Bosnisk flygtning døbt i Vestjylland

(Nyt på tværs 2-2002) 

Da Semira kom til Danmark som flygtning i 1993, var hun registreret som bosnisk muslim. I dag er hun kristen. For fire år siden blev hun døbt i den lille vestjyske stationsby, hvor hun har boet siden 1995 sammen med datteren Mina, der i dag er 10 år. I december blev Semira gift med Esad, der blev døbt sidste efterår. Selv om de begge kommer fra sekulariserede muslimske familier i Bosnien, har de oplevet trusler og chikane fra landsmænd, efter at de er blevet døbt.  

- Vi fik mange problemer. Lige nu går vi i kirke i andre byer om søndagen eller ser gudstjeneste i fjernsynet. Der skal lige gå lidt tid, siger Semira og tilføjer, at familien kommer i en bibelkreds, og at hun også læser i Bibelen sammen med en dansk veninde.  

     - Vores by er ikke så stor. Jeg er stadig bange for, at der kan ske noget her. Vi har haft nogle meget dårlige oplevelser. En nat var der nogle, der bankede på alle vinduer og døre samtidig. Min datter og jeg blev så bange. Vi gemte os i et skab. En anden nat kom de igen. Telefonen begyndte at ringe på alle tidspunkter af døgnet. Jeg blev skældt ud på bosnisk og kaldt alle mulige dårlige navne. Jeg var meget vred og meget bange. Senere fik jeg en telefon med nummerviser, så når der ikke var noget nummer på displayet, tog jeg ikke telefonen. Efter nogle måneder gav de op.

Frygten

I dag bor familien i en lys og rummelig lejlighed i udkanten af byen. Der er mange grønne planter i stuen, og på spisebordet i hjørnet står en stor vase med nyudsprungne grene. Men frygten har Semira ikke kunnet lægge bag sig. Hun skænker stærk sort kaffe og tænder endnu en cigaret.

     - Jeg vidste godt, at jeg ville få problemer, hvis jeg blev døbt. Jeg arbejdede på skolen, og alle de bosniske familier kendte mig, siger hun.

     Semira gætter på, at det var bosniske muslimer med tilknytning til en moské i en anden by, der stod bag den natlige chikane. Hun har lagt mærke til, at nogle af bosnierne er begyndt at gå med tørklæde og - som hun siger - er blevet meget mere muslimske, end de var i Bosnien.

     - Jeg kan godt blive lidt misundelig på danskerne, der bare kan skifte religion og stå offentligt frem, uden at der sker noget. En dag så jeg en udsendelse i fjernsynet med en dansk imam, der var konverteret fra kristendommen til islam. Der sad han og diskuterede nok så demokratisk. Men når muslimer går over til kristendommen, skal vi passe på vores liv.

Gudstjeneste og morgenkaffe

Semira er en åben og udadvendt kvinde først i fyrrene. Hun har let til latter og skaber hurtigt kontakt. Oprindelig er hun uddannet guldsmed, men efter flugten til Danmark begyndte hun at undervise bosniske børn på de skiftende asylcentre, hvor hun blev indkvarteret. Siden har hun arbejdet med børn og fortæller med slet skjult stolthed, at hun var blandt de første bosniske flygtninge, der fik arbejde.

     Sit første indtryk af kirken i Danmark fik Semira gennem en dansk kontaktfamilie. Det viste sig, at familien var kristen og gik i kirke.

     - Somme tider inviterede de os om søndagen. Vi mødtes til morgenkaffe og gik til gudstjeneste sammen. Nogle af deres venner begyndte også at invitere os. Jeg opdagede, at vi havde mange fælles værdier. For eksempel blev jeg både gal og ked af det, da en af mine bosniske veninder på centret blev gravid og straks blev tilbudt en abort. Jeg tog ud til min danske veninde og sagde: "Hvem er I danskere? Tror I ikke på Gud? Et barn er liv fra første minut. Ved I ikke, at abort er mord?" Det viste sig, at hun var enig med mig og gerne ville hjælpe min veninde.

