Burmesisk præst er tidligere buddhist
(Nyt på tværs 3-2012)
Som 17-årig blev Ail Moses Nyein Chan overbevist om, at kristendommens Gud er stærkere end de guder og ånder, alle i landsbyen frygtede. Han brød radikalt med ungdomsårenes alkohol- og heroinmisbrug, færdiggjorde skolen og begyndte at læse teologi. I dag er den tidligere buddhist og animist præst i den burmesiske menighed Myanmar Christian Fellowship i Bramming, hvor 25-30 burmesiske kvoteflygtninge holder gudstjeneste i KFUMs lokaler.
Til daglig bor Ail Moses Nyein Chan (kaldet Moses) i Varde, hvor han om få uger afslutter sprogskolen. Derefter håber han at få arbejde i et bilcenter, hvor han har været i praktik.
- Jeg har brug for et arbejde, hvor jeg har fri i weekenden, så jeg kan holde gudstjeneste i vores menighed i Bramming, forklarer han.
Den 37-årige burmeser kom til Danmark som FN-kvoteflygtning for to år siden sammen med sin kone Olivia, der er sygeplejerske, og datteren Joanna Kyi (9). Familien blev for nylig forøget med sønnen Samuel Ail. Derfor er resten af familien ikke med denne weekend i Odense, hvor medlemmer af de i alt tre menigheder i Danmark er samlet til fællesmøde.
Frygt for det ukendte
At Moses en dag skulle blive præst havde vel ingen forestillet sig, da han blev født i 1975 i en bjerglandsby i delstaten Wa i det nordøstlige Myanmar (Burma) nær grænsen til Kina og Thailand. Moren var buddhist og faren animist. Familien dyrkede ris, grøntsager og søde kartofler og havde et mindre husdyrhold. Religion var en integreret del af hverdagen.
- De fleste i landsbyen var animister ligesom min far. Jeg voksede op i en atmosfære af frygt for det ukendte. Vi var bange for mørket, for skoven og for de store træer. Man skulle sikre sig gudernes og åndernes beskyttelse. Vi så mange uforklarlige ting. Åndeverdenen var en virkelighed, der både kunne forstyrre helt dagligdags ting som madlavning og forårsage uforklarlige dødsfald. Vi forsøgte at formilde ånderne med ofringer og religiøse ceremonier. Jeg hjalp ofte min far, og min mor tog os børn med i templet, fortæller Moses.
Røg heroin
I Sydøstasien har man i århundreder dyrket opiumsvalmuer, der traditionelt blev brugt som medicin såvel som rusmiddel. Wa-provinsen i Myanmar er et af de områder, hvor opiumsdyrkning stadig er en betydelig indtægtskilde for lokale landmænd. Den illegale opium bruges først og fremmest som råmateriale for heroinproduktion - både til landets egen befolkning og til det voksende internationale marked. Som mange burmesiske unge begyndte Moses tidligt at ryge heroin, og med årene udviklede det sig til et omfattende misbrug.
- Vi levede et meget dårligt liv med heroin, alkohol og rå vold. Jeg så mange af mine jævnaldrende dø på grund af misbrug eller HIV, fortæller han.
Film om Jesus
Da Moses var barn, var der kun få kristne i området. I begyndelsen af 1900-tallet havde missionærer fra Kina grundlagt den første kristne menighed i den nordlige del af Wa-provinsen, men først mange år senere begyndte kristne at besøge landsbyerne nær grænsen til Thailand.
- Da jeg var 17 år, kom nogle kristne til vores landsby og viste en film om Jesus. Vi så, hvordan Jesus opvakte døde mennesker og uddrev onde ånder. Det hører man ikke om i andre religioner. Jeg blev meget grebet af filmen. Jeg blev overbevist om, at kristendommen er sand, og besluttede, at jeg ville følge denne Jesus, fortæller Moses, der var den første i sin familie, der blev kristen.
I begyndelsen var forældrene ikke glade for sønnens beslutning. Men efterhånden kunne de se, at den nye religion havde en positiv indvirkning på sønnens liv.
- Da jeg tog imod Jesus, holdt jeg op med at ryge heroin og drikke alkohol. Gud gav mig styrke. Jeg fortalte mine forældre, at Jesus er stærkere end vores guder og ånder. At det var sandt kunne de se i mit liv.
Jeg kom med i en lille menighed, der mødtes på skift i hjemmene. Hvis man havde et godt forhold til naboerne, fortalte de ikke noget til myndighederne.
Da Moses var færdig med skolen, sendte kirken ham til en anden by, hvor han blev uddannet til evangelist.
- Vi gik fra hus til hus i et område, hvor der boede 3-4.000 familier, fortæller Moses, der siden fik mulighed for at læse teologi ved Zomi Theological College i delstaten Chin, hvor hovedparten af befolkningen er kristen. I 2002 afsluttede han en bachelorgrad.
