Kinesisk ingeniør fandt ny familie i kirken

(Nyt på tværs 2-2002)

Ordene vælter frem og nærmest snubler over hinanden, når 43-årige Ai Hua Yan fortæller om sit liv og den lange vej fra barndommen i Maos Kina til beslutningen om dåb i Tingbjerg kirke i Københavns nordvestkvarter for få måneder siden.

Hendes tiptipoldefar underviste Kinas kejser. En velhavende bedstefar støttede kristne missionærer med penge og sendte sine døtre i en kristen skole. Forældrene tilhørte den intellektuelle elite, der blev sendt i arbejdslejr under kulturrevolutionen. Selv har Ai Hua Yan, der er uddannet elektroingeniør, altid været åben og modtagelig for nye tanker og idéer, hvad enten det var de kristne værdier, som moderen indirekte forsøgte at formidle til sine børn, eller vestlige tanker om demokrati.

     Som mange andre kinesiske intellektuelle holdt Ai Hua ikke sine meninger for sig selv. Det gav problemer, og for godt 11 år siden måtte hun forlade Kina. På det tidspunkt havde hun mange udenlandske kontakter via sit arbejde som ingeniør og forsker, og ved gode venners hjælp endte hun i Danmark. Det første halve år læste hun økonomi og statskundskab ved Århus Universitet. Senere flyttede hun til Odense, hvor hun blandt andet arbejdede som konsulent for et fynsk firma og som underviser og tolk hos A.P. Møller på Fyn, indtil en knoglesygdom for nogle år siden satte punktum for et aktivt arbejdsliv.

     De sidste tre år har adressen været en lejlighed i Københavns nordvestkvarter tæt ved Vestvolden og Utterslev Mose. Et ophørt samliv med en dansk kæreste var den direkte årsag til, at hun flyttede til København med sine to sønner, der i dag er 6 og 16 år. Den ældste søn går i gymnasiet og har deltaget i flere Steinway klaverkonkurrencer på kunstmuseet Louisiana og i Musikhuset i Århus. Det er også hans malerier, der pryder de hvidmalede vægge i stuen.

   - I dag er han meget dansk. Han siger, at jeg er gammel og typisk kineser, når jeg siger, at han først skal bidrage, før han kan nyde. Men det har min far og mor lært mig. Min far var en berømt professor, der arbejdede hårdt hele livet. Det skal mine sønner også have med.

Forbudt at tro på Gud

Længslen efter noget andet og mere end kommunismen havde Ai Hua med sig fra barndommen i Maos Kina.

     - Jeg kendte mange af de kristne værdier fra min mor. Da jeg var barn, var det forbudt at tro på Gud i Kina, så min mor kunne ikke fortælle os direkte om kristendommen. Men hun sagde for eksempel, at man skal behandle sin nabo som sig selv - og mange andre ting.

     - Jeg blev født på et tidspunkt, hvor der var hungersnød overalt i Kina og værst i den provins, hvor vi boede. Ved fødslen vejede jeg under to kilo. Som barn var jeg altid sulten. Det var dengang Mao havde bestemt, at der kun skulle produceres jern. Fabrikker stoppede, jorden blev ikke passet, og der var intet at høste. Da jeg var 7 år gammel, startede Kulturrevolutionen. Mange kinesere blev slået ihjel. Man kunne ikke stole på nogen eller noget. Jeg oplevede umenneskelige ting, som jeg aldrig glemmer. Jeg har stået i et lighus i mange timer og tænkt: Hvor er Gud henne?

     - På universitetet fik jeg mange udenlandske venner, som var kristne. De påvirkede mig meget. En dag var der en af mine amerikanske veninder, som forærede mig en engelsk bibel. Vi havde ikke kinesiske bibler. Min mor blev meget bange, da jeg tog den med hjem. Men jeg syntes, det var sjovt at læse i den.

Afvist af præsten

Den første kontakt med en dansk kirke fik Ai Hua gennem de familier, der havde hjulpet hende til Danmark. Når familierne gik i kirke, gik hun med.

     - Den første gang, jeg sad i en kirke og forsøgte at synge med på de danske salmer, følte jeg ligesom, at Helligånden tog mig ved hånden. Det var noget meget herligt. I Odense fortsatte jeg med at gå i kirke en gang i mellem. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Måske fordi kirken var et sted, hvor jeg kunne lære dansk. Og synge. Man får kræfter af at synge! Kirken var som en magnet. Min søn og jeg kom også til arrangementer i kirken, og min yngste søn blev døbt i kirken. Men jeg lærte aldrig præsten at kende.

