Kristen thailænder er frivillig medarbejder i Christianskirken i Århus

(Nyt på tværs 4-2002)

I Christianskirken i Århus glæder de sig over, at 27-årige Suratsawadee Phanthuvet Kosec fra Thailand var blandt de 6.499 udlændinge, der sidste år fik tilladelse til familiesammenføring med en dansk ægtefælle. For da Suratsawadee - eller Emma, som hun kalder sig i Danmark - blev gift med Daniel Kosec, der læser fysik ved Århus Universitet, begyndte parret at lede efter en kirke i Århus, hvor de kunne være med i et kristent fællesskab på engelsk. Valget faldt på de månedlige engelske gudstjenester i Christianskirken, hvor Emma i dag er frivillig medarbejder.   

At Emma Kosec er vant til at yde noget og ikke er bange for at tage beslutninger, opdager man hurtigt. Hun har en bachelorgrad i statskundskab fra et af Thailands førende universiteter, hvor det er den thailandske konge, der personligt overrækker eksamensbeviserne til de studerende. Hun har arbejdet i et børsfirma i Bangkok og som stewardesse i et arabisk flyselskab. Siden februar har hun slidt med de danske gloser på Sprogcentret i Århus og er allerede kommet så langt, at hun ubesværet kan føre en samtale på dansk. Næste skridt er et job i Danmark.

Mødtes i Kina

Emma mødte sin danske mand Daniel på en rejse i Kina for fem år siden, da hun havde afsluttet sine universitetsstudier i Thailand. Hun nåede at besøge Danmark flere gange, inden parret giftede sig i august sidste år og slog sig ned i Danmark. For Daniel var et tværkulturelt ægteskab ikke noget ukendt. Hans mor var dansker og faren kroat.

     Emma lægger ikke skjul på, at vejen fra hjemlandets tropeklima, uendelige hvide sandstrande og varme fællesskab til en lejlighed i et mørkt og regnfuldt lille land højt mod nord har været lang.

     - Danmark er et meget velorganiseret land, hvor man kan finde information om alt. Det er et meget retfærdigt samfund. Her er ingen rigtig fattige mennesker. Det kan jeg godt lide. Men jeg savner min familie og mine venner i Thailand. Vi var meget tæt på hinanden. Jeg kunne fortælle min mor og bedstemor alting.

     - På sprogskolen hører vi en masse om alt det dårlige i Danmark, og at danskere ikke kan lide udlændinge. Jeg synes ikke, at man skal begynde med alt det negative. Udlændinge, der er nye i Danmark, vil gerne høre om de gode ting i Danmark, siger Emma.

Engelske gudstjenester

Det var via internet, at Emma og Daniel fandt frem til Christianskirken. Parret har også besøgt andre kirker og tager somme tider til gudstjeneste i pinsekirken, der tilbyder oversættelse til engelsk hver søndag.

     - Første gang jeg kom ind i en dansk kirke, blev jeg meget overrasket. Hvor var der smukt! Og køkkenet lignede et restaurationskøkken! I Thailand har kirkerne ikke så mange penge. Vi er vant til, at man hjælper hinanden i kirken. Det er den måde, vi er opdraget på. Mine forældre har altid sagt, at jeg skulle hjælpe andre. Men i Danmark var der ingen, der spurgte mig om at hjælpe. Jeg måtte selv tage initiativ. Jeg lagde mærke til, at der ikke var ret mange, der hjalp med at vaske op efter de engelske gudstjenester. Så jeg begyndte at hjælpe. Jeg vil gerne tjene Gud også i de små ting. Senere blev jeg spurgt om at læse ind- og udgangsbøn til gudstjenesterne. Det vil jeg meget gerne.

Vant til at hjælpe

- I min kirke i Thailand havde vi et rigtig godt fællesskab. Om søndagen spiste vi sammen i kirken efter gudstjenesten, og bagefter hjalp vi hinanden med at sætte stole på plads og rydde op. Jeg plejede at gøre rent. I begyndelsen samledes vi i et lokale, vi havde lejet. Senere samlede vi penge ind, så vi kunne bygge en kirke - men den var meget mindre og meget enklere end en dansk kirke! Jeg tænker tit på, at det er en skam, at der ikke kommer ret mange mennesker i kirkerne i Danmark. I har så mange smukke kirkebygninger med pragtfulde orgler og vidunderlig musik. I Thailand har kirkerne måske kun et keyboard eller en tamburin. Men folk kommer og vil gerne bidrage med noget.