Til Malaysia
Året efter blev han sendt til Malaysia. Her fik han arbejde på en skofabrik, så han kunne forsørge sin kone og parrets lille datter, der stadig var i Myanmar. Sideløbende grundlagde han en burmesisk eksilmenighed i hovedstaden Kuala Lumpur.
- I begyndelsen var vi to-tre kristne, der mødtes for at bede sammen. Siden startede vi et sprogcenter, hvor vi tilbød engelskundervisning og samtidig fortalte om vores kristne tro. Mange af dem, der kom, var buddhister. Efterhånden begyndte vi at holde gudstjenester, fortæller han.
I 2007 vendte Moses tilbage til Myanmar. Tidligere var familiens landsby blevet overtaget af hæren og omdannet til militær træningslejr. Landsbyens kirke var revet ned, og i stedet var der opstillet en buddhistisk pagode.
- Alle i landsbyen mistede deres hjem og jord og måtte starte forfra et nyt sted. I Myanmar kan man ikke sige nej. Vi er opdraget med, at regeringen og hæren altid gør det rigtige. Hvis man protesterer, kan man komme i fængsel eller blive skudt på stedet.
Opholdet i Myanmar blev dog kun kortvarigt. Samme år måtte Moses tage familien med tilbage til Malaysia på grund af politisk uro.
- I Malaysia arbejdede vi på en fabrik, hvor vi fik lov at bo i et lille rum, mens vi søgte om at blive registreret som flygtninge hos UNHCR. Vi startede også en lille eksilmenighed - Myanmar Community Center, fortæller Moses, der to år senere blev tilbudt genbosætning i Danmark.
- Danmark var et helt ukendt land for os. Vi vidste kun, at Danmark vandt EM i fodbold i 1992! Vi kom fra 40 graders varme i Malaysia og frøs. Men vi var meget taknemmelige. Danmark er et sikkert land, hvor vi ikke behøver at være bange for politiet og hæren. Her er demokrati, lov og orden. Og kristne kan samles frit og fortælle andre om deres tro.
Præst i Bramming
Da det blev kendt, at en burmesisk præst fra Malaysia var kommet til Varde, blev Moses kontaktet af den burmesiske menighed i Bramming, der havde eksisteret i nogle år, men uden egen præst.
- Menigheden spurgte, om jeg ville være deres præst. I dag er vi 10 familier, der mødes til gudstjeneste hver anden eller tredje uge, hvor jeg prædiker. Bagefter spiser vi burmesisk mad. Vores gudstjeneste er mere livlig end i en dansk kirke. Vi synger og har god tid til vidnesbyrd og bøn. Menigheden skal ikke være tilskuere. Hos os er alle aktive.
- Som burmesere har vi brug for at høre om Gud og bede på vores eget sprog. Vi ønsker også at dele vores tro med burmesere, der ikke er kristne. Det er ikke let for burmesere at forstå evangeliet i en dansk kirke. Hos os kan de forstå. Samtidig støtter vi missionsarbejde i Myanmar - både med penge og forbøn.
Han er klar over, at det er vigtigt at prioritere menighedens børn, hvoraf mange er født i Danmark.
- Vi fortæller historier fra Bibelen og viser film. Men jeg laver også selv historier, der relaterer til børnenes liv. De skal vide, hvor stor Gud er, og at han er den samme i dag som dengang i de bibelske fortælllinger. I Danmark har vores børn alle muligheder. Vi håber, de vil få en god uddannelse. Men det vigtigste er, at de lærer at leve med Gud. Alt andet forsvinder en dag.
Fremtiden
Som mange burmesere har Moses ikke opgivet håbet om en dag at vende tilbage til Myanmar.
- Hvis den politiske situation bliver bedre, vil jeg gerne tilbage. Men vi lægger fremtiden i Guds hænder. Lige nu vil Gud, at vi skal være i Danmark.
- Vi siger mange tak til Danmark og de danske kirker, der har åbnet døren for os. I Malaysia så vi, hvordan kirker, der tog imod migranter, blev velsignet. Vi beder om, at Gud vil velsigne kirken i Danmark.
BMF
FAKTA: Myanmar Christian Fellowship (MCF) blev startet i 2006 af burmesiske kvoteflygtninge i Varde og har i dag tre menigheder - i Bramming, Farsø og Langeland. Menighederne betjenes af fritidspræster. MCF samler burmesere fra forskellige etniske grupper og kirkeretninger. Gudstjenestesproget er burmesisk til forskel fra de ca. 10 chin-menigheder, hvor medlemmerne er baptister fra den burmesiske delstat Chin, og gudstjenestesproget er chin.