     Semira havde tidligere haft kontakt med kristne. Som ung boede hun i en årrække hos en katolsk familie i Tyskland, og hendes datters far, som hun boede sammen med i Bosnien inden krigen, var kroat og kristen. Men da han blev fængslet under krigen, mistede de kontakten med hinanden.

Trængte til kirken

Da Semira flyttede til den by, hvor hun bor i dag, begyndte hun at gå i kirke på egen hånd.

     - Det var bare noget, der var inde i mig. Jeg trængte til det. Men de første gange kunne jeg ikke finde ud af, hvornår der var gudstjeneste. Det tog lidt tid, før jeg opdagede, at når det var kl. 9 den ene søndag, var det kl. 10.30 den næste.

     - På det tidspunkt arbejdede jeg i modtageklassen på skolen. Præsten kom hver uge for at undervise de danske børn, der skulle konfirmeres. Så sad vi på lærerværelset og drak kaffe og snakkede. Han havde været feltpræst i Kroatien og vidste godt, hvad krig handlede om. En dag spurgte jeg ham, hvordan min datter kunne komme i søndagsskole - og da hun begyndte, blev jeg der somme tider sammen med hende, for jeg ville også gerne høre noget. Men det var for lidt for mig.

     - Senere spurgte jeg præsten, om jeg kunne være med i en bibelkreds. Han sagde, at han ville spørge nogle damer, om de kunne tænke sig at læse med mig i Bibelen. Det ville de gerne, men de havde meget travlt, så der gik et par måneder, før de kunne finde tiden til det. Hver gang vi mødtes i byen, undskyldte de! Men så lykkedes det endelig, og vi læste sammen hver anden uge i halvandet år. Vi startede forfra i Matthæusevangeliet. Jeg havde en masse spørgsmål. De havde det ikke så let med mig!

Døbt

- Da vi begyndte at læse, var der ingen, der snakkede om, at jeg skulle døbes. Det var jeg glad for. Men efterhånden fandt jeg jo ud af, hvad dåben betyder. Jeg oplevede en kamp inde i mig selv. Jeg vidste, at jeg troede på Jesus Kristus og på opstandelsen. Men der var også mange grunde til ikke at blive døbt. Jeg vidste, at jeg ville få problemer. Og hvad med min datter? Jeg ønskede at lægge min datter i Guds hænder. Hvis der en dag skete hende noget, ville jeg vide, hvor jeg havde hende. Det blev det afgørende. Jeg besluttede, at vi skulle døbes.

     - Mine danske veninder sagde, at jeg skulle tænke mig godt om. Så sendte de mig hen til præsten. Vi læste sammen hver uge i 2-3 måneder. Jeg fik lektier, og vi snakkede - somme tider i 3-4 timer. I april 1998 blev min datter og jeg døbt

Snakker med Gud

- Min tro betyder rigtig meget for mig. Jeg har en Gud, jeg kan bede til og snakke med, både når jeg er glad, og når jeg er ked af det. I mit liv er jeg altid gået fra det ene problem til det næste. Nu kan jeg lægge mine problemer og min fremtid i Guds hånd. Han ved, hvad der er bedst.

     Da Semira mødte sin nuværende mand Esad, lagde hun ikke skjul på, at hun var kristen, og at hun kun ville giftes med en, der var døbt.

     - Det skulle han bare vide. Og jeg holdt fast! Det tog lidt tid, inden vi kunne blive forlovet, for han skulle først have dåbsundervisning. Men jeg kunne vente.    

     - Bosnierne her i byen ved godt, at min mand er blevet døbt. Men vi vil lige vente lidt med at gå i kirke.   Vi vil helst ikke ryge ud i flere problemer. Livet har lært mig at være forsigtig. Min datter skal have forældre, til hun bliver voksen.    

BMF

Semira og Esad har ikke ønsket deres rigtige navn på tryk.