     - Det jeg savner mest i kirken i Danmark er den åbenhed, vi har i Thailand. Det er naturligt for os at fortælle hinanden om vores problemer og bede for hinanden. I Danmark er man meget formel i kirken. Jeg savner det uformelle fællesskab.

Buddhistisk familie

Emma voksede op i en buddhistisk familie i Sangkla-provinsen nær den malaysiske grænse. Faren var ingeniør i anlægsbranchen og ofte bortrejst. Moren og bedstemoren var begge lærere og meget religiøse, så Emma kom ofte i templet. Hjemme lærte hun familiens religiøse ritualer, der var en blanding af thaibuddhisme og kinesisk buddhisme på grund af familiens etnisk blandede rødder.  

     - Som barn så jeg børneprogrammer i fjernsynet om kong David og Jesus Kristus, men jeg vidste ikke, at det var kristne programmer. Da jeg var 14 år, tog jeg imod et tilbud om gratis engelskundervisning i en thaikirke. Efter undervisningen fortalte læreren os, at han var præst. Det ord havde jeg aldrig hørt før. Han spurgte, om han måtte fortælle os om kristendommen. Jeg deltog i et 3-måneders kursus sammen med en veninde, men det sagde mig ikke noget. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at præsten, der var en dygtig engelsklærer, ikke ville have penge for engelskundervisningen. Alle andre steder end i kirken skulle man betale.

Begyndte at bede

- En dag kom det kristne skib Doulos fra Operation Mobilisering (OM) til min by og inviterede eleverne fra min skole på besøg. Nogle af de unge fra skibet fortalte mig, at jeg kunne bede til Gud, og at han ville høre min bøn. Jeg var kun interesseret i at tale engelsk, men jeg tænkte, at der jo ikke skete noget ved at prøve. Thailændere kan godt lide at have mange guder. Jeg begyndte at bede Gud om, at jeg måtte bestå den næste eksamen og den slags - og hver gang fik jeg det, jeg bad om. Men når jeg spurgte de kristne, hvad jeg skulle gøre til gengæld, sagde de, at jeg ikke behøvede at gøre noget. Det var meget mærkeligt, syntes jeg.

     - Jeg ville gerne finde ud af, hvorfor mennesker havde forskellige religioner. De kristne sagde, at Gud havde skabt verden og alle mennesker. Det var en ny teori for mig. Jeg begyndte at sige til Gud: Vis mig, hvem du er. Da Doulos besøgte Thailand igen to år senere, fortalte jeg, at jeg gerne ville kende Gud, men at jeg ikke vidste hvordan. Jeg fik at vide, at jeg blot skulle bede Gud om at komme ind i mit liv. Det var alt.

     - Den dag blev et vendepunkt i mit liv. Jeg begyndte at komme i den thaikirke, hvor jeg engang havde fået engelskundervisning, og fire måneder senere blev jeg døbt. Det foregik nede på stranden. Jeg er døbt i Thailandbugten i det åbne hav.

     - Tidligere var jeg ret ligeglad med andre mennesker. Jeg kunne jo altid gøre noget til erstatning, hvis jeg havde gjort noget forkert. I dag tror jeg ikke længere på, at gode handlinger kan opveje forkerte handlinger. Jeg tror, at Gud tilgiver mig og giver mig en ny start hver dag - også her i Danmark.

     - Når danskerne ikke spørger udlændinge om at hjælpe i kirken, er det måske, fordi de føler, at vi er gæster. Men vi er ikke gæster i kirken. Som kristne er kirken vores hjem og vores familie. Derfor vil vi meget gerne hjælpe, understreger Emma, der for nylig beviste, at der er handling bag ordene, da hun lavede thailandsk mad til hundrede mennesker ved Tværkulturelt Centers konference i Christianskirken.  

BMF