Asylansøgere fra Aserbajdsjan døbt på Nørrebro
(Nyt på tværs 2-2002)
Før man får lov at komme ind registreringscentret Sandholmlejren, skal man redegøre for sit ærinde, aflevere sygesikringsbevis til den vagthavende og have udleveret et gæstekort. De gule tidligere kasernebygninger, der ligger i et naturskønt område i Nordsjælland, danner rammen om asylansøgeres første møde med Danmark, men de seneste år har politiet strammet kontrollen med beboere og besøgende. De fleste sendes hurtigt videre til andre centre, men asylansøgere fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen betragtes som potentielt kriminelle, der skal forblive under intensiv overvågning. - Her bag pigtrådshegn og tunge jernlåger har familien Ali-zade fra Aserbajdsjan tilbragt de sidste ti måneder.
Familien ankom til Sandholmlejren den 3. august sidste år. Siden da har et værelse på 20 kvadratmeter med tre rødmalede jernsenge og tekøkken været Namik Ali-zade og Rafiga Mamed-zades hjem i Danmark og det sted, hvor de begge for nylig har fejret 50-års fødselsdag. Med sig har de sønnen Yalchin på 14 år, der går i skole på Center Margretheholm på Amager, hvor Namik og Rafiga er blevet bedt om at undervise asylansøgernes børn i geografi og matematik.
- Vi har jo erfaringen, siger de.
Det er næppe for meget sagt. Begge har doktorgrader fra det naturvidenskabelige fakultet i Baku, hovedstaden i den bjergrige tidligere Sovjetrepublik Aserbajdsjan ved Det Kaspiske Hav.
Hun er oceanograf, universitetslærer i geografi og økonomi og desuden uddannet psykolog.
Han er oprindelig uddannet maskiningeniør og kommer fra en stilling som professor ved et teknisk universitet i Baku. Desuden er han professionel skakspiller og indehaver af Verdensskakforbundets eftertragtede titel som stormester.
Men hverken doktorgrader, eksamensbeviser, de tilsammen 17 patenter eller de lange publikationslister over videnskabelige artikler og lærebøger, som parret kan fremvise, er til nogen nytte, når man søger asyl i Danmark. Rafiga og Namik ved udmærket, at deres mulighed for at opbygge en fremtid her alene afhænger af, om de danske myndigheder mener, at de er personligt forfulgt i hjemlandet.
Et godt liv
For ikke så mange år siden havde de et godt liv i Aserbajdsjan: Gode jobs, karrieremuligheder, penge, en rummelig lejlighed i et eftertragtet kvarter i centrum af Baku, børn, der studerede, venner og familie.
Men så begyndte problemerne. I den tidligere Sovjetrepublik har spørgsmål om etnisk baggrund og nationalitet stor betydning for muligheder for job, bopæl og personlig sikkerhed. Så da Rafiga på et tidspunkt fandt ud af, at hun ikke - som hun hidtil havde troet - var etnisk aserbajdsjaner, blev familien udsat for chikane og repressalier. Rafiga skiftede job. Familien solgte den store lejlighed og flyttede til en mindre i en anden bydel. Men det var ikke nok. Til sidst stod det klart, at de var nødt til at rejse ud af landet. Målet blev et land, der ikke havde diplomatiske forbindelser med Aserbajdsjan. Det har Danmark ikke.
Sekulariseret islam
Rafiga og Namik er begge opvokset i hjem, hvor forældrene var overbeviste ateister. Selv om 93 procent af den aserbajdsjanske befolkning officielt er muslimer, er der tale om en sekulariseret udgave af islam.
- Hvis man er aserbajdsjaner, er man muslim. Men vi fik aldrig undervisning i islam eller lærte at læse Koranen på arabisk. Vi kom kun i moskéen, når nogen var død. I Aserbajdsjan drikker muslimer vodka og spiser svinekød. Der er ikke mange rettroende muslimer. Den ateistiske propaganda fra Sovjettiden har været meget effektiv, fortæller Rafiga.
Men ateismen var ikke nok til at dække parrets længsel efter mening og åndelige værdier. Hver for sig bevægede de sig langsomt frem mod den dag, hvor de besluttede at tage det afgørende skridt og lade sig døbe i en kristen kirke i Danmark - hun i november sidste år og han i marts.
Læste Kierkegaard
Om sin åndelige søgen fortæller Namik:
- Jeg har altid læst meget - også religionshistorie og filosofi. Jeg er naturvidenskabsmand, men jeg søgte efter noget til mit hjerte. Jeg læste Nietzsche og Søren Kierkegaard og kunne mærke, at Kierkegaard var meget anderledes, fordi han var en kristen mand.