     - Da jeg flyttede til København, havde jeg brug for at lære nogle mennesker at kende. Derfor kontaktede jeg den nærmeste kirke. Min søn havde gået til konfirmationsforberedelse i Odense og skulle snart konfirmeres. Men jeg blev afvist med besked om, at jeg ikke hørte til den kirke. Så prøvede jeg sognekirken. Jeg ringede til præsten og fortalte, at vi lige var flyttet hertil, og at min søn skulle konfirmeres. Men nej - min søn var ikke gammel nok. Her i sognet skulle man være 14 år, sagde præsten. Det gjorde ingen forskel, at min søn allerede havde fået undervisning. Præsten lagde bare røret på. Han ville ikke snakke mere. Jeg græd og var meget ked af det. Hvorfor var præsten så uhøflig? Senere har jeg tænkt, at når en kirke afviser folk på den måde, skal præsterne ikke bagefter brokke sig over, at der ikke kommer så mange i kirken.

Åben for alle

- Heldigvis mødte jeg en dag en dansker, der inviterede mig til et møde for enlige mødre i Tingbjerg kirke. Da jeg kom ind ad døren, var der en dame, der rejste sig, kom over til mig, smilede og gav hånd: Velkommen her, sagde hun. Det var præsten. Jeg blev så glad! Må jeg komme her? spurgte jeg. Må jeg også komme til gudstjeneste?! Hun svarede, at det var folkekirken, og at den er åben for alle. Jeg glemmer aldrig det første indtryk. Præsten mødte mig med et åbent hjerte og åbne arme. Jeg følte, at det var Guds kærlighed til mig. Fra den dag fik jeg en ny familie.

     I dag kommer Ai Hua i Tingbjerg kirke næsten hver søndag. Udadtil er bydelen med sine 6.000 beboere fra 37 forskellige nationer kendt for mange sociale problemer. Men sådan oplever Ai Hua Yan ikke Tingbjerg sogn.  

     - Gudstjenesterne er altid livlige og spændende. Det kan jeg godt lide. Vi tænder lys, eller børnene danser. Præsterne taler åbent og personligt, og efter gudstjenesten spiser vi rundstykker og hygger lidt. Vi er altid mindst 25-30 mennesker - alle slags mennesker, både folk i gode jobs, pensionister og kontanthjælpsmodtagere. Der sker også en masse andre ting i kirken. En gang om måneden spiser vi sammen, der er foredrag og en kvindegruppe for enlige mødre. Gennem kirken har jeg fået en masse veninder.

Himmelsk statsborgerskab

Ai Hua kom i Tingbjerg kirke i tre år, før hun var klar til at blive døbt.

     - I begyndelsen tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt at blive døbt. Jeg troede på Jesus, jeg bad og gik i kirke. Jeg læste kristne bøger. Jeg var dansk statsborger. Men flere ting gjorde, at det blev vigtigt for mig også at få himmelsk statsborgerskab. Først døde min far. Så blev en af mine venner meget syg. Nu skulle det være.

     - Jeg blev døbt i december ved en særlig gudstjeneste. Det var en stor, stor oplevelse. Jeg græd af glæde. Af mine børns gudforældre fik jeg et guldkors, som jeg har gået med lige siden. At være kristen betyder for mig, at min sjæl har fundet et sted at lande. Jeg ved, hvor jeg kan søge hen, når jeg er syg og har det dårligt. Kirken er en stor familie, hvor vi hjælper hinanden. I kirken får jeg selv kærlighed og omsorg. Det giver mig kræfter til at give kærlighed og omsorg videre til andre, der har behov for det.  

     Hun tager Salmebogstillægget fra Tingbjerg kirke og begynder at synge Pia Perkios salme fra 1978: Helligånd, tag mig ved hånden.

     - Jeg ligger i sengen og synger salmer, inden jeg skal sove. Jeg synger om Gud og Helligånden og kærlighed og smerte og trøst. Tidligere kunne jeg ikke styre mine drømme på grund af dårlige oplevelser i min barndom og mange smerter. Nu har jeg dejlige drømme. Paradisdrømme!

BMF