Afghansk flygtning integreret i folkekirkemenighed

(Nyt på tværs 2-2003) 

Indtil for få måneder siden var han muslim. I dag er Siddieq integreret i en folkekirke­menighed i en dansk provinsby, læser i Bibelen regelmæssigt og betragter sine kristne venner som sin nye familie. Han kan ikke give nogen entydig forklaring på, hvorfor han valgte at blive døbt. Sådan skulle det bare være. Han ved, at hvis hans far hørte om dåben, ville han afbryde al kontakt med sønnen. For Siddieq er afghaner og opvokset i et religiøst hjem præget af Talibans konservative udgave af islam.

 

Siddieq er midt i tyverne og kom til Danmark for to år siden som politisk flygtning. I dag har han asyl i Danmark, taler flydende dansk og arbejder på en dansk virksomhed. Men han har endnu ikke permanent opholdstilladelse. Hvis de danske myndigheder sender ham tilbage til Afghanistan, ved han, at han risikerer dødsstraf for konvertering. Alligevel har han ikke fortrudt sin beslutning om dåb.        

     - Allerede som barn havde jeg mange spørgsmål til islam. Hvorfor fik tyve hugget hænderne af? Hvorfor var det nødvendigt at stene kvinder, der solgte sig selv? Jeg har stået på en fodboldbane og set, hvordan de blev ved med at kaste sten. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det skulle være sådan, når islam var verdens bedste religion. Men i Afghanistan stiller man ikke spørgsmål.

     Som andre afghanske drenge har Siddieq fået koranundervisning i moskéen, fra han var 6 år gammel. Her lærte han at recitere Koranen på arabisk.

     - Hvis vores arabiske accent ikke var god nok, slog imamen os over nakken. Hjemme slog min far mig også, når jeg ikke læste godt nok. Han er en meget religiøs mand, og det var vigtigt for ham at opdrage sin søn som en god muslim. Men da jeg blev ældre, ville jeg hellere spille fodbold end gå i moskéen. Det gav anledning til mange konflikter, husker Siddieq.

 

Middag på tværs

Siddieq kom til Danmark med mange ubesvarede spørgsmål om islam. Samtidig var han nysgerrig efter at finde ud af, hvad kristendommen var. Den mulighed havde han aldrig haft i Afghanistan.

     - I Ugeavisen læste jeg om et tværkulturelt arrangement, der hed middag på tværs, hvor kristne og muslimer kunne mødes. Der gik jeg hen, fortæller Siddieq.

     - Jeg oplevede islam som en hård religion med stramme regler. Mange ting er forbudt. Jeg spurgte en af de kristne, om jeg måtte se kirken og stille nogle spørgsmål om kristendommen. Jeg mødte også præsten. Han invite­rede mig på besøg i sit hjem, og vi snakkede. Senere gav han mig en bibel på persisk.

     - Jeg begyndte at følge et Afphakursus i kirken. Samtidig fortsatte jeg med at snakke med præsten. Han gav mig mange ting at læse om kristendommen. Det var på dansk, så der var mange ord, jeg ikke forstod. Heldigvis havde jeg en ordbog, og når jeg læste i Bibelen på persisk, forstod jeg næsten det hele. Jeg forstod, at hvis alle mennesker gjorde, som der står i Bibelen, ville der ikke være krig i verden. Alle ville få mad og vand. Jeg er vokset op med krig og har været soldat. Nu forstod jeg, at det ikke behøver at være sådan. Jeg følte, at de kristne regler var gode regler, og jeg kunne se, at kristne mennesker havde et godt hjerte. Jeg tænkte, at sådan en religion ville jeg gerne have. I Afghanistan skal alle være muslimer. I Danmark havde jeg et valg.

 

Dåbsfest

- Jeg vidste godt, at hvis man vil være en rigtig kristen, skal man døbes. Jeg ville gerne vise, at jeg ikke kun var kristen med min mund, men med mit hjerte. Det var en stor beslutning. Jeg har aldrig mødt kristne afghanere. Jeg er sikker på, at der ikke findes nogen i Afghanistan. I mit land bliver en afghaner skudt, hvis han bliver kristen.

     - Den søndag, jeg skulle døbes, var jeg lidt nervøs. Jeg var bange for, at nogen skulle fortælle det til de andre på sprogskolen. Derfor blev jeg døbt ved en ekstra gudstjeneste efter kirkefrokosten, hvor præsten forklarede menigheden om mig. Jeg fik mange gaver, og de lavede en fest for mig. Det var den første fest, nogen holdt for mig.

     Siddieq har ikke fortalt sin familie i Afghanistan, at han er blevet døbt.

