer slut. Men igen fik jeg afslag – først i Udlændingestyrelsen og derefter i Flygtningenævnet. Min historie var ikke troværdig, sagde de. Det er to et halvt år siden. De forstår ikke, at jeg var bange for tolken og ikke turde fortælle det hele med det samme.

     Siden har jeg bare ventet. På et tidspunkt forsøgte jeg at komme til et andet land, men det lykkedes ikke. Jeg blev sat i Vestre Fængsel, inden de sendte mig til Sandholmlejren, hvor jeg efter nogle måneder igen blev sat i fængsel. Men jeg var heldig. Min sag genoptaget i Flygtningenævnet, inden politiet nåede at sende mig til Afghanistan. Nu er jeg tilbage i Sandholmlejren – i den åbne afdeling.  

Da jeg kom til Danmark, var det vigtigt for mig at finde en kirke. Jeg fik kontakt med en iransk menighed på Amager, hvor de taler mit sprog. Præsten snakkede med mig og sagde, jeg var klar til dåb. Men jeg blev først døbt, efter at jeg havde fået afslag på asyl. Danmark skulle ikke tænke, at jeg blev døbt for at få opholdstilladelse. Efter dåben var jeg meget glad. Jeg ringede til en ven og sagde: Jeg er født i dag!

     Siden har jeg haft mange problemer. Som asylansøger kan jeg ikke bestemme, hvor jeg vil bo, eller hvem jeg vil dele værelse med. Nogle fra mit land kan ikke lide, at en muslim bliver kristen. Da jeg sidst var i fængsel, boede jeg sammen med andre afghanere, der ikke kunne lide mig. Det var meget svært. Jeg skulle passe på. Men jeg var ikke bange for at fortælle, at jeg var kristen. En dag spurgte fængselspræsten, om jeg ville fortælle, hvordan jeg kender Jesus, ved en gudstjeneste. Det ville jeg meget gerne. Mange kom og lyttede.

     Når jeg fortæller om min tro, er der somme tider afghanere, der gerne vil med i kirke. Men nogle har problemer med mig. På de asylcentre, hvor jeg har boet, har jeg oplevet mange dårlige ting. Jeg er flere gange blevet truet: Du skal dø, siger de. Engang blev jeg overfaldet på mit værelse. Jeg er blevet slået - både inde på centret og udenfor. Jeg ville ønske, at Danmark forstod, hvordan jeg har det, og at det altså har konsekvenser at blive kristen, når man kommer fra Afghanistan.

     Jeg fortalte ikke min familie, at jeg var døbt. Men de hørte det fra andre og ringede og spurgte mig. Jeg sagde ja - jeg er kristen. Min mor sagde, at så var jeg ikke længere hendes søn. Når jeg tænker på min mor, bliver jeg tung i mit hjerte. Heldigvis accepterer min bror, at jeg er kristen. Vi har stadig kontakt.

siden jeg kom til Danmark, er der gået tre år. Jeg har stadig ikke opholdstilladelse. Men jeg har lært Jesus bedre at kende. Jeg er meget glad, fordi jeg er kristen. Gud har åbnet mine øjne og mit hjerte. Når jeg læser i Bibelen, oplever jeg, at Jesus snakker med mig. I dag har jeg mange danske venner og kommer både i en iransk og en dansk kirke.    

     Hver dag beder jeg til Jesus: Pas på min familie. De kan ikke forstå dig. - Jeg beder om, at min familie en dag må blive kristen, og at Gud vil velsigne kirken i Afghanistan. Jeg beder for alle syge mennesker og for fred i verden.

     Jeg er stadig bange for at blive sendt tilbage til Afghanistan. I mit land er der dødsstraf for konvertering. Men Jesus passer på mig. Jesus hjælper mig. "

Fortalt til BMF