- I 1986 boede vi et år i USA. Der mødte jeg for første gang kristne, der var protestanter. Min fakultetsleder tog mig med i kirke, og jeg snakkede meget med præsten. Måske havde mit hjerte allerede dengang besluttet, at jeg en dag ville være medlem af den protestantiske kirke. Men jeg var bange for det kommunistiske regime i Sovjetunionen, som Aserbajdsjan dengang var en del af.
- I Aserbajdsjan gik jeg aldrig i kirke. Jeg havde kun kontakt med kristne helt privat. Min nabo var overhoved for den russisk-ortodokse kirke i Baku, og vi diskuterede meget. Han lånte mig mange bøger. Jeg havde allerede læst Augustins Confessio Augustana. Den læste jeg to gange. Det er en meget smuk bog. Jeg havde også læst om Luther og reformationen i Europa.
Også Rafiga fortæller om en lang proces:
- For mange år siden besøgte jeg den by i Tyskland, hvor Luther opslog sine teser mod afladshandel. Det tiltalte mig meget. På det tidspunkt var jeg meget åben og læste bøger om Buddha, Jesus Kristus, taoisme, shintoisme osv.
- Mens vi boede i USA, havde jeg en oplevelse i en kirke. Jeg så Jesu ansigt. Siden har jeg troet på Jesus. Men hvis jeg var blevet døbt dengang, ville min mand, vores forældre og vores børn have fået store problemer på grund af mig. Så jeg måtte vente. Men da vi kom tilbage til Baku, begyndte jeg at komme i den ortodokse kirke.
Dåbsundervisning
Få dage efter ankomsten til Sandholmlejren så Rafiga og Namik en plakat for en gudstjeneste på engelsk i en københavnsk folkekirke. De var ikke i tvivl om, at de ville i kirke. De tog med kirkebussen og fandt ud af, at det var et regelmæssigt tilbagevendende tilbud hver anden søndag i forskellige kirker. Ved den næste gudstjeneste i Kingos Kirke på Nørrebro tog Rafiga mod til sig og kontaktede præstens kone.
- Da jeg mødte præsten, skete der noget inden i mig. Jeg vidste, at det var her, jeg ville døbes. Der var et særligt lys over præstens ansigt, fortæller hun.
Rafiga begyndte at gå til dåbsundervisning hos præsten, og præstens kone kom regelmæssigt på besøg de næste måneder. Samtidig kom familien med i en bibelkreds for asylansøgere hos en dansk familie og begyndte at få danske kristne venner.
- Jeg havde ventet i 15 år på at blive døbt. Nu skete det endelig! Jeg var meget, meget glad. Jeg oplevede, at mennesker åbnede deres hjerter for mig. Min dåbsdag var højdepunktet i mit liv - en endnu større dag, end da jeg modtog min doktorgrad.
Namik indskyder, at han kunne mærke, at Rafiga forandrede sig. Hun blev ligesom stærkere og lettere om hjertet, siger han.
Også for Namik blev dåben afslutningen på mange års åndelig længsel.
- Egentlig havde jeg nok besluttet mig i USA, men dengang turde jeg ikke. I Aserbajdsjan havde jeg altid travlt med mit arbejde. Her i Danmark havde jeg masser af tid til at tænke. Som asylansøger må jeg ikke arbejde. Her havde jeg chancen for at blive døbt. Ingen lagde pres på os. Præsten og hans kone åbnede døren for os. Så var det op til os, om vi ville gå ind.
Fremtiden
Da familiens ældste søn hørte, at forældrene var blevet døbt, mailede han tilbage fra Aserbajdsjan: Hvis I vil være kristne, så for mig gerne. Til lykke!
Rafiga og Namik ved udmærket, at dåben ikke har nogen betydning for, hvorvidt de får asyl i Danmark - heller ikke selv om det er veldokumenteret, at religionsfriheden for religiøse minoriteter har ringe kår i Aserbajdsjan.
- Vi ved, at vi når som helst kan blive sendt ud af Danmark. Selvfølgelig vil jeg få problemer, fordi jeg er døbt. Men jeg ved, at Jesus er med os. Hvorfor skulle jeg så være bange? Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er mit liv og mit valg. Jeg er ikke bange for mit eget liv, men jeg er bange for, hvad der kan ske med min kone og min søn, siger Namik.
Rafiga indrømmer uden tøven, at hun er bange.
- Jeg ved godt, at Jesus er med os, men jeg er stadig bange for at vende tilbage, siger Rafiga, der drømmer om at få lov til at bruge sin faglige ekspertise som oceanograf i Danmark.
- Danmark er omgivet af hav. Måske har I brug for min viden. Vi vil begge meget gerne arbejde.
BMF