     - Jeg kan ikke fortælle det. Jeg er bange for min far. Hvis jeg bliver sendt tilbage, er det meget farligt for mig. Når jeg skal i kirke søndag formiddag, siger jeg, at jeg skal møde mine danske venner. Jeg bor i et hus sammen med seks andre afghanere. Hvis de får det at vide, kan det være, at nogen fortæller folk i Afghani­stan, at min far har en søn, der er blevet kristen i Europa. Det er ikke kun farligt for mig – det er også farligt for ham.

 

Kærlighed

- Jeg synes, at når man bor i et kristent land, skal man vide, hvad kristendom er. Afghanere kender ikke kristendommen. Her i Danmark kan vi se og høre. Jeg forstår stadig ikke alt, men Jesus hjælper mig, når jeg har problemer. Det jeg bedst kan lide ved kristendommen er kærlighed - og frihed. Der er ikke noget, der er forbudt, og der er ikke en hel masse, man skal gøre.

     Hvis Siddieq får lov at blive i Danmark, drømmer han om at få en uddannelse. Foreløbig går han på sprogskole om formiddagen, og hver eftermiddag og aften er han i jobtræning på en lokal virksomhed. Når han kommer hjem ved midnatstid, skal der læses lektier - og så tidligt op igen næste morgen.

     - Hvis jeg ikke laver mit hjemmearbejde, kan jeg ikke få permanent opholdstilladelse. Jeg har stadig problemer i mit land. Jeg kan ikke rejse tilbage, siger han og indrømmer, at han ofte er træt.

     - Men jeg kan godt lide at have et job. Det er meget vigtigt for mig at arbejde. Danmark har givet mig et nyt liv. Hvis jeg var blevet i Afghanistan, var jeg blevet dræbt. Danmark er et lille land med et stort hjerte.

 

Mødesteder

For præsten er det vigtigt at pointere, at Siddieqs historie handler om mulighederne i et almindeligt sogn i en almindelig provinsby, hvor kontakten til byens flygtninge i vid udstrækning bygger på menighedens frivillige engagement.

     - Når det er muligt hos os, er det også muligt andre steder. Hvis en udlænding begynder at stille spørgsmål om kristendommen, må man tage det alvorligt. Skaf en bibel på hjemlandets sprog. Find et eller andet, der kan bruges som undervisnings­materiale. Så kompliceret er det jo heller ikke. Det handler om lidt kundskabsformidling, men det handler også om integration i menigheden, siger han.  

     Præsten pointerer, at det er afgørende, at der er steder i byen, hvor muslimer kan møde kristne.

     - Kristne må være aktive og synlige i religionsmødet, så muslimer kan få svar på de spørgsmål, de har. Ved at være aktiv i et lokalt projekt som middage på tværs har jeg fået mange samtaler med muslimer. Nogle spørger, om de må se kirken. Så får de en rundvisning. Jeg for­søger at besvare deres spørgsmål, men jeg tager normalt ikke initiativ til at fortælle mere. Hvis jeg kan mærke en interesse, fortæller jeg om muligheden for dåbsundervisning. Men jeg har ikke travlt med at få muslimer døbt. Jeg kender ikke omkostningerne for dem.

 

Undervisning på dansk

- Da jeg mødte Siddieq, kunne jeg mærke, at han lyttede intenst. En dag spurgte han: ”Hvis der er en, der vil skifte religion, hvad gør man så?” Jeg svarede, at man kunne få dåbsundervisning. På et tidspunkt sagde Siddieq: ”Jeg tror godt, jeg vil vide lidt mere.” Gennem de næste tre-fire måneder kom han til undervisning hos mig en gang om ugen. Det foregik på den måde, at vi læste Lukasevangeliet sammen. Han fik to-tre kapitler for til hver gang. Jeg gav ham også trosbekendelsen, Fadervor og dåbsritualet. Vi gjorde mest ud af den anden trosartikel - hvem Jesus er, hvad han gør, og hvad forsoning er. Vi snakkede om dåb og nadver. Vi gennemgik Fadervor og hvad kristen bøn er, og jeg gav ham nogle eksempler på bønner og andagter. Jeg forklarede om kirkemedlemskab og svarede på spørgsmål. Det hele foregik på dansk og fungerede på den måde også lidt som danskundervisning, fortæller præsten, der glæder sig over, at Siddieq i dag har et godt netværk i kirken.

     - Jeg har fundet nogle danske faddere til ham, som er indforstået med at have en social forpligtelse. Men menigheden har også været god til at tage imod ham. Folk ved, hvem han er, og kommer hen og snakker med ham. Mange inviterer ham med til møder og henter og bringer ham. Vi har også fundet en dansk bisidder til ham, som har hjulpet med kontakten til offentlige myndigheder.

BMF

 

Siddieq har ikke ønsket sit rigtige navn på